Legislator Case Law & Legislation
Y19856039558 DK

Etablering af skolefritidsordningen - spørgsmål om delegation af takstfastsættelsen til forældrevalgt bestyrelse

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1985 60395 Valid

Etablering af skolefritidsordningen - spørgsmål om delegation af takstfastsættelsen til forældrevalgt bestyrelse

Vedrørende Sæby kommunes skolefritidsordning.

I skrivelse af 23. september 1984 har undervisningsministeriet, direktoratet for folkeskolen og seminarier m.v., orienteret indenrigsministeriet om sin skrivelse af samme dato til Sæby byråd med bemærkninger til byrådets ansøgning af 29. juni 1984 (j.nr. 516) om dispensation fra folkeskoleloven til etablering af en skolefritidsordning i kommunen.

Det oplyses i skrivelsen, at direktoratet ikke har taget stilling til, om kommunalretlige regler er til hinder for den pågældende skolefritidsordning, og at man derfor har sendt kopi af skrivelsen til indenrigsministeriet, således at indenrigsministeriet kan tage stilling til dette spørgsmål.

I denne anledning skal indenrigsministeriet udtale følgende

1. Principielle synspunkter vedrørende lovligheden af delegation.

Som det fremgår af folkeskoledirektoratets skrivelse, er det i folkeskolelovens § 42, stk. 2, fastsat, at kommunen skal opkræve betaling af forældre til børn i skolefritidsordningen. I cirkulære nr. 84 af 22. juni 1984 om ændring af lov om folkeskolen er det i afsnit II anført, at størrelsen af forældrebetalingen fastsættes af kommunalbestyrelsen.

Det anføres i folkeskoledirektoratets skrivelse, at der ikke i folkeskoleloven eller skolestyrelsesloven ses at være noget til hinder for, at kommunalbestyrelsen bemyndiger en kreds af forældre til på kommunalbestyrelsens vegne og på dens ansvar at fastsætte og opkræve forældrebetaling og varetage de økonomiske forhold vedrørende skolefritidsordningen.

Efter indenrigsministeriets opfattelse kræver en bemyndigelse/delgation til private borgere udtrykkelig lovhjemmel, hvis der er tale om overdragelse af en forvaltningskompetence, som er tillagt kommunalbestyrelsen i loven. Der er i sådanne tilfælde ofte tale om overdragelse af myndighedsudøvelse, som begrebsmæssigt sker og har retsvirkning i forhold til borgerne. Som typiske eksempler på kommunal myndighedsudøvelse kan nævnes forbud, påbud og tilladelser til borgerne (retlig regulering af borgernes forhold), opkrævning af skatter og afgifter samt pengeoverførsler. På disse områder finder indenrigsministeriet, at delegation til private uden lovhjemmel vil være forbundet med betydelige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder. Disse betænkeligheder gør sig ikke gældende med samme styrke, hvis der er tale om delegation inden for den frivillige kommunale servicevirksomhed, f.eks. overladelse af beføjelser, der er forbundet ved driften af en institution eller et anlæg (svømmehaller, idrætsanlæg m.v.).

Der kan nærmere henvises til betænkning nr. 798/1977 om kommunalt nærdemokrati, side 120-127 om brugerdemokrati.

Når lovgivningen har bestemt, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte takster for en kommunal ydelse, må denne takstfastsættelse efter indenrigsministeriets opfattelse også henregnes til kommunal myndighedsudøvelse, hvor en delegation uden lovhjemmel vil være forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder.

Folkeskolelovens § 42, stk. 2, har som ovenfor nævnt bestemt, at kommunalbestyrelsen er det kompetente organ til at opkræve og fastsætte størrrelsen af forældreudbetalingen for skolefritidsordninger.

Indenrigsministeriet finder det derfor betænkeligt, at kommunalbestyrelsen frit skulle kunne delegere sin kompetence til at fastsætte takster for skolefritidsordningen til en privat bestyrelse.

Indenrigsministeriet finder i øvrigt, at skolefritidsordningerne har meget stor lighed med de børnepasningsordninger, som kommunerne har pligt til at etablere i henhold til den sociale lovgivning. Det fremgår da også af bemærkningerne til lovforslaget om ændring af folkeskoleloven, at skolefritidsordningerne er tænkt som et alternativ hertil.

Indenrigsministeriet skal i denne forbindelse henvise til bistandslovens § 138 b, der giver socialministeriet hjemmel til at etablere forsøgsvirksomhed på daginstitutionsområdet. Det bestemmes udtrykkeligt i § 138 b, stk. 2, at forældrebetalingen ved sådanne forsøgsordninger ikke kan fastsættes højere end den sædvanlige forældrebetaling for tilsvarende pædagogiske tilbud for samme aldersgruppe i kommunen.

Folketingets uddannelsesudvalg henstillede i sin betænkning over lovforslaget om ændring af folkeskoleloven, at betalingen for ophold i en skolefritidsordning ikke overstiger betalingen på fritidshjem, og forudsatte, at undervisningsministeriet i et cirkulære gør kommunerne opmærksom herpå. Henstillingen genfindes da også i undervisningsministeriets cirkulære af 22. juni 1984 om skolefritidsordninger.

Efter indenrigsministeriets opfattelse, som i høj grad støttes af folketingets tilkendegivelser både på det sociale område og folkeskoleområdet, kan der i en skolefritidsordning under ingen omstændigheder accepteres en fri takstfastsættelse, men der må være en overgrænse, således at betalingen ikke kan fastsættes (væsentligt) højere end den sædvanlige forældrebetaling for fritidshjem.

Der må imidlertid også være en undergrænse, idet det i cirkulæret af 22. juni 1984 - ligeledes efter henstilling fra folketingets uddannelsesudvalg - er forudsat, at skolefritidsordninger etableres på en måde, der er fuldt betryggende for børnene, og det anbefales i den forbindelse, at der sikres en rimelig god standard både for så vidt angår bemanding og de ansattes kvalifikationer. Disse grænser, som må gælde for kommunalbestyrelsens egen fastsættelse af forældrebetalingen, må i hvert fald også præciseres af kommunalbestyrelsen i forbindelse med en eventuel delegation.

Selv om der i forbindelse med delegation fastsættes både en over- og en undergrænse, finder indenrigsministeriet det imidlertid tvivlsomt, om en delegation er lovlig. Ministeriet vil derfor anbefale, at spørgsmålet tages op i forbindelse med den revision af loven, der skal finde sted i folketingsåret 1986/87, således at der kan etableres en udtrykkelig lovhjemmel for at overlade fastsættelsen af forældrebetalingen til en forældrevalgt bestyrelse eller lignende, såfremt undervisningsministeriet ønsker en sådan mulighed. Indenrigsministeriet vil sætte pris på at blive inddraget i udformningen af eventuelle lovregler herom, idet ministeriet som nævnt finder, at der må være visse indholdsmæssige grænser for delegationsbeslutningen. Endvidere må det være en forudsætning, at det organ, der delegeres til, vælges ved almindelige valg blandt alle forældre til børn i skolefritidsordningen.

2. Vurdering af skolefritidsordningen i Sæby kommune.

Indenrigsministeriet må ud fra det anførte nære betænkelighed ved den ordning, der er givet tilladelse til at etablere i Sæby kommune. Man vil dog ikke modsætte sig, at ordningen fortsætter i forsøgsperioden, såfremt forældrebestyrelsens kompetence til at fastsætte betalingen begrænses som ovenfor anført af en over- og undergrænse.

Da der i henhold til folkeskolelovens § 42, stk. 2, skal opkræves betaling af forældre til børn i skolefritidsordningen, kan det ikke bestemmes, at fritidsordningen er gratis for alle forældre. Ved undervisningsministeriets cirkulære af 22. juni 1984 er det anført, at der ikke er noget til hinder for, at kommunen, hvis den ønsker det, kan tilbyde hel eller delvis friplads under hensyn til forældrenes økonomiske forhold.

Hertil skal bemærkes, at betalingen efter indenrigsministeriets opfattelse må fastsættes i overensstemmelse med almindelige kommunalretlige principper, herunder princippet om ligelig behandling af borgerne. I det omfang kommunalbestyrelsen i forsøgsperioden ønsker at bryde med dette princip ved f.eks. at yde friplads eller søskendemoderation under hensyn til forældrenes økonomiske forhold, vil ministeriet anbefale, at retningslinierne herfor i konsekvens af lighedsprincippet udformes under hensyntagen til de retningslinier, som gælder i henhold til den sociale lovgivning med hensyn til fripladser og søskendemoderation på institutioner under socialministeriets område.

Det fremgår af sagen, at forældrebestyrelsen skal være ansvarlig for alle økonomiske forhold vedrørende skolefritidsordningen. Byrådet vil yde tilskud til bestyrelsen, dels i form af et kontant tilskud pr. barn, dels ved vederlagsfrit at stille lokaler, lys, varme, rengøring m.v. til rådighed. Bestyrelsen skal udarbejde budget og regnskab, der hvert år godkendes af byrådet.

Uanset bemyndigelserne til forældrebestyrelsen, må skolefritidsordningen ud fra de givne oplysninger efter indenrigsministeriets opfattelse fortsat anses for en kommunal foranstaltning. Budget og regnskab for skolefritidsordningen skal derfor udarbejdes efter de gældende regler i budget- og regnskabssystem for kommuner og amtskommuner .

Indenrigsministeriet har dog mulighed for at dispensere fra budget- og regnskabsreglerne, hvis kommunen ønsker at fravige den sædvanlige budget- og regnskabsmæssige placering af skolefritidsordningen og i stedet yde et driftstilskud (bloktilskud), der sammen med forældrebetalingen skal udgøre institutionens budget.

Indenrigsministeriet har tidligere godkendt lignende forsøgsordninger inden for det sociale institutionsområde og vil derfor i givet fald se positivt på en ansøgning om dispensation, i hvert fald som en forsøgsordning. Ministeriet vil i forbindelse med sin stillingtagen til en dispensation kunne vejlede om, hvorledes kontering m.v. herefter skal foretages. Det vil være en forudsætning, at regnskaberne revideres på sædvanlig vis.

3.

Herudover giver folkeskoledirektoratets skrivelse ikke indenrigsministeriet anledning til bemærkninger.

Den sene besvarelse beklages.

P. M. V.

E.B.

Johan Erichsen

Udtalelse 1985 60395 Valid

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1985 1.6. Betænkning nr. 798/1977 s.120-27

Udtalelse 1985 60395 Valid

Udtalt, at en delegation af takstfastsættelse til private borgere uden lovhjemmel vil være forbundet med retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, når lovgivningen har bestemt, at kommunalbestyrelsen skal fastsætte takster for en kommunal ydelse - herunder taksten for optagelse i en skolefritidsordning.

Der kan i en skolefritidsordning under ingen omstændigheder accepteres en fri takstfastsættelse, men der må være både en overgrænse, således at betalingen ikke kan fastsættes (væsentligt) højere end den sædvanlige forældrebetaling for fritidshjem, og en undergrænse, idet ordningen skal være fuldt betryggende for børnene.

Disse grænser, som må gælde for kommunalbestyrelsens egen fastsættelse af takster, må i hvert fald også præciseres af kommunalbestyrelsen i forbindelse med en eventuel delegation.

Selv om der i forbindelse med delegationen fastsættes både en over- og en undergrænse, finder indenrigsministeriet det tvivlsomt, om en delegation er lovlig. Da der er tale om en forsøgsordning, vil ministeriet dog ikke modsætte sig, at ordningen fortsætter i forsøgsperioden, såfremt forældrebestyrelsens kompetence begrænses som anført af en over- og en undergrænse. Betalingen må endvidere fastsættes i overensstemmelse med almindelige kommunalretlige principper, herunder princippet om ligelig behandling af borgerne.

Uanset bemyndigelserne til forældrebestyrelsen må skolefritidsordningen fortsat anses for en kommunal foranstaltning, og budget og regnskab for ordningen skal derfor udarbejdes efter de gældende regler i det kommunale budget- og regnskabssystem, medmindre der opnås dispensation fra indenrigsministeriet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →