Gebyr, god pengeinstitutpraksis (* 1)

Gebyr, god pengeinstitutpraksis (* 1)

De fleste pengeinstitutter har gennem de senere år indført gebyrer for tjenesteydelser, som hidtil har været gebyrfri, ligesom de har forhøjet gebyrsatserne for også tidligere gebyrbelagte tjenesteydelser.

Denne udvikling er i overensstemmelse med tilsynets generelle synspunkt, at det må anses for rigtigt, at omkostningsdækning sker hos de kunder, der modtager tjenesteydelserne.

Den ændrede gebyrpraksis har imidlertid medført et stigende antal klager fra pengeinstitutkunder over pengeinstitutterens gebyrberegning.

Enkelte af klagerne vedrører alene spørgsmålet om gebyrets størrelse. Disse klager, der behandles af tilsynet i dettes egenskab af monopolmyndighed i medfør af lov om priser og avancer § 14 a, skal ikke nærmere omtales her.

Størstedelen af klagerne vedrører derimod spørgsmålet, om pengeinstituttet for den pågældende ydelse overhovedet burde have beregnet sig gebyr - med andre ord, om opkrævningen af gebyret har været i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, hvorefter pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis.

Afgørelsen i sådanne sager er faldet forskelligt ud. I nogle tilfælde har pengeinstituttet frafaldet krav på gebyr, og i de øvrige sager har tilsynet med en konkret begrundelse i hvert enkelt tilfælde givet enten pengeinstituttet eller klager medhold.

Stigningen i antallet af disse sager har imidlertid givet tilsynet den opfattelse, at der i et ikke ringe antal tilfælde er tale om manglende eller mangelfuld information over for kunderne om pengeinstituttets gebyrregler. Når tilsynet i nogle tilfælde har fundet, at opkrævning af gebyr ikke, eller ikke ganske har været i overensstemmelse med god pengeinstitutpraksis, til trods for, at en gebyrberegning for den omhandlede ydelse i øvrigt måtte anses for rimelig, skyldes det, at tilsynet har ment, at kunden i det konkrete tilfælde med nogen rimelighed kunne forvente, at den pågældende tjenesteydelse var gebyrfri, når kunden ikke i forvejen var blevet gjort opmærksom på andet.

Tilsynet skal derfor henstille til pengeinstitutterne, at de i højere grad bestræber sig på at sikre sig, at kunderne i forvejen er tilstrækkeligt informerede om gebyrregler og - satser for en tjenesteydelse, som pengeinstituttet agter at beregne sig gebyr for.

Hvor tjenesteydelsen har relation til et i forvejen etableret kundeforhold (indlån, udlån, depot etc.), må det anses for vigtigt, at det af de kontraktsbestemmelser, som gælder for kundeforholdet, med tilstrækkelig tydelighed fremgår, for hvilke ydelser med tilknytning til kundeforholdet der beregnes gebyr. Det vil i den henseende i reglen ikke være tilstrækkeligt, at pengeinstituttet henviser til sine almindelige forretningsbetingelser , som kunden har fået udleveret og derfor af pengeinstituttet antages at have gjort sig bekendt med.

Tilsynet blev opmærksom på, at der blev givet mangelfulde oplysninger vedr. beregning af gebyrer, herunder gebyrer for betaling af de tjenesteydelser pengeinstituttet tilbød.

På baggrund heraf fremsendte tilsynet en skrivelse til brancheorganisationerne med en redegørelse for god pengeinstitutpraksis