Legislator Case Law & Legislation
Y19840912058 DK

Tilsynsmyndighedens kompetence ved privatretlige tvister

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1984 9120 Valid

Tilsynsmyndighedens kompetence ved privatretlige tvister

I skrivelse af 7. oktober 1983 rettede De henvendelse til indenrigsministeriet.

Som De er blevet orienteret om ved indenrigsministeriets skrivelse af 8. november 1983, opfattede indenrigsministeriet Deres henvendelse som en klage over følgende

1.

Tilsynsrådet for Nordjyllands amts svar i skrivelse af 18. marts 1983 på Deres klage over, at Sindal kommunalbestyrelse på sit møde den 13. december 1982 besluttede indtil videre at udsætte behandlingen af en klage fra Dem over kommunens etablering af en trappe på Deres naboejendom Grandebakken i Vogn under henvisning til, at De var fraflyttet kommunen,

2.

At statsamtmanden deltog i behandlingen af den pågældende sag, uanset at han har store relationer til Sindal kommune.

Som De ligeledes blev orienteret om i ministeriets skrivelse af 8. november 1983, udbad ministeriet sig en udtalelse fra tilsynsrådet for Nordjyllands amt i anledning af Deres klage.

Denne udtalelse modtog indenrigsministeriet med en påtegningsskrivelse af 19. december 1983. Kopi af denne påtegningsskrivelse vedlægges til Deres orientering.

Som det fremgår heraf, har tilsynsrådet for Nordjyllands amt i sit møde den 16. december 1983 vedtaget at fastholde sin afgørelse som meddelt Dem i skrivelse af 18. marts 1983.

Endvidere vedtog tilsynsrådet at afvise Deres påstand om, at rådets formand skulle være inhabil ved sagens behandling, fordi han ejer et landbrugsejendom i Sindal kommune.

Det fremgår af sagen, at Sindal kommune i oktober 1982 begyndte at anlægge en sti til og trappe på Grandebakken i Vogn. Denne bakke, der var beliggende umiddelbart op til Deres ejendom, er ifølge matrikelkort et fællesareal, som tilhører ejerne af de omkringliggende grunde. Der blev endvidere udgivet en brochure Ture omkring Tolne af Sindal Turistforening, som dels modtager økonomisk støtte af kommunen, dels har en repræsentant for kommunalbestyrelsen i sin bestyrelse.

I skrivelse af 1. november 1982 rettede Deres advokat på Deres vegne henvendelse til Sindal kommune og oplyste, at De i anledning af kommunens efter Deres mening uberettigede brug af arealet ved Grandebakken agtede at udtage stævning mod kommunen for at få erstatning for værdiforringelsen af Deres ejendom og/eller for at få kommunen tilpligtet at fjerne samtlige opsatte trapper m.v.

Det blev i skrivelsen oplyst, at såfremt henvendelsen ikke førte til noget resultat ville stævning blive udtaget i den nærmeste fremtid.

I skrivelse af 9. december 1982 meddelte kommunen, at sagen ville komme på et kommunalbestyrelsesmøde den 13. december 1982.

I skrivelse af 20. december 1982 meddelte kommunalbestyrelsen, at den på sit ordinære møde den 13. december 1982 havde vedtaget at udsætte sagen indtil videre, fordi De var fraflyttet kommunen.

I skrivelse af 17. januar 1983 påklagede Deres advokat kommunens beslutning til tilsynsrådet for Nordjyllands amt med påstand om, at kommunen var forpligtet til at behandle klagen, uanset om De var bosat i kommunen eller ej.

Tilsynsrådet for Nordjyllands amt udtalte i skrivelse af 18. marts 1983 bl.a., at rådet ingen kompetence har til at afgøre privatretlige tvister mellem kommunalbestyrelsen og kommunens borgere. Det samme gælder efter tilsynsrådets opfattelse i almindelighed klager over kommunens behandling af sager vedrørende privatretlige mellemværender.

Da Deres sag efter tilsynsrådets opfattelse angår en tvist af privatretlig karakter mellem kommunen og en borger, fandt tilsynsrådet ikke at burde udtale sig om kommunens sagsbehandling af Deres krav eller om dettes berettigelse.

Tilsynsrådet ville derfor ikke foretage sig videre i sagen, der efter rådets opfattelse henhører under domstolene.

I denne anledning skal man meddele, at indenrigsministeriet med tilsynsrådet er enigt i, at tilsynsrådet ingen beføjelse har til at afgøre privatretlige tvister mellem en kommunalbestyrelse og kommunens borgere, og at uoverensstemmelsen mellem Sindal kommune og Dem er af privatretlig karakter.

Derimod vil tilsynsrådet i alle sager, som behandles af rådet, kunne vurdere, om der foreligger en ulovlig kommunal beslutning, enten fordi denne er tilvejebragt i strid med reglerne i den kommunale styrelseslovgivning, og/eller fordi beslutningens indhold er i strid med de formål, en kommune lovligt kan forfølge.

Tilsynsrådet kan f.eks. også i en sag, der vedrører en privatretlig tvist tage stilling til, om et kommunalbestyrelsesmedlem er udelukket fra at deltage i sagens behandling på grund af inhabilitet, eller om den trufne beslutning indebærer en ulovlig begunstigelse af enkeltpersoner.

Specielt med hensyn til privatretlige tvister mellem en kommune og dens borgere er det imidlertid en betingelse for, at tilsynsrådet kan tage stilling til, om der foreligger en ulovlig kommunale beslutning, at rådet kan gøre dette, uden derved at tage stilling til den privatretlige tvist.

Indenrigsministeriet opfatter Sindal kommunalbestyrelses beslutning af 13. december 1982, som blev meddelt Deres advokat ved skrivelse af 20. december 1982 som en beslutning om, ikke på daværende tidspunkt at tage stilling til realiteten i Deres advokats klage af 1. november 1982.

En sådan beslutning mener indenrigsministeriet ikke at tilsynsrådet kunne tage stilling til, fordi den efter indenrigsministeriet opfattelse er snævert forbundet med kommunens eventuelle stillingtagen til det af dem bebudede sagsanlæg.

Med denne begrundelse er indenrigsministeriet enig med det af tilsynsrådet anførte, hvorefter rådet ikke finder at burde udtale sig om kommunens sagsbehandling af det fremsatte krav.

Indenrigsministeriet kan herudover tilslutte sig tilsynsrådets opfattelse, hvorefter rådets formand ikke er inhabil ved sagens behandling, idet den omstændighed, at formanden ejer en landbrugsejendom i Sindal kommune, ikke bevirker inhabilitet.

Indenrigsministeriet tilbagesender hermed de bilag, De har indsendt til ministeriet.

P.M.V.

E.B.

Johan Erichsen

Udtalelse 1984 9120 Valid

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1984 8.3.

Udtalelse 1984 9120 Valid

Udtalt, at tilsynsrådet ingen beføjelser har til at afgøre privatretlige tvister mellem en kommunalbestyrelse og kommunens borgere.

Endvidere udtalt, at tilsynsrådet i alle sager, som behandles af rådet, kan vurdere, om der foreligger en ulovlig kommunal beslutning.

Endelig udtalt, at det specielt ved privatretlige tvister mellem en kommune og dens borgere er en betingelse for, at tilsynsrådet kan tage stilling til, om der foreligger en ulovlig kommunal beslutning, at rådet kan gøre dette, uden derved at tage stilling til den privatretlige tvist.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →