Legislator Case Law & Legislation
Y19865142458 DK

Delegation af kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende afskrivning af uerholdelige B-skatterestancer

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1986 51424 Valid

Delegation af kompetencen til at træffe afgørelser vedrørende afskrivning af uerholdelige B-skatterestancer

I skrivelse af 27. december 1985 (j.nr. 13.7./1983) har Ledøje-Smørum byråd i henhold til § 47, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse for indenrigsministeriet forelagt en henstilling, som tilsynsrådet for Københavns amt den 25. oktober 1985 har meddelt byrådet med hensyn til økonomiudvalgets indseende med afskrivning af uerholdelige B-skatterestancer.

Det fremgår af sagen, at Kommunernes Revisionsafdeling i en beretning af 24. januar 1984 om revisionsbesøg i Ledøje-Smørum kommune fra den 1. november til den 18. november 1983 bl.a. bemærkede, at det i forbindelse med en undersøgelse af forretningsgangen ved afskrivning af uerholdelige B-skatterestancer var blevet konstateret, at afskrivning af B-skatterestancer i henhold til kommunens kompetencefordelingsplan vedrørende opkrævning og udpantning - i modsætning til afskrivning af restancer i almindelighed - ikke krævede økonomiudvalgets godkendelse. Det var revisionsafdelingens opfattelse, at afskrivning af B-skatterestancer skulle forelægges økonomiudvalget til behandling.

Beretningen blev behandlet i byrådets møde den 24. april 1984, hvor det blev vedtaget at fastholde, at der ikke var anledning til at fremlægge indberetningslister over uerholdelige skatter for økonomiudvalget. Byrådet henviste til, at statsskattedirektoratet har fastsat detaljerede regler for, hvornår afskrivning kan finde sted, og at statsskattedirektoratet har ansvaret for og tilsynet med, at inddrivelsen foregår efter direktoratets retningslinier.

Det fremgår endvidere af sagen, at tilsynsrådet anmodede Kommunernes Revisionsafdeling om bemærkninger til byrådets vedtagelse af 24. april 1984, og at revisionsafdelingen i skrivelse af 19. juni 1984 udtalte, at økonomiudvalget i henhold til styrelseslovens § 18, stk. 2 og 3, jfr. styrelsesvedtægtens § 12, skal føre tilsyn med kasse- og regnskabsområdet og i øvrigt have indseende med de administrative forhold. Efter revisionsafdelingens opfattelse måtte økonomiudvalgets tilsynspligt omfatte alle forhold, der varetages af den kommunale forvaltning, herunder også inddrivelser for eksterne myndigheder i henhold til herom gældende bestemmelser. Selvom økonomiudvalget ikke i alle sager skal tage konkret stilling, må økonomiudvalget som følge af sin tilsynspligt vurdere, om de gældende bestemmelser om inddrivelse og kommunens sædvanlige forretningsgange i øvrigt er blevet fulgt.

Heroverfor anførte byrådet i skrivelse af 3. september 1984 til tilsynsrådet, at der ikke ifølge skattelovgivningens regler er pålagt økonomiudvalget nogen pligt til at behandle sager vedrørende afskrivning af uerholdelige B-skatterestancer, men at der alene er tale om, at kommunen bistår statsskattedirektoratet. Der er derfor efter byrådets opfattelse ikke noget forbud mod at følge de almindelige principper for delegation af kompetence i kommunalt regie, og kompetencen til at behandle denne type sager kan derfor efter byrådets opfattelse delegeres til administrationen. Byrådet har truffet beslutning om delegation gennem en kompetencefordelingsplan. Økonomiudvalgets tilsynspligt består efter byrådets opfattelse i at holde sig orienteret om og kontrollere samt sikre, at der er forsvarlige regler og forretningsgange indenfor alle områder, der berører kommunens økonomi eller almindelige administration - herunder afskrivning af uerholdelige B-skatterestancer.

Revisionsafdelingen udtalte herefter i skrivelse af 21. februar 1985 til tilsynsrådet, at det er revisionens opfattelse, at en fortegnelse over foretagne afskrivninger periodisk og mindst een gang hvert regnskabsår bør forelægges økonomiudvalget til efterretning.

Byrådet anførte hertil i skrivelse af 9. april 1985, at rådet fortsat var af den opfattelse, at den foretagne delegation til administrationen af kompetencen til at afskrive uerholdelige B-skatterestancer er sket med rette. Da der foreligger skriftlige retningslinier fra statsskattedirektoratet for behandlingen af disse sager, og da der med den seneste ændring af kommunens kompetencefordelingsplan er fastlagt en forsvarlig kontrolprocedure, overholder økonomiudvalget efter byrådets opfattelse sin tilsynspligt, hvorfor det ikke skønnes påkrævet at forelægge en fortegnelse over foretagne afskrivninger for økonomiudvalget til efterretning.

Tilsynsrådet indhentede en udtalelse fra statsskattedirektoratet, som i skrivelse af 27. august 1985 bl.a. oplyste, at de skattekrav m.v., der ikke kan inddrives, kan afgangsføres som uerholdelige/forældede. Der er herved henvist til KD-meddelelse 1974-7, hvori er fastsat de materielle betingelser for, at et krav kan afgangsføres som uerholdeligt. Statsskattedirektoratet har tilføjet, at der derimod ikke i cirkulæret er fastsat regler om kompetencespørgsmål, idet dette efter direktoratets opfattelse må henhøre under reglerne om delegationsbeføjelser, således som disse beføjelser er fastsat i kommunernes styrelsesvedtægt, jfr. lov om kommunernes styrelse.

I skrivelse af 25. oktober 1985 udtalte tilsynsrådet, at det er rådets opfattelse, at økonomiudvalgets tilsynspligt også omfatter tilsyn med opgaver vedrørende tvangsinddrivelsen af skatter og afgangsføring af uerholdelige skatter, uanset at dette arbejde sker i henhold til retningslinier fra statsskattedirektoratet og amtsskatteinspektoratet. Tilsynsrådet har bl.a. lagt vægt på, at afgangsføringen af skatter medfører provenutab for kommunen og eventuelt for andre kommuner, amtskommunen og staten. Tilsynsrådet henstillede herefter til byrådet at tage den vedtagne kompetencefordelingsplan op til fornyet behandling under hensyn til de af revisionen fremførte synspunkter.

I en over sagen indhentet udtalelse af 27. januar 1986 har tilsynsrådet over for indenrigsministeriet fastholdt, at økonomiudvalgets tilsyn som et minimum må forudsætte, at fortegnelser over foretagne afsksrivninger periodisk og mindst een gang hvert regnskabsår forelægges selve udvalget til efterretning.

I denne anledning skal indenrigsministeriet udtale følgende

Det er ikke i reglerne om afskrivning af uerholdelige skatterestancer eller i reglerne i den kommunale styrelseslovgivning fastsat eller forudsat, at afgørelse om afskrivning skal træffes af kommunalbestyrelsen eller økonomiudvalget, og afgørelserne må derfor kunne træffes på lavere niveau i den kommunale organisation.

Efter styrelseslovens § 18, stk. 2 og 3, jfr. normalstyrelsesvedtægtens § 12, har økonomiudvalget pligt til at føre tilsyn med kasse- og regnskabsområdet og iøvrigt have indseende med de administrative forhold i kommunen. Det er indenrigsministeriets opfattelse, at denne tilsynspligt også omfatter tilsyn og indseende med opgaver vedrørende tvangsinddrivelse af skatter og afskrivning af uerholdelige skatterestancer.

Økonomiudvalget er således ansvarlig for, at der er fastsat forsvarlige regler og forretningsgange for behandlingen af sager om afskrivning af uerholdelige skatterestancer, herunder at der er tilrettelagt en fornøden kontrolprocedure med de afskrevne skattebeløb. Hvorvidt der herudover bør tilrettelægges ordninger, der sikrer økonomiudvalget en løbende eller periodisk underretning om foretagne afskrivninger, må efter indenrigsministeriets opfattelse bero på økonomiudvalgets afgørelse.

Indenrigsministeriet finder således ikke, at der i økonomiudvalgets tilsynsforpligtelse kan indlægges et krav om, at økonomiudvalget periodisk og mindst een gang årligt skal have forelagt fortegnelse over foretagne afskrivninger til efterretning.

Tilsynsrådet for Københavns amt, Kommunernes Revisionsafdeling og ministeriet for skatter og afgifter er herfra underrettet om foranstående.

P.M.V.

E. b.

Emil le Maire

Udtalelse 1986 51424 Valid

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1986 6.1.

Udtalelse 1986 51424 Valid

Udtalt, at det hverken i styrelseslovgivningen eller de af statsskattedirektoratet udarbejdede regler om afskrivning af uerholdelige skatterestancer forudsættes, at afgørelse om afskrivning skal træffes af kommunalbestyrelsen eller økonomiudvalget, hvorfor afgørelserne må kunne træffes på lavere niveau i den kommunale organisation.

Endvidere udtalt, at styrelseslovens § 18, stk. 2 og 3, jfr.

normalvedtægtens § 12, hvorefter økonomiudvalget har pligt til at føre tilsyn med kasse- og regnskabsområdet, indebærer, at økonomiudvalget er ansvarlig for, at der er fastsat forsvarlige regler og forretningsgange for behandlingen af sager om afskrivning af uerholdelige skatterestancer, herunder at der er tilrettelagt en fornøden kontrolprocedure med de afskrevne skattebeløb.

Tilsynspligten medfører dog ikke, at der kan stilles krav om, at økonomiudvalget periodisk og mindst een gang årligt skal have underretning om foretagne afskrivninger.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →