Legislator Case Law & Legislation
Y19841790058 DK

Tvangsinddrivning af vejbidrag

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1984 17900 Valid

Tvangsinddrivning af vejbidrag

I brev af 5. oktober 1984 har teknisk forvaltning anmodet ministeriet om en udtalelse vedrørende opkrævning af vejbidrag i forbindelse med istandsættelse af privat fællesvej.

Teknisk forvaltning har oplyst, at byrådet i 1982 efter afholdelse af vejsyn på den private fællesvej A-vej beliggende i byzone vedtog, at vejen skulle istandsættes i overensstemmelse med et på foranledning af en af lodsejerne, N.N., udarbejdet projekt. Udgifterne herved afholdes af lodsejerne i overensstemmelse med en af kommunen udarbejdet udgiftsfordeling.

N.N. forestod udførelsen af istandsættelsesarbejdet på A-vej, førte tilsyn med arbejdet og stod i forskud med udgifterne.

Kommunen påtog sig at foretage opkrævning af vejbidragene i forhold til den vedtagne partsfordeling, når endelig regning forelå fra entreprenøren.

Det fremgår endvidere, at kommunen, da en af lodsejerne ikke betalte sit vejbidrag, meddelte denne, at kommunen ville tvangsinddrive beløbet i medfør af privatvejslovens § 65 og sendte kopi af brevet til N.N.

Ved forespørgsel til ministeriet fik kommunen imidlertid oplyst, at tvangsinddrivelse ikke kunne komme på tale i den foreliggende situation.

Teknisk forvaltning spørger nu,

1. om kommunen kan tvangsinddrive vejbidraget ved udpantning, jfr. privatvejslovens § 65, såfremt kommunen betaler N.N.

2. om kommunen, såfremt svaret på spørgsmålet 1 er benægtende, da er pligtig at betale N.N. og herefter er henvist til at inddrive beløbet ved civilt søgsmål.

Vedrørende det første spørgsmål kan ministeriet oplyse, at § 65 alene giver hjemmel til tvangsinddrivelse af beløb, som en kommune har betalt forskudsvis efter privatvejslovens regler samt beløb, der er betalt i henhold til kommunegaranti. Derimod er der ikke hjemmel til at tvangsinddrive et beløb, som kommunen efterfølgende påtager sig at betale for at holde en lodsejer, der har stået i forskud med udgifterne, skadesløs.

Vedrørende det andet spørgsmål er det ministeriets opfattelse, at kommunen ikke ved at påtage sig at foretage opkrævning af vejbidragene eller ved at sende N.N. den nævnte kopi af brevet med truslen om tvangsinddrivelse kan antages at have påtaget sig at betale det ikke indkomne beløb.

Dette er naturligvis ikke til hinder for, at kommunen påtager sig at forestå indkrævningen af det ikke betalte beløb via et civilretligt søgsmål. Hvorvidt kommunen er forpligtet hertil beror på forudsætningerne for kommunens tilsagn om at ville forestå opkrævningen. Dette spørgsmål har ministeriet ikke mulighed for at tage stilling til.

Udtalelse 1984 17900 Valid

Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.

Udtalelse 1984 17900 Valid

Udtalt at privatvejslovens § 65, alene giver hjemmel til at tvangsinddrive beløb, som kommunen har betalt forskudsvis efter lovens regler, samt beløb der er betalt i henhold til kommunegaranti, men ikke for beløb som kommunen efterfølgende påtager sig at betale for en grundejer, der har stået i forskud med udgifterne.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →