Legislator Case Law & Legislation
Y19870903058 DK

Valg af borgmester og viceborgmester må ikke foretages ved hemmelige afstemninger

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1987 9030 Valid

Valg af borgmester og viceborgmester må ikke foretages ved hemmelige afstemninger

Med skrivelse af 4. juli 1986 (j.nr. 00.01.A11) har Midtdjurs Kommunalbestyrelse anmodet Indenrigsministeriet om en udtalelse over et spørgsmål vedrørende proceduren ved valg af borgmester og viceborgmester.

Baggrunden for kommunalbestyrelsens anmodning er en forespørgsel, der blev rejst af den socialdemokratiske byrådsgruppe over for Tilsynsrådet for Århus Amt med en skrivelse af 13. marts 1986.

I skrivelsen til tilsynsrådet oplyste byrådsgruppen, at valget af borgmester og viceborgmester på kommunalbestyrelsens konstituerende møde den 12. februar 1986 havde fundet sted ved skriftlig afstemning. De anvendte stemmesedler var udformet således, at hver stemmeseddel var påtrykt det stemmeafgivende kommunalbestyrelsesmedlems navn, således at det efterfølgende kunne konstateres, hvorledes det enkelte medlem havde stemt.

Efter byrådsgruppens opfattelse indebærer den anvendte afstemningform, at der udøves en form for gruppepres, og byrådsgruppen ønskede derfor tilsynsrådets tilkendegivelse af, hvorvidt den beskrevne fremgangsmåde/procedure er almindeligt anvendt og i overensstemmelse med reglerne i den kommunale styrelseslov.

Tilsynsrådet anførte i sin udtalelse af 19. juni 1986 bl.a., at styreleslovens regler ikke tilstræber at tilsikre en hemmelig afstemning i forbindelse med valg af borgmester/viceborgmester.

Som meddelt med skrivelse af 18. juli 1986 har Indenrigsministeriet i anledning af kommunalbestyrelsens skrivelse af 4. juli 1986 anmodet tilsynsrådet om en udtalelse over sagen.

Tilsynsrådet har med skrivelse af 30. juli 1986 oplyst, at det kan henholde sig til sin udtalelse af 19. juni 1986.

I denne anledning skal Indenrigsministeriet udtale følgende

Valg af borgmester og viceborgmester finder sted på kommunalbestyrelsens konstituerende møde efter reglerne i § 6, stk. 2-3 og stk. 5, i lov om kommunernes styrelse. Loven indeholder ikke særlige forskrifter i afstemningens tekniske gennemførelse, herunder om stemmesedlers indretning m.v.

Det er i § 10, stk. 4, i normalforretningsordenen fastsat, at valg foregår ved skriftlig afstemning på stemmesedler, der tilvejebringes og udleveres af borgmesteren.

Det skal i denne forbindelse fremhæves, at skriftlig afstemning ikke er ensbetydende med hemmelig afstemning. Formålet med at lade afstemningen være skriftlig er dels at opnå en samtidighed i stemmeafgivningen, dels at opnå større sikkerhed omkring valgets resultat. Der ligger derimod ikke i den skriftlige afstemningsform nogen forudsætning om, at afstemningen tillige skal være hemmelig.

Den kommunale styrelseslov indeholder ikke regler om adgang til at gennemføre hemmelig afstemning. Et mindretal kan derfor aldrig forlange en hemmelig afstemning. Spørgsmålet er således alene, om kommunalbestyrelsens flertal - eller kommunalbestyrelsen i enighed - kan beslutte, at der skal gennemføres en hemmelig afstemning.

I tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer afgørelser eller beslutninger, der kan medføre et retligt ansvar, vil en foretagelse af hemmelige afstemninger efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke være forenelig med ansvarsreglerne i den kommunale styrelseslov. Muligheden for efterfølgende at kunne placere et retligt ansvar forudsætter således, at det kan konstateres, hvilke medlemmer der har stemt for, henholdsvis imod, en beslutning. Hertil kommer, at der - som modstykke til muligheden for et retligt ansvar - altid bør bestå en adgang for et medlem til at frigøre sig for det retlige ansvar for en beslutning ved at stemme imod beslutningen.

I andre tilfælde, hvor beslutningerne ikke kan udløse et retligt ansvar, gør de samme hensyn sig ikke gældende. En foretagelse af hemmelige afstemninger vil dog også i sådanne tilfælde medføre, at vælgerne afskæres fra muligheden for at kunne drage de valgte repræsentanter til ansvar for deres beslutninger.

I denne forbindelse bemærkes, at der for kommunalbestyrelsens møder gælder et offentlighedsprincip, jf. styrelseslovens § 10, og valg af borgmester og viceborgmester, som ikke kan foretages for lukkede døre, bør derfor ej heller kunne foretages ved hemmelige afstemninger.

Det er således Indenrigsministeriets opfattelse, at den af Midtdjurs Kommunalbestyrelse fulgte fremgangsmåde ved valget af borgmester og viceborgmester, hvorefter stemmesedlerne var udformet således, at de enkelte medlemmers stemmeafgivning kunne konstateres, har været i overensstemmelse med den kommunale styrelseslov.

P. M. V.

E. B.

Emil le Maire

Udtalelse 1987 9030 Valid

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1987 1.4.

Udtalelse 1987 9030 Valid

Udtalt, at skriftlig afstemning ikke er ensbetydende med hemmelig afstemning, og at det var i overensstemmelse med den kommunale styrelseslov at lade valget af borgmester og viceborgmester foregå ved anvendelse af stemmesedler med det stemmeafgivende kommunalbestyrelsesmedlems navn påtrykt, således at de enkelte kommunalbestyrelsesmedlemmers stemmeafgivning kunne konstateres.

I forbindelse hermed anført, at foretagelse af hemmelige afstemninger i tilfælde, hvor kommunalbestyrelsen træffer beslutninger, der kan medføre et retligt ansvar efter Indenrigsministeriets opfattelse ikke er foreneligt med ansvarsreglerne i den kommunale styrelseslov. I andre tilfælde gør de samme hensyn sig ikke gældende, men hemmelige afstemninger vil dog også her medføre, at vælgerne afskæres fra muligheden for at kunne drage de valgte repræsentanter til ansvar for deres beslutninger.

Endvidere bemærket, at der for kommunalbestyrelsens møder gælder et offentlighedsprincip, jf. den kommunale styrelseslovs § 10. Valg af borgmester og viceborgmester, som ikke kan foretages for lukkede døre, bør derfor heller ikke kunne foretages ved hemmelige afstemninger.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →