Fastsættelse af tidspunkt for afholdelse af ordinære møder (* 1).
Statutory Text (3 Articles)
Fastsættelse af tidspunkt for afholdelse af ordinære møder (* 1).
I skrivelse af 13. december 1983 har De på vegne af Socialistisk Folkepartis gruppe i Vejle amtsråd rettet henvendelse til indenrigsministeriet vedrørende spørgsmålet om tidspunktet for afholdelse af amtsrådets ordinære møder.
Det fremgår af sagen, at et flertal i Vejle amtsråd på det ordinære møde 15. november 1983 forkastede et forslag fra Socialistisk Folkepartis gruppe om, at mødetiden for afholdelse af amtsrådets ordinære møder ændres fra det hidtil gældende fredag kl. 13.00 til torsdag kl. 17.00.
Socialistisk Folkepartis gruppe begrundede sit forslag med den kommunale styrelseslovs bestemmelser om bekendtgørelse af mødetid- og sted og offentlighedens adgang til amtsrådets ordinære møder, idet disse bestemmelser efter gruppens opfattelse må indebære, at man ikke ved fastlæggelsen af mødetidspunktet i praksis bør afskære en meget stor del af offentligheden fra at overvære afslutningen af den amtskommunale demokratiske proces, ligesom der bør tages hensyn til medlemmernes mulighed for at passe deres arbejde i almindelig arbejdstid.
I denne anledning skal man meddele, at amtsrådet ved beslutning om tidspunktet for de ordinære møders afholdelse må tage rimeligt hensyn til de almindelige og meget varierende sædvaner for borgernes arbejdstid. Efter indenrigsministeriets opfattelse må der imidlertid indrømmes amtsrådet en vid margin til - ud fra en afvejning af de forskellige krydsende hensyn - at vurdere, på hvilket tidspunkt de ordinære møder mest hensigtsmæssigt kan afholdes.
Indenrigsministeriet finder derfor ikke at kunne gribe ind over for et amtsråds valg af mødetidspunkt med mindre der er tale om ekstraordinære situationer, som f.eks. tilfælde, hvor det valgte mødetidspunkt ville udelukke eet eller flere medlemmer fra at deltage i møderne.
Det er på denne baggrund indenrigsministeriets opfattelse, at Vejle amtsråd lovligt har kunnet vedtage at fastholde, at de ordinære amtsrådsmøder påbegyndes fredag kl. 13.00.
P.M.V.
E.B.
Johan Erichsen
(* 1) Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1984 1.3.
Udtalt, at et amtsråd ved beslutning om tidspunktet for de ordinære møders afholdelse må tage rimeligt hensyn til de almindelige og meget varierende sædvaner for borgernes arbejdstid. Efter indenrigsministeriets opfattelse måtte der imidlertid indrømmes amtsrådet en vid margin til - ud fra en afvejning af de forskelige krydsende hensyn - at vurdere, på hvilket tidspunkt de ordinære møder mest hensigtsmæssigt kunne afholdes.
Indenrigsministeriet finder ikke at kunne gribe ind over for et amtsråds valg af mødetidspunkt, medmindre der er tale om ekstraordinære situationer, som f.eks. tilfælde, hvor det valgte mødetidspunkt ville udelukke eet eller flere medlemmer fra at deltage i møderne.
Det var på denne baggrund indenrigsministeriets opfattelse, at amtsrådet lovligt havde kunnet vedtage at fastholde, at ordinære amtsrådsmøder påbegyndes fredag kl. 13.00.