Dagpenge under kursusdeltagelse/HF-undervisning
Statutory Text (3 Articles)
Dagpenge under kursusdeltagelse/HF-undervisning
Huslige Arbejderes
Arbejdsløshedskasse
Ved skrivelse af 26. september 1986 har kassen, i relation til dagpengerettens bevarelse, jævnfør arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, stk. 2, forespurgt direktoratet, om der ved deltagelse i HF-enkeltfagsundervisning om dagen kan foretages en gennemsnitsberegning af ugentlige varierende timetal, eller om det er afgørende, at undervisningstimerne i den enkelte uge ikke overstiger 20 timer.
Samtidig ønsker kassen oplyst, hvorvidt direktoratet finder, at konferencetimer skal medregnes i undervisningstimerne.
Kassen anfører, at Statens Uddannelsesstøtte har oplyst, at der mindst skal være 20 undervisningstimer i alle uger, for at undervisningen er SU-berettiget. Endvidere har Statens Uddannelsesstøtte oplyst, at konferencetimer ikke må indregnes som undervisningstimer.
Endelig nævner kassen, at det efter kassens opfattelse ikke er ualmindeligt, at undervisningen er tilrettelagt med varierende timetal uge for uge, hvorfor en tydeliggørelse af reglerne er påkrævet.
I denne anledning skal direktoratet meddele, at det er direktoratets opfattelse, at der ikke i arbejdsløshedsforsikringslovens § 62 a, er hjemmel til at fravige kravet om, at HF-enkeltfagsundervisning om dagen skal være under 20 timer pr. uge, for at dagpengeretten kan bevares.
Der er således efter direktoratets opfattelse ikke mulighed for at foretage en gennemsnitsberegning.
Direktoratet skal endvidere oplyse, at direktoratet er af den opfattelse, at konferencetimer ikke skal medregnes som undervisningstimer.
Direktoratet betragter hermed forespørgslen for besvaret.
P.D.V.
E.B.
Brian Rosendal Nielsen
sekretær
Ingen
Direktoratet har udtalt, at der ikke i § 62 a er hjemmel til at fravige kravet om, at HF-enkeltfagsundervisning om dagen skal være under 20 timer pr. uge.
Der er således ikke mulighed for gennemsnitsberegning.
Konferencetimer medregnes ikke som undervisningstimer.