Legislator Case Law & Legislation
Y19840906058 DK

Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsmyndighedens anmodning om en udtalelse fra kommunalbestyrelsen altid skal forelægges denne i et møde.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1984 9060 Valid

Spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsmyndighedens anmodning om en udtalelse fra kommunalbestyrelsen altid skal forelægges denne i et møde.

I skrivelse af 29. september 1983 har Ribe byråd i anledning af en konkret sag forelagt indenrigsministeriet spørgsmålet om, hvorvidt tilsynsrådets anmodning om en udtalelse fra byrådet altid skal forelægges byrådet i et møde.

Det fremgår af sagen, at et medlem af byrådet den 15. august 1983 anmodede tilsynsrådet for Ribe amt om at tage stilling til et inhabilitetsspørgsmål i forbindelse med behandlingen af en sag på teknisk udvalgs møde den 4. august 1983.

Tilsynsrådet anmodede den 17. august 1983 om en udtalelse i sagen. Henvendelsen blev besvaret den 7. september 1983 og var underskrevet af borgmesteren og kommunaldirektøren.

Tilsynsrådet anmodede herefter i skrivelse af 16. september 1983 - under henvisning til rådets skrivelse af 10. november 1982 til samtlige kommuner i tilsynskredsen - om en udtalelse fra byrådet.

I den nævnte skrivelse af 10. november 1982 meddelte tilsynsrådet for Ribe amt, at indenrigsministeriet over for tilsynsrådenes medlemmer har givet udtryk for, at der må stilles krav om, at forespørgsler fra tilsynsrådene til de enkelte kommuner behandles på et kommunalbestyrelsesmøde, inden besvarelse sker.

Byrådet har over for indenrigsministeriet blandt andet anført, at det er fast antaget i dansk kommunalret, at der kræves klar hjemmel for, at en sag, der henhører under byrådets kompetence, direkte skal behandles i byrådet, og at borgmesteren ifølge § 31, stk. 1, i den kommunale styrelseslov har hjemmel til at ekspedere sager af den omhandlede karakter.

I denne anledning skal men meddele, at det hidtil har været indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsmyndighedens anmodning om en udtalelse i anledning af en klage over kommunalbestyrelsen, borgmesteren eller den kommunale forvaltning altid skal forelægges kommunalbestyrelsen til besvarelse i et møde.

Opfattelsen har navnlig været begrundet i hensynet til kommunalbestyrelsens mindretal (adgang til at få afvigende meninger tilført beslutningsportokollen, jfr. § 13 i den kommunale styrelseslov) samt i det forhold, at afgivelse af en udtalelse normalt forudsætter en vurdering af det forelagte spørgsmål, hvilket ikke kan være en opgave af rent administrativ karakter. Ministeriet har derfor også givet udtryk for, at en anmodning fra tilsynsmyndigheden, der alene går ud på at fremsende visse oplysninger, f.eks. udskrift af kommunalbestyrelsens protokol eller sagsakter, ikke skal forelægges i et møde i kommunalbestyrelsen.

Det af Ribe byråd forelagte spørgsmål har fra flere sider været rejst over for indenrigsministeriet, og efter fornyede overvejelser skal ministeriet tilkendegive følgende opfattelse af spørgsmålet

Styrelseslovens § 31, stk. 1, hvorefter borgmesteren på kommunalbestyrelsens vegne kan afgøre sager, der ikke giver anledning til tvivl, finder også anvendelse i forbindelse med sager, hvori tilsynsmyndigheden anmoder kommunalbestyrelsen om en udtalelse.

Det er ifølge sagens natur borgmesteren, der i første omgang må foretage en vurdering af, om sagen kan anses for utvivlsom. Det er dog muligt at pege på en række sager, der efter deres indhold ud fra hensynet til kommunalbestyrelsen eller dennes mindretal og sagens oplysning under alle omstændigheder skal forelægges den samlede kommunalbestyrelse til vurdering. Dette vil således gælde sager, hvor der klages over borgmesteren, hvor klagen vedrører kommunalbestyrelsens eller et udvalgs egen virksomhed, eller tilfælde, hvor der foreligger en klage fra et mindretal. Det bemærkes i denne forbindelse - under henvisning til den af Ribe byråd forelagte sag - at inhabilitetssager vil skulle forelægges kommunalbestyrelsen på et møde.

Det kan dog ikke udelukkes, at det også i sager af den nævnte karakter vil kunne forekomme, at en klage er åbenbart uden grundlag eller at besvarelse af tilsynsmyndighedens anmnodning om en udtalelse i øvrigt er så utvivlsom, at sagen kan ekspederes af borgmesteren på kommunalbestyrelsens vegne. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis kommunalbestyrelsen i et møde i forbindelse med en tidligere behandling af samme sag har taget stilling til (alle) de synspunkter, der er indeholdt i klagen.

Det er imidlertid indenrigsministeriets opfattelse, at tilsynsmyndigheden altid efter en vurdering af sagens karakter og omstændighederne i øvrigt vil kunne forlange, at en anmodning om en udtalelse forelægges på et kommunalbestyrelsesmøde. Indenrigsministeriet er således ikke enigt i den af Ribe byråd tilkendegivne opfattelse, hvorefter der kræves klar (udtrykkelig) hjemmel for, at en sag, der henhører under byrådets kompetence, behandles på et byrådsmøde. En sådan antagelse ville betyde, at tilsynsmyndigheden aldrig ville kunne kræve en sag forelagt for kommunalbestyrelsen i et møde.

Når det må antages, at tilsynsmyndigheden har beføjelse til at kræve en anmodning om en udtalelse forelagt i et kommunalbestyrelsesmøde må dette ses i sammenhæng med, at tilsynsmyndigheden varetager det almindelige tilsyn med kommunerne. Som et led i dette tilsyn må tilsynsmyndigheden være berettiget til at sikre, at der er tilvejebragt det fornødne grundlag for sagens rette behandling. Særligt for så vidt angår tilsynsrådene bemærkes, at tilsynsrådets formand har ansvaret for forberedelsen af de sager, der skal behandles i rådet. Det må derfor påhvile formanden, eventuelt efter forelæggelse for det samlede tilsynsråd, at indhente de oplysninger, som er fornødne til en forsvarlig sagsforberedelse, og formanden vil herunder også - alt efter de foreliggende omstændigheder - kunne kræve, at tilsynsrådets anmodning om en udtalelse forelægges for kommunalbestyrelsen i et møde.

Såfremt tilsynsmyndigheden derfor, efter at have modtaget svar fra borgmesteren (styrelsesloven § 31, stk. 1) ud fra en vurdering af sagens karakter finder det påkrævet, at sagen forelægges den samlede kommunalbestyrelse, vil tilsynsmyndigheden kunne tilbagesende sagen til kommunalbestyrelsen med anmodning herom.

Det tilføjes, at tilsynsmyndighedens anmodning til en kommunalbestyrelse om en udtalelse må forudsætte enten at anmodningen behandles i et kommunalbestyrelsesmøde, eller at besvarelsen foretages af borgmesteren. En besvarelse foretaget af et udvalg (udvalgsformand) eller af vedkommende fagforvaltning vil således ikke være tilstrækkelig.

Med venlig hilsen

Britta Schall Holberg

/Johan Erichsen

Udtalelse 1984 9060 Valid

Udtalt, at styrelseslovens § 31, stk. 1, også finder anvendelse i forbindelse med sager, hvori tilsynsmyndigheden anmoder kommunalbestyrelsen om en udtalelse.

Dog skal en række sager efter deres indhold ud fra hensyn til kommunalbestyrelsen eller dennes mindretal og sagens oplysning, under alle omstændigheder forelægges den samlede kommunalbestyrelse. Dette vil f.eks. gælde sager, hvor der klages over borgmesteren, hvor klagen vedrører kommunalbestyrelsens eller et udvalgs egen virksomhed, eller tilfælde, hvor der foreligger en klage fra et mindretal.

Også i sager af den nævnte karakter vil det dog kunne forekomme, at en klage er åbenbart uden grundlag eller at besvarelse af tilsynsmyndighedens henvendelse i øvrigt er så utvivlsom, at sagen kan ekspederes af borgmesteren på kommunalbestyrelsens vegne.

Tilsynsmyndigheden vil dog altid efter en vurdering af sagens karakter og omstændighederne i øvrigt kunne forlange, at en anmodning om en udtalelse forelægges på et kommunalbestyrelsesmøde, idet tilsynsmyndigheden som et led i det almindelige tilsyn med kommunerne må være berettiget til at sikre, at der er tilvejebragt det fornødne grundlag for sagens rette behandling.

Såfremt tilsynsmyndigheden derfor, efter at have modtaget svar fra borgmesteren (styrelsesloven § 31, stk. 1) ud fra en vurdering af sagens karakter finder det påkrævet, at sagen forelægges den samlede kommunalbestyrelse, vil tilsynsmyndigheden kunne tilbagesende sagen til kommunalbestyrelsen med anmodning herom.

Tilsynsmyndighedens anmodning til en kommunalbestyrelse om en udtalelse må forudsætte enten at anmodningen behandles i et kommunalbestyrelsesmøde, eller at besvarelse foretages af borgmesteren. En besvarelse foretaget af et udvalg (udvalgsformand) eller af vedkommende fagforvaltning vil således ikke være tilstrækkelig.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →