Angående udstykningslovens § 1 i forbindelse med bygninger på lejet grund - opførelse af varige bygninger. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Angående udstykningslovens § 1 i forbindelse med bygninger på lejet grund - opførelse af varige bygninger. (* 1)
Det er oplyst for matrikeldiretkoratet, at De gennem en længere årrække har bortlejet grunde fra Deres landbrugsejendom matr. nr......
Grundene er bebygget med sommerhuse, der tilhører lejerne.
Husene har efter det oplyste ligget på stedet i en længere årrække og må forventes at skulle opretholdes indtil videre. Det vil være en nødvendig forudsætning herfor, at sommerhusejerne fortsat kan gøre brug af grundene.
Bortleje af en del af en samlet fast ejendom for længere tid end 10 år kan imidlertid efter bestemmelserne i § 1, stk. 1, i udstykningsloven (lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977) ikke ske, medmindre den pågældende del fraskilles med egen matrikelbetegnelse.
Lejeforholdene er således i strid med udstyknigslovens § 1. De er endvidere i strid med landbrugsloven (lovbekendtgørelse nr. 603 af 30. november 1978), da de udlejede grunde udgør en del af Deres landbrugsejendom.
I medfør af bestemmelserne i udstykningsloven pålægger matrikeldirektoratet Dem herved at sørge for, at det ulovlige forhold bringes til ophør. Dette kan ske enten ved at de omhandlede grunde udstykkes fra Deres landbrugsejendom eller ved at lejeforholdene bringes til ophør. Hvis grundene udstykkes, vil matrikeldirektoratet ophæve landbrugspligten i forbindelse med udstykningen, hvorved forholdet til landbrugsloven lovliggøres.
Man gør opmærksom på, at efter udstykning af grundene vil De være frit stilet mht., om De vil sælge grundene eller bortleje dem. Lejemål vil i givet fald kunne indgås for længere perioder end 10 år.
Direktoratet er bekendt med, at x-kommune er ved at udarbejde lokalplanforslag for sommerhusområdet ved ......, og at udstykning af parceller i området ikke kan gennemføres, før lokalplanen er endelig vedtaget.
Direktoratet fastsætter derfor en frist til lovliggørelse af forholdene på 4 måneder fra den dato hvor der sker offentlig bekendtgørelse om den endelige vedtagelse af lokalplanen. Inden fristens udløb må udstykningsansøgning, udarbejdet af en praktiserende landinspektør, være indsendt hertil eller det må være oplyst for direktoratet, at lejeforholdene er bragt til ophør.
Øvrige ejere og lejere af de udlejede grunde i sommerhusområdet ...... modtager tilsvarende meddelelse herfra.
(* 1) Offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 32. bind side 234.
Sagen vedrører en række grunde der gennem en længere årrække har været bortlejet fra en landbrugsejendom. Grundene er bebygget med sommerhuse, der tilhører lejerne. Det var styrelsens opfattelse, at det er uden betydning, om parterne formelt har indgået en aftale, der kun binder dem for 10 år ad gangen, hvor lejeren har opført varige bygninger på det lejede areal, og hvor lejeforholdet allerede har bestået i mere end 10 år.