Omprioriteringssager, pengeinstitutter (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Omprioriteringssager, pengeinstitutter (* 1)
Tilsynet med banker og sparekasser har gennem den seneste tid modtaget adskillige klager over pengeinstitutternes behandling af sager vedrørende optagelse af realkreditlån i forbindelse med indfrielse af ældre lån (omprioriteringssager).
Klagerne vedrører typisk følgende spørgsmål
- behandlingstiden for hjemtagelse af lånet,
- forsinket indfrielse af gamle lån,
- manglende eller utilstrækkelig oplysning om de muligheder, der måtte stå åbne for kunden med hensyn til ydelse af midlertidig kredit til indfrielse af gamle lån, optagelse af realkreditlån mod pengeinstitutgaranti og tegning af kurskontrakt,
- beregning af gebyrer,
- forrentning af lånsagskontoen og indeståendet på en eventuelt oprettet sikringskonto.
Resultatet for klageren har efter denne opfattelse været at omprioriteringssagen er blevet gennemført på en måde, der har medført kurs- og rentetab, der kunne være undgået, hvis kundens interesser var blevet varetaget på behørig vis.
Tilsynet har i de fleste af disse sager ikke fundet grundlag for kritik af pengeinstituttet eller har ment at måtte afstå fra at tage stilling i sagen på grund af modstridende forklaringer.
I nogle tilfælde har tilsynet dog ment at måtte udtale kritik af pengeinstituttets sagsbehandling.
Sagernes antal og art har imidlertid givet tilsynet grundlag for at antage, at pengeinstitutter i forbindelse med kunders anmodning om at foretage omprioritering, ofte ikke giver den fornødne oplysning om sagens gennemførelse, herunder de muligheder, som kan tilbydes som led i omprioriteringen.
Tilsynet mener, at pengeinstitutter, der påtager sig opgaven at foretage omprioriteringer i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis bør drage omsorg for, at kunden får den fornødne information som nævnt - herunder at ydelsessikring gennem fremskyndet optagelse af lån mod garantistillelse og indgåelse af kurskontrakt på grund af kursudviklingen kan stille kunden mindre gunstigt end gennemførelsen af sagen under sådanne foranstaltninger. Endvidere bør pengeinstituttet påse, at sagen gennemføres uden unødige forsinkelser.
Man finder at burde henlede opmærksomheden på disse problemer, idet man skal anmode pengeinstitutterne om at tage under overvejelse, hvorvidt forretningsgangen for behandlingen af disse sager er tilrettelagt sådan, at kundens rimelige interesser bliver tilstrækkeligt varetaget.
Tilsynet modtog adskillige klager over pengeinstitutters behandling af sager vedrørende optagelse af realkreditlån i forbindelse med indfrielse af ældre lån.
På baggrund heraf fremsendte tilsynet en skrivelse til brancheorganisationerne med en redegørelse for god pengeinstitutpraksis