Buskørsel
Statutory Text (3 Articles)
Buskørsel
I brev af 30. juni 1986 har De anmodet ministeriet for offentlige arbejder om at oplyse, hvorvidt der kræves kørekort kategori B eller kategori D til brug ved Vollsmose Plejecenters kørsel af hjemmeboende pensionister til og fra centret, samt ved plejecentrets udflugtskørsel med pensionister boende på centret.
Det fremgår af Deres brev, at plejecentret til formålet har anskaffet en VW LT 31, der er indrettet til befordring af fem kørestole foruden føreren.
Ifølge oplysninger fra importøren af den pågældende vogntype er køretøjet oprindeligt indrettet og typegodkendt til befordring af 12 passagerer foruden føreren.
Da køretøjet oprindeligt er indrettet til befordring af mere end ni personer, føreren medregnet, falder nævnte kørsel ind under busloven (lov nr. 115 af 29. marts 1978 om buskørsel).
Det fremgår af § 1 i busloven, at kørsel med motorkøretøjer indrettet til befordring af mere end ni personer foruden føreren kræver tilladelse ifølge busloven. Herfra er dog undtaget kørsel, som ikke udføres erhvervsmæssigt.
Som ikke-erhvervsmæssig personbefordring anses ifølge lovens bemærkninger kørsel, hvor passagererne har en nærmere tilknytning til den registrerede ejer af motorkøretøjet. Kørslen skal udføres vederlagsfrit som led i en anden virksomhed af ejeren eller en af denne ansat chauffør.
Efter ministeriet for offentlige arbejders opfattelse må den beksrevne kørsel betragtes som ikke-erhvervsmæssig. Der kræves således ikke tilladelse efter busloven.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvilken type kørekort der kræves, kan det oplyses, at sagen herfra har været forelagt justitsministeriet, der har meddelt, at føreren af det omhandlede køretøj med plads til fem kørestole og chauffør og en tilladt totalvægt under 3.500 kg skal have kørekort af kategori B.
Udflugtskørsel med pensionister anses ikke for at være erhvervsmæssig kørsel, og kræver derfor ikke tilladelse efter busloven