Legislator Case Law & Legislation
Y19885141558 DK

Reklame for fosfatfrit vaskepulver. Miljøargumenter. (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1988 51415 Valid

Reklame for fosfatfrit vaskepulver. Miljøargumenter. (* 1)

3.4.1.

I TV-Syd blev der vist et reklamespot for salg af fosfatfrit vaskepulver. Det pågældende reklamespot begyndte med billeder af vaskepulver med fosfat, der blev hældt i et vandløb, hvorefter fiskene lå døde på bunden. Dernæst vistes det fosfatfri vaskepulver, idet der nu svømmede fisk omkring i vandet, samtidig med at det i reklameteksten blev anført, at naturen ikke har godt af vaskepulver med fosfat.

Uden at gå ind i den nærmere diskussion om brugen affosfatholdigt og fosfatfrit vaskepulver udtalte FO, at det pågældende reklamespot på grund af dets udformning var i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 2, hvorefter den erhvervsdrivende ikke må anvende angivelser, der på grund af deres form, eller fordi de angår uvedkommende forhold, er utilbørlige over for andre erhvervsdrivende eller forbrugere.

Virksomheden tog FO's udtalelse til efterretning og ændrede den pågældende reklame.

3.4.2. Efter at Vejle kommune i en forsøgsperiode på 6-8 uger havde fået 97% af kommunens husstande til at anvende fosfatfrit vaskepulver, hvilket reducerede spildevandets fosfatindhold med ca. 30%, indrykkede et stort supermarked en annonce i dagspressen for salg af fosfatholdigt vaskepulver.

Annoncen havde følgende overskrift: »Ren besked om fosfat i vaskepulver«.

Endvidere blev annoncens brødtekst indledt med følgende: »Mange tror, at det fosfatfrie vaskepulver, der er på markedet nu, er miljøvenligt.

Det passer ikke. Nyere undersøgelser har vist noget helt andet. Nemlig at det stof, som man har erstattet fosfatet med, ikke er biologisk nedbrydeligt. Og ingen kender giftvirkningen af det på langt sigt.

Dertil kommer, at det fosfatfrie vaskepulver gør tøjet gråt og stift. Samtidig ødelægger det vaskemaskinen, fordi der dannes mere kalk på maskinens varmelegemer«.

Ved behandlingen af sagen bad FO Miljøstyrelsen om at fremkomme med bemærkninger til annoncen.

I sit svar udtalte Miljøstyrelsen følgende: »For det første må det slås fast, at uanset hvilket vaskepulver eller vaskemiddel, der anvendes, vil den efterfølgende udledning med spildevandet resultere i en forurening. Dette skyldes, at vaskepulveret indeholder en lang række forskellige stoffer med forskellige vasketekniske og miljømæssige egenskaber. Det mest omtalte af disse stoffer har været fosfat.

Miljøstyrelsen er bekendt med, hvilke kemiske stoffer der erstatter fosfat i det produkt, der blev uddelt til alle husstande i Vejle kommune. Det ene stof er et mineralsk stof og er som følge heraf ikke biologisk nedbrydeligt. Desuden indgår et organisk stof, som er biologisk svært nedbrydeligt.

Også de overfladeaktive stoffer, hvis funktion er at opløse fedt i vandet, har miljøskadelige egenskaber. Dette gælder både i forbindelse med nedbrydelighed og forbrug af ilt under nedbrydningsprocessen.

Der er således ikke tale om, at det ene produkt umiddelbart kan karakteriseres som mere miljøvenligt end det andet. Dertil er oplysninger om de indgående stoffer i dag for sparsomme.«

På baggrund af denne udtalelse fra Miljøstyrelsen og set i lyset af den offentlige debat, der fandt sted forud for indrykningen af den pågældende annonce, fandt FO ikke anledning til i medfør af markedsføringslovens bestemmelser at kritisere annoncens oplysning om, at fosfatfrit vaskepulver ikke er miljøvenligt.

For så vidt angår annoncens påstand om, at det fosfatfrie vaskepulver gør tøjet gråt og stift, henviste FO til Statens Husholdningsråds undersøgelse af storvaskemidler med og uden fosfat. Undersøgelsen er offentliggjort i bladet »Råd og Resultater«, nr. 3/1988.

Denne undersøgelse viste, at de fosfatfrie vaskemidler kunne vaske lige så rent som de fosfatholdige under forudsætning af, at der anvendes korrekt dosering. På flere pakninger var der dog angivet en for lav dosering.

En underdosering af såvel fosfatfrit som fosfatholdigt vaskemiddel kan medføre, at tøjet bliver gråligt og stift. Gråningen kan dels skyldes kalk dels genudfældning af snavset, og det sidste har ikke nødvendigvis noget med doseringen at gøre.

Endvidere har Statens Husholdningsråd anført følgende om tøjets kalkindhold: »Hvis der er for lidt fosfat eller andet kalkbindende stof i vaskevandet, vil noget af kalken danne uopløselige kalkforbindelser, der sætter sig i tøjet og gør det gråt og stift (kalksæbe). For lidt kalkbindende stof i vaskevandet kan skyldes vaskemidlets sammensætning, eller at der bruges for lidt vaskemiddel. De fosfatfrie vaskemidler afsatte ikke ret meget kalk i tøjet - de lå på linie med de bedste fosfatholdige efier 25 vaske. Indholdet afkalk steg gennemsnitligt stærkere for de fosfatfrie end de fosfatholdige efter de første 10 vaske, men efter 25 vaske lå indholdet af kalk i tøjet stadig på et lavere niveau end for de fosfatholdige.«

For så vidt angår tøjgråning har Statens Husholdningsråd udtalt følgende om undersøgelsen: »I nogle tilfælde kan tøjet blive gråt i vask, fordi snavset genudfældes i tøjet. Der var forskelle mellem vaskemidlerne, men der var ikke forskel på, om der var vasket med fosfatfrit eller fosfatholdigt. Der var gode og dårlige i begge grupper. Gråning er kun undersøgt ved 90 grader C«.

På baggrund af denne undersøgelse fra Statens Husholdningsråd var FO af den opfattelse, at annoncens oplysning om, at fosfatfrit vaskepulver gør tøjet gråt og stift, var vildledende og i strid med § 2, stk. 1 i markedsføringsloven.

Endelig bemærkede FO, at Statens Husholdningsråd ikke havde undersøgt vaskemidlernes indvirkning på vaskemaskinen. Da der fra annoncørens side ikke var fremlagt dokumentation for, at fosfatfrit vaskepulver ødelægger vaskemaskinen, fandt FO ligeledes denne del af annoncen vildledende og i strid med § 2, stk. 1 i markedsføringsloven.

Udtalelse 1988 51415 Valid

(* 1) Offentliggjort i Forbrugerstyrelsens Juridiske Årbog 1989, side 24.

Udtalelse 1988 51415 Valid

En tv-reklame for fosfatfrit vaskepulver begyndte med billeder af fosfatholdigt vaskepulver, der blev hældt i et vandløb, hvorefter fiskene lå døde på bunden. Dernæst vistes det fosfatfrie vaskepulver, idet der nu svømmede fisk omkring i vandet, samtidig med at det blev oplyst, at naturen ikke har godt af fosfatholdigt vaskepulver. Forbrugerombudsmanden udtalte, at reklamen på grund af dens udformning var i strid med markedsføringslovens § 2, stk.

2, der forbyder anvendelsen af angivelser der på grund af deres form er utilbørlige overfor forbrugere eller andre erhvervsdrivende.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →