Kontovilkår. Aftalevilkår. Finansiel virksomhed.
Statutory Text (3 Articles)
Kontovilkår. Aftalevilkår. Finansiel virksomhed.
Kontovilkår.
I tiden efter kreditkøbslovens ikrafttræden den 1. april 1983 anmodede FO en lang række kontoordninger og kontoselskaber om at indsende gældende almindelige betingelser til gennemsyn med henblik på vurdering af betingelsernes forenelighed med markedsføringsloven og kreditkøbslovens særlige bestemmelser om kontokøb. Gennemgangen gav anledning til afgivelse af en række henstillinger om foretagelse af ændringer i forskellige vilkårsbestemmelser. I det følgende gengives nogle vilkår, som FO fandt anledning til at påtale
1. »Det anerkendes, at X-kort ikke kan gøres ansvarlig for købte varer/tjenesteydelsers kvalitet og levering.«
I kreditkøbslovens § 12 bestemmes, at køberen i forbrugerkøb mod anden kreditor end sælgeren kan gøre de samme indsigelser gældende, som han kunne mod sælgeren. Under henvisning til denne regulering henstillede FO til kortselskabet at ophøre med at bruge det anførte vilkår i markedsføringen.
2. »Det accepteres, at Københavns Byret er værneting mellem X-kort og kortindehaveren, samt at kortindehaverens stævnevarsel skal være som indenbysboende.«
I kreditkøbslovens § 39 bestemmes, at en forudgående aftale i forbrugerkøb om værneting ikke er bindende for køberen. Under henvisning hertil henstillede FO til kortselskabet at ophøre med at bruge vilkåret.
3. »Såfremt indbetaling ikke foretages og/eller kontoen overtrækkes forfalder den fulde restgæld til betaling.«
I kreditkøbslovens § 14 bestemmes, at såfremt køberen undlader at opfylde sin betalingspligt, har kreditor ikke af den grund ret til at forlange betaling af beløb, som ellers ikke ville være forfaldet, medmindre køberen er udeblevet med et beløb 30 dage efter dets forfaldstid, og dette beløb udgør mindst en tiendedel af kreditkøbsprisen - ved kontokøb af saldoen - eller, hvis der i beløbet indgår flere afdrag, mindst en tyvendedel deraf eller udgør hele restfordringen.
Under henvisning til den foreliggende regulering henstillede FO til kortselskabet at ophøre med at anvende vilkåret.
4. »X-konto fastsætter de til enhver tid gældende vilkår for X-kontoen og for kontohaverens brug heraf og af kontopladen/rekvisitionen.«
FO henstillede, under henvisning til at den fastsatte vidtgående ændringsklausul måtte anses stridende mod god markedsføringsskik, at kontoelskabet ophørte med at anvende vilkåret.
5. »Nærværende dokument (kreditaftale med kontoselskabet) kan tjene som grundlag for umiddelbar tvangsfuldbyrdelse, jfr. retsplejelovens § 478, stk. 1 nr. 5.«
Under hensyn til at et dokument om en kontoaftale ikke kan tjene som fundament for tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens bestemmelser, fandt FO vilkåret vildledende og henstillede til selskabet, at vilkåret udgik af kontobestemmelserne.
6. »Renter og gebyrer er variable og kan ændres af X-kort uden varsel.«
I kreditkøbslovens § 32, nr. 3, bestemmes, at kontohaveren ved aftalens indgåelse skal modtage skriftlige oplysninger om de nærmere regler og betingelser for pålæg af kreditomkostninger samt beregningsmåden for sådanne omkostninger, herunder den nominelle årlige rente, hvis en periodisk rente anvendes. I lovens § 37 bestemmes videre, at reglen om, at der skal gives køberen oplysning om renten eller om beløb, hvori renten indgår, ikke er til hinder for, at parterne aftaler, at renten helt eller delvis skal variere med størrelse af Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditor er uden indflydelse på.
Under henvisning hertil henstillede FO til kortselskabet at ændre det benyttede vilkår.
Med hensyn til vilkårets bestemmelse om variable gebyrer bemærkede FO, at kreditkøbslovens § 37 alene vedrører rente. Der tages således i kreditkøbsloven ikke direkte stilling til spørgsmålet om variable gebyrer, og det er uafklaret, om kreditkøbslovens § 37 kan finde analog anvendelse på gebyrer. Set i relation til markedsføringslovens bestemmelser må tilladeligheden af en ændringsklausul for så vidt angår gebyrer forudsætte, at det præciseres over for kontohaveren, hvilke forhold der kan betinge en ændring i gebyrerne, ligesom disse forhold for forbrugerne må være let konstaterbare på linie med diskontoen som eksemplificeret i kreditkøbsloven. Endvidere skal de forhold, der kan betinge gebyrændringer, være forhold, som kreditor er uden indflydelse på.
7. »Det udstedte kort er X-korts ejendom, og X-kort forbeholder sig ret til at inddrage et allerede udstedt kort uden nærmere begrundelse.«
FO anførte, at vilkåret må anses vidtgående. I tilfælde hvor der foreligger misligeholdelse af kontoaftalen fra kontohaverens side, kan vilkåret tages i anvendelse, men i andre situationer må det anses bedst stemmende med god markedsføringsskik, at inddragelse af kontokortet alene finder sted efter forudgående rimeligt varsel herom. FO henstillede til kortselskabet at indrette sin markedsføring i overenstemmelse hermed.
(* 1) Beretning fra Forbrugerombudsmanden 1983, s. 14-16.
Vilkår vedrørende værneting, frafald af indsigelser ved mangler, forfald af gæld ved manglende betaling, ændringsklausul, tvangsfuldbyrdelse, rente- og gebyrændringer samt ejendomsret til kontokort anset for at være i strid med markedsføringslovens § 1 og kreditkøbsloven, nu lov om kreditaftaler.