Undlade fremlæggelse af vejudlæg
Statutory Text (3 Articles)
Undlade fremlæggelse af vejudlæg
I skrivelse af 6. juli 1983 har forvaltningen anmodet ministeriet om en udtalelse i en sag vedrørende udlæg af en privat fællesvej på ejendommene matr. nr. bb, H-by, i forbindelse med udstykning af ejendommen.
Den pågældende vej udlægges som en blind sidevej til den private fællesvej V-vej. Ved vejudlægget udlægges et trekantet areal på hjørnet af den eksisterende vej og den nye vej for at undgå en udvidelse af den eksisterende vej. Udlægget af dette areal sker på parcel 1 af ovennævnte ejendom. Arealet vil blive ændret til et oversigtsareal, når den eksisterende vej udvides.
Forvaltningens henvendelse er foranlediget af en henvendelse fra en lodsejer ved den eksisterende vej, der ønsker oplyst, om vejudlægget vil blive fremlagt i henhold til bestemmelserne i privatvejslovens § 31.
I den anledning skal man oplyse, at i henhold til privatvejslovens § 31, stk. 1, skal projekter til udlæg af nye private fællesveje fremlægges til almindeligt eftersyn. Efter bestemmelsens stk. 2 er fremlæggelse ufornøden, såfremt vejmyndigheden skønner, at vejudlægget udelukkende har betydning for de ejendomme, der er omfattet af vejudlægget.
Sidstnævnte stk. 2 blev indsat i § 31 ved en lovændring i 1975. Om denne lovændring kan man henvise til ministeriets cirkulære af 20. november 1975 om ændringer i vejlovgivningen, pkt. 24.
Heraf fremgår, at bestemmelsen om offentlighed omkring disse beslutninger tilsigter at give grundejere i nabolaget mulighed for at gøre deres synspunkter gældende, f.eks. med hensyn til en ændret udformning af vejudlægget, hvorved de får bedre muligheder for at tilrettelægge deres udstykninger. Det har imidlertid for såvel de kommunale forvaltninger som for de udstykkende grundejere været følt som en urimelig belastning, at vejudlæg skal fremlægges, når dette helt klart alene har betydning for nogle få ejendomme, som allerede er involverede i vejudlægget. På denne baggrund er reglen ændret, således at fremlæggelse kan undgås i disse tilfælde.
Det afgørende må således være, om vejudlægget kan antages at få betydning for vejbetjeningen af andre ejendomme i området eller få betydning for udformningen af andre tilsvarende udstykninger i området.
Således som sagen foreligger oplyst for ministeriet, er det her omhandlede vejudlæg antagelig af en sådan karakter, at det kan omfattes af bestemmelsen i privatvejslovens § 31, stk. 2.
Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.
Udtalt at afgørende for at forslag til vejudlæg skal fremlægges må være, om vejudlægget kan antages at få betydning for vejbetjeningen af andre ejendomme i området eller få betydning for andre udstykninger i området.