Legislator Case Law & Legislation
Y19850901058 DK

Kommunalbestyrelsens adgang til at knytte kommentarer til en begrundelse for en mindretalsudtalelse, som fremsendes til anden myndighed.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1985 9010 Valid

Kommunalbestyrelsens adgang til at knytte kommentarer til en begrundelse for en mindretalsudtalelse, som fremsendes til anden myndighed.

I skrivelse af 19. februar 1984 klagede De til indenrigsministeriet over Frederiksberg kommunes behandling af et svar ti miljøministeriet i en sag om nedrivningstilladelse til bagbygningen Vodroffsvej 4 og villaen 6c.

De gjorde gældende, at kommunens svar til miljøministeriet ikke er i overensstemmelse med kommunalbestyrelsens oprindelige beslutning. Endvidere finder De, at den tid, der er gået fra kommunalbestyrelsens vedtagelse til svarets modtagelse i miljøministeriet, er alt for lang.

I skrivelse af 7. marts 1984 fremsendte De en redegørelse fra beboerforeningen Vodroffsvej 2c med anmodning om, at denne blev betragtet som bilag til Deres klage af 19. februar 1984.

Frederiksberg kommunalbestyrelse har i anledning af Deres klage afgivet den i fotokopi vedlagte udtalelse.

Efter de for indenrigsministeriet foreliggende oplysninger er sagens kendsgerninger følgende

Beboerforeningen Vodroffsvej 2c klagede til planstyrelsen over, at Frederiksberg kommune har meddelt 2 nedrivningstilladelser, som foreningen mener strider mod kommuneplanlovens principper. Denne klageskrivelse sendte miljøministeriet til udtalelse i Frederiksberg kommunalbestyrelse.

Flertallet i Frederiksberg kommunes bygnings- og byplanudvalg vedtog den 21. november 1983 en indstilling fra teknisk direktorat om, at planstyrelsens høring skulle besvares i overensstemmelse med et samtidigt forelagt forslag.

På kommunalbestyrelsens møde den 28. november 1983 vedtog et flertal i kommunalbestyrelsen flertalsindstillinegn fra bygnings- og byplanudvalget. Ved besvarelsen skulle en mindretalsudtalelse fra VS medsendes til miljøministeriet.

I Frederiksberg kommunes svar af 11. januar 1984 til miljøministeriet refereres først kommunalbestyrelsens vedtagelse af 28. november 1983. Derefter meddeles, at man vedlægger mindretalsudtalelsen fra VS. Endelig knyttes der i skrivelsen nogle korrigerende bemærkninger til mindretalsudtalelsen.

Frederiksberg kommunalbestyrelse har i sin skrivelse af 27. april 1984 til indenrigsministeriet med hensyn til Deres første klagepunkt henholdt sig til det, der er anført herom i et responsum af 2. februar 1984 fra juridisk direktorat. Kommunalbestyrelsen har i øvrigt oplyst, at magistraten på sit møde den 6. februar 1984 vedtog at tage responsummet til efterretning, idet borgmesteren gav tilsagn om, at der i fremtidige tilfælde af lignende karakter markeres en klar adskillelse mellem mindretalsudtalelserne og eventuelle kommentarer hertil, som ikke er indeholdt i kommunalbestyrelsens vedtagelse, og at der i såfald gives kopi af ekspeditionsskrivelsen til vedkommende mindretal.

I det pågældende responsum gøres det gældende, at mindretallets begrundelse normalt skal medsendes ukommenteret. Afvigelse herfra må imidlertid kunne forekomme, når der i begrundelsen indgår urigtige eller vildledende påstande om faktiske forhold eller f.eks. urigtig brug af en intern indstilling. I sådanne tilfælde må det ligge inden for en borgmesters kompetence at knytte nogle berigtigende bemærkninger hertil.

I den foreliggende sag har man fundet, at mindretallets begrundelse handlede om noget andet end det, der var behandlet i den indstilling af 11. november 1983 teknisk fra direktorat, der blev tiltrådt af kommunalbestyrelsen.

Alternativet havde ifølge responsummet været påny at sætte sagen på dagsordenen til debat om mindretalsudtalelsen, eventuelt via flere udvalg, hvilket havde været upraktisk og yderligere forsinkende.

Med hensyn til den lange ekspeditionstid har kommunalbestyrelsen i sin skrivelse af 27. april 1984 udtalt, at den skyldtes, at de nye spørgsmål, som i mindretalsudtalelsen var draget ind i sagen vedrørende andre bygninger end de nedrevne, ikke var kendt i teknisk direktorat, men var behandlet i juridisk direktorat. Juridisk direktorat undersøgte derfor disse sager og bistod teknisk direktorat med udformningen af den korrigerende tilføjelse til ekspeditionsskrivelsen. Hermed gik en vis tid, også fordi julen kom imellem, og juridisk direktorat i den periode var belastet af forberedelserne til folketingsvalget. I øvrigt er forretningsgangen i Frederiksberg kommune den, at økonomidirektoratet, som administrativt forestår førelsen af kommunalbestyrelsens beslutningsprotokol, meddeler vedkommende fagdirektorat (i dette tilfælde teknisk direktorat) kommunalbestyrelsens beslutning, som denne er tilført protokollen, og først derefter affattes udkastet til ekspeditionsskrivelsen.

I denne anledning skal indenrigsministeriet udtale følgende

Hensigten med bestemmelsen i § 13, sidste punktum i lov om kommunernes styrelse, er at ligestille mindretallet med komunalbestyrelsens flertal med hensyn til muligheden for at begrunde sin mening om den sag, der fremsendes til en anden myndighed. Kommunalbestyrelsens flertal vi i selve skrivelsen, hvormed sagen fremsendes til anden myndighed, kunne argumentere for sin stillingtagen, hvorimod mindretallet ikke har krav på at dets begrundelse fremgår af kommunalbestyrelsens skrivelse.

Det kan efter indenrigsministeriets opfattelse ikke kræves, at mindretallets (efterfølgende) begrundelse indskrænkes til de argumenter mindretallet har fremført under debatten i kommunalbestyrelsen. Det må endvidere overlades til mindretallet selv at afgøre, hvilke argumenter man finder relevante. derimod må det kræves, at begrundelsen ikke indeholder oplysninger, som er i strid med fakta. Hvis borgmesteren ved modtagelsen af begrundelsen mener at kunne konstatere sådanne forkerte oplysninger, må mindretallet gøres opmærksom herpå og anmodes om at rette fejlene. Såfremt mindretallet bestrider, at der er forkerte oplysninger eller nægter at rette disse, må borgmesteren være berettiget og forpligtet til ved sagens fremsendelse at gøre opmærksom på forholdet.

Borgmesteren vil ikke i andre situationer være berettiget til at fremsætte kommentarer til mindretalsbegrundelsen.

I den foreliggende sag har mindretallet efter indenrigsministeriets opfattelse forsøgt at sandsynliggøre, at nedrivningen af 2 ejendomme var led i successive nedrivninger.

Med hensyn til de punkter i mindretalsudtalelsen, som er blevet kommenteret ved sagens fremsendelse til miljøministeriet bemærkes følgende

1. Det er af det for indenrigsministeriet forelagte materiale ikke muligt at se, hvad der har været kommunalbestyrelsens begrundelse for at give nedrivningstilladelse til matr.nr. 4b.

2. Oplysningerne i mindretalsudtalelsen om, at der ved fraflytninger ikke vil ske genudleje af lejlighederne i ejendommen Vodroffsvej 2c er efter kommunens kommentar rigtig. Årsagen til dette udlejestop er i mindretalsudtalelsen kun fremsat som en hypotese.

Med hensyn til Deres andet klagepunkt om ekspeditionstiden for kommunens svar til miljøministeriet, bemærkes, at indenrigsministeriets tilsyn med Frederiksberg kommune er et tilsyn med, om kommunen overholder lovgivningen. Herunder hører langsom sagsbehandling i almindelighed ikke.

Ministeriet har derfor ingen kommentarer til den pågældende sags behandlingstid i Frederiksberg kommune.

Indenrigsministeriet skal i øvrigt beklage ministeriets sene besvarelse af Deres klage.

P.M.V.

E.B.

Johan Erichsen

Udtalelse 1985 9010 Valid

Det kan ikke kræves, at mindretallets (efterfølgende) begrundelse indskrænkes til de argumenter mindretallet har fremført under debatten i kommunalbstyrelsen. Det må endvidere overlades til mindretallet selv at afgøre, hvilke argumenter, man finder relevante.

Derimod må det kræves, at der ikke i begrundelsen indeholdes oplysninger, som er i strid med fakta. Hvis borgmesteren ved modtagelsen af begrundelsen mener at kunne konstatere sådanne forkerte oplysninger, må mindretallet gøres opmærksomt herpå og anmodes om at rette fejlen. Såfremt mindretallet nægter at der er forkerte oplysninger eller nægter at rette disse, må borgmesteren være berettiget og forpligtet til ved sagens fremsendelse at gøre opmærksom på forholdet.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →