Legislator Case Law & Legislation
Y19830912058 DK

Udlevering af navne og adresser til lokale vejvisere. (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1983 9120 Valid

Udlevering af navne og adresser til lokale vejvisere. (* 1)

I skrivelse af 25. oktober 1982 (j.nr. 00.01A50) har økonomiudvalget anmodet indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om, hvorledes kommunalbestyrelsen vil have at forholde sig i anledning af, at advokat Erik Nordqvist på vegne af lokalvejviserne/EK-reklame aps. v/Karen og Erik Kvist har anmodet kommunalbestyrelsen om at udlevere forskellige oplysninger til brug for 10. udgave af Assens Vejviser/Information, der af firmaet er planlagt til udgivelse i 1983.

Det fremgår af sagen, at firmaet tidligere har samarbejdet med kommunalbestyrelsen om udgivelse af en vejviser, og at firmaet i skrivelse af 7. september 1982 fremsendte tilbud på vejviserens 10. udgave, idet firmaet bl.a. oplyste, at det var orienteret om, at en lokal bogtrykker havde planer om også at udgive en vejviser for Assens kommune. Firmaet henviste i denne forbindelse til, at tilsynsrådet for Århus amt i 1980 har udtalt, at når kommunalbestyrelsen i medfør af § 13, stk. 4, i indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 296 af 22. juni 1979 om folkeregistre (nu pkt. 5, jfr. indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 439 af 9. oktober 1980) har truffet beslutning om at udlevere oplysninger om navne og adresser til brug for lokale vejvisere, kan kommunalbestyrelsen i henhold til lighedsgrundsætningen ikke afslå enkelte ansøgninger om udlevering af oplysninger til sådant brug.

Det fremgår endvidere af sagen, at Assens kommune har meddelt advokat Erik Nordqvist, at kommunen ikke finder anledning til at udgive en vejviser/information hvert år, og at økonomiudvalget på sit møde den 9. september 1982 har vedtaget, at kommunen ikke deltager ved en udgave af Assens Vejviser 1983.

Endvidere har kommunalbestyrelsen til advokaten oplyst, at økonomiudvalget ligeledes har vedtaget, at Assens kommune vil deltage med et beløb på 30.000 kr., der pristalsreguleres pr. 1. januar 1984, ved udgivelsen af en Assens Vejviser/Information 1984, der udgives af »Lokalavisen«, Vagtelvænget 6, Assens.

Advokat Erik Nordqvist har i skrivelse af 17. september 1982 over for kommunalbestyrelsen gjort gældende, at det er hans klienters opfattelse, at kommuner i deres beslutning ikke kan bestemme, hvem der skal udgive en vejviser, men alene tage stilling til, om materialet fra folkeregistret skal udleveres.

Advokaten fremførte i samme skrivelse, at det telefonisk var oplyst, at kommunen ville genudsende en vejviser for 1984 og da gennem en lokal virksomhed. Han anmodede endvidere om at måtte modtage genpart af brevveksling mellem kommunen og den nævnte virksomhed »Lokalavisen« og protokoludskrift af byrådets beslutninger sagen vedrørende. Advokaten henledte opmærksomheden på, at hans klienter forlængst har påbegyndt arbejdet med udgivelsen for 1983, idet annoncer var tegnet, og anmodede derfor om svar snarest belejligt.

Efter at advokaten havde fået tilsendt de ovenfor nævnte bilag (brevveksling m.v.), anmodede han i skrivelse af 12. oktober 1982 kommunalbestyrelsen om inden 8 dage at få tilstillet det udbedte materiale (navne- og adresseoplysninger) til brug for udgivelsen af en vejviser for Assens kommune for 1983 og anførte, at han, såfremt han ikke modtog de ønskede oplysninger, agtede at indbringe sagen for tilsynsrådet for Fyns amt. Advoktaten forbeholdt sig endvidere på sin klients vegne at kræve erstatning, der i givet fald bliver af en størrelsesorden på 100.000 kr. Han tilføjede, at arbejdet med lokalvejviseren 1983 skal opstartes senest den 1. november 1982.

Det er herefter den 29. oktober 1982 telefonisk over for indenrigsministeriet oplyst, at de ønskede oplysninger er blevet udleveret.

I denne anledning skal man meddele følgende

Udlevering af de ønskede oplysninger til brug ved fremstilling af vejvisere har hjemmel i § 21 i finansministeriets bekendtgørelse af 18. juni 1980 (med senere ændringer) om forskrifter for Det fælleskommunale, regionale Folkeregistersystem på Kommunedata I/S og Århus kommunes edb-afdeling. Denne bekendtgørelse henviser til indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 296 af 22. juni 1979 om folkeregistre som ændret ved bekendtgørelse nr. 439 af 9. oktober 1980 (eksemplar vedlagt), der i § 13, stk. 5, giver hjemmel for kommunalbestyrelsen til at træffe beslutning om udlevering af navne- og adresseoplysninger til brug for udarbejdelse af lokale vejvisere.

Baggrunden for bestemmelsen er følgende

I en årrække var det praksis i en lang række kommuner, at der fra folkeregistrene blev udleveret navne- og adresseoplysninger m.v. til brug ved private firmaers udgivelse af lokalvejvisere, idet der lokalt såvel blandt de erhvervsdrivende som blandt kommunens beboere var et vist rent praktisk behov for en nem adgang til vejviserens oplysninger.

Ved en fornyelse af folkeregisterbestemmelserne i 1973, hvorved bl.a. bestemmelserne om udlevering af masseoplysninger til privat side blev strammet, bibeholdt man dog efter ønske fra kommunal side adgangen til fra folkeregistrene at udlevere masseoplysninger til brug ved udgivelsen af disse vejvisere, medens adgangen i øvrigt til at udlevere masseoplysninger til private i princippet blev afskaffet.

Indenrigsministeriet er af den opfattelse, at Assens kommunalbestyrelse, uanset om kommunen i tidligere år har haft et samarbejde med firmaet »Lokalvejviserne/EK-reklame ApS« er berettiget til som sket ved økonomiudvalgets behandling af sagen i mødet den 9. september 1982 at beslutte, at kommunalbestyrelsen ikke finder anledning til udgivelse af en vejviser/information hvert år, og at kommunalbestyrelsen ikke deltager ved en udgave af Assens Vejviser 1983. Efter indenrigsministeriets opfattelse vil kommunalbestyrelsen som følge af denne beslutning ikke være forpligtet til at udlevere materiale til et eller flere firmaer, der måtte ønske at udgive en vejviser for Assens for 1983 for egen regning.

For så vidt angår det oplyste, hvorefter Assens kommunalbestyrelse for året 1984 har besluttet at samarbejde med et firma i Assens om udarbejdelse af en vejvisr for Assens kommune, bemærkes, at det efter indnerigsministeriets opfattelse følger af en almindelig lighedsgrundsætning, at kommunalbestyrelsen som følge af denne beslutning også er forpligtet til at tillade udlevering af de for udgivelse af en vejviser fornødne navne- og adresseoplysninger til andre firmaer, der måtte anmode herom.

Spørgsmålets afgørelse henhører i øvrigt i sidste instans under domstolene.

P.M.V.

E.B.

Johan Erichsen

Udtalelse 1983 9120 Valid

(* 1) Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1983 1.3.

Udtalelse 1983 9120 Valid

En kommunalbestyrelse kan beslutte at undlade at udlevere navne- og adresseoplysninger til brug ved fremstilling af en lokal vejviser.

Såfremt en kommunalbestyrelse imidlertid -har udleveret sådanne oplysninger til en lokal vejviser, følger det af en almindelig lighedsgrundsætning, at kommunalbestyrelsen også er forpligtet til at udlevere disse oplysninger til andre firmaer, som ønsker at fremstille en lokal vejviser.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →