Vejstøj
Statutory Text (3 Articles)
Vejstøj
Tak for brevet af 28. oktober 1986, hvori du sammen med borgmester Ole Andersen, Gladsaxe, har rettet henvendelse til mig med baggrund i klager over trafikstøjen fra statvejene i Gladsaxe Kommune.
I anfører i brevet, at Vejdirektoratet på klager over støj fra motorvejene meddeler, »at der ikke er gennemført en lovgivning, der giver hjemmel til at finansiere støjafskærmning langs eksisterende veje«.
På denne baggrund foreslår I, at der gennem ændring af lovgivningen gives Vejdirektoratet samme muligheder for at afhjælpe støjgener langs eksisterende statsveje, som der er givet DSB for jernbanenettets vedkommende. I tænker her på, at DSB ifølge dagspressen i fremtiden vil bruge 12 mio. kr. årligt til at afhjælpe støjgener langs eksisterende baneanlæg.
Jeg har forelagt jeres henvendelse for Vejdirektoratet og skal herefter bemærke følgende
I er uden tvivl bekendt med betænkningen af 1978 fra Vejstøjudvalget, der var nedsat under Ministeriet for Offentlige Arbejder med bl.a. repræsentanter fra Miljøministeriet.
Ifølge kommissoriet var udvalget afskåret fra at tage stilling til de problemer, der knytter sig til bestående vejes forhold til eksisterende bebyggelse. Udvalget bemærker i denne forbindelse, at der også på dette punkt eksisterer et betydeligt miljøproblem, som dog næppe - på grund af de store økonomiske konsekvenser - kan underkastes faste regler og normer.
I udvalgets betænkning foreslås der for nye vejes vedkommende indført regler (ved ændring af vejlovgivningen), hvorved det sikres, at vejbestyrelsen - for hovedlandeveje, landeveje samt kommuneveje, der må sidestilles hermed - tager sådanne støjmæssige hensyn, at det beregnede støjniveau ikke overstiger nærmere fastsatte grænser.
På dette grundlag udarbejdede Ministeriet for Offentlige Arbejder et lovforslag, som imidlertid blev opgivet efter henstilling fra kommunal side under hensyn til de meget store økonomiske konsekvenser, en indførelse af pligt for vejbestyrelserne til støjafskærmning ville medføre.
Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke er hjemmel i lovgivningen til at etablere støjafskærmning. Det betyder derimod, at der ikke er pligt for vejbestyrelsen til at gøre det.
I det omfang, der er bevillingsmæssig hjemmel - er plads på anlægskontiene -, kan der altså foretages støjafskærmning fra Vejdirektoratets side.
Dette betyder da også, at Vejdirektoratet ikke undlader at tage støjmæssige hensyn ved placering og anlæg af nye veje og her særligt motorveje. Vejdirektoratet søger sammen med ekspropriationskommissionen - der bestemmer, hvilke foranstaltninger, der skal foretages - at begrænse trafikstøjen fra statsvejene, hvor det kan gøres uden større omkostninger. Det sker således ved anvendelse af overskudsjord til støjvolde, hvad der netop har fundet sted bl.a. på Hillerødmotorvejen igennem Gladsaxe.
Det, der nu fremsættes forslag om i jeres brev, er jo imidlertid, at der skal gås et langt skridt videre end det, som Vejstøjudvalget foreslog, og som ikke kunne accepteres fra kommunal side på grund af de økonomiske konsekvenser.
Det er min opfattelse, at hvis staten ved eksisterende statsveje begynder på at imødekomme ønsker om støjafskærmning, vil dette få voldsomme konsekvenser, selv om man forsøger at opstille stramme betingelser for at imødekomme ønsker om afskærmning.
Med de store besparelser, som til stadighed rammer de statslige vejkonti, mener jeg ikke at kunne gå ind for et sådant forslag. Vi må begrænse os til at søge at løse problemerne omkring nye vejanlæg, hvor dette er muligt for en rimelig udgift.
Jeg skal i øvrigt ikke undlade at pege på de konsekvenser, en mere liberal politik på statsvejområdet med hensyn til støjafskærmning uundgåeligt vil få for det (amts)kommunale vejområde, hvor der er mange vejstrækninger med meget høj støjbelastning.
Betænkning nr. 844 om vejstøj,Vejstøjudvalget 1978.
Henvendelse om etablering af støjafskærmning langs eksisterende veje.Meddelt,at der er hjemmel i lovgivningen til at etablere støjafskærmning,men ikke pligt for vejbestyrelsen til at gøre det.