Legislator Case Law & Legislation
Y19825123858 DK

Om offentligt ansatte landinspektørers arbejde for det offentlige (i forhold til landinspektørlov og udstykningslov). (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1982 51238 Valid

Om offentligt ansatte landinspektørers arbejde for det offentlige (i forhold til landinspektørlov og udstykningslov). (* 1)

De har anmodet om en udtalelse om grænserne for, hvilke arbejder offentligt ansatte landinspektører må udføre for det offentlige set i relation til landinspektørlovens og udstykningslovens bestemmelser.

Samtidig har De konkret spurgt, om en således ansat landinspektør må,

1) foretage opmålingsarbejder, hvori der ofte vil forekomme stillingtagen til beliggenheden af skel,

2) udarbejde materiale til brug ved ekspropriationer,

3) udarbejde kortmateriale mv. til brug ved tinglysning af deklarationer og andet, og

4) attestere, at et teknisk kort, der benyttes til et anlægsarbejde og bl.a. ejendomserhvervelse (ekspropriation), er ajourført matrikulært.

I den anledning skal man meddele følgende vedrørende det generelle spørgsmål

Efter landinspektørlovens § 4, stk. 1, jf. udstykningslovens §§5, 18 og 28, har praktiserende landinspektører og deres assistenter med beskikkelse eneret til at udføre matrikulært arbejde i områder med fri praksisret. En nærmere uddybning og afgrænsning af begreberne »Matrikulært arbejde« og »Praktiserende landinspektører« fremgår af matrikelkommissionens betænkning af 1962 (nr. 317) side 10, 2. spalte og side 38. Det her anførte blev senere gentaget i bemærkningerne til lovforslaget fra 1962 (landinspektørloven) og med hensyn til begrebet »Praktiserende landinspektører« yderligere uddybet i landbrugsministeriets forelæggelse i folketinget.

Direktoratet finder ikke at kunne give en udtømmende, generel beskrivelse af ydergrænserne for, hvad der henregnes til matrikulært arbejde, men må henvise til de nævnte lovmotiver, jf. vedlagte kopier. (Ej medtaget her. Red. )

Med hensyn til arbejder, der i henhold til bestemmelser i andre love eller andre offentlige forskrifter skal udføres af en landinspektør, bemærkes, at landbrugsministeriet i forbindelse med folketingets behandling af ændringerne i landinspektørloven i 1976-77 i et svar til folketingets erhvervsudvalg har givet udtryk for, at det i sådanne tilfælde antages, at arbejderne skal udføres af en landinspektør med beskikkelse.

Til besvarelse af de konkrete spørgsmål skal man meddele følgende

ad 1. Udførelse af opmålingsarbejder i forbindelse med udførelsen af tekniske arbejder, fremstilling af tekniske kort, afsætning af bygninger mv. er arbejder, som praktiserende landinspektører traditionelt påtager sig, men de er ikke arbejder, som praktiserende landinspektører gennem landinspektørlovens bestemmelser har eneret på.

Såfremt arbejdet forudsætter, at der sker en definition af skels beliggenhed, kan det dog kun udføres med en praktiserende landinspektørs medvirken.

ad 2. Udarbejdelse af materiale til brug ved ekspropriationer er i almindelighed ikke at betragte som arbejde, hvortil praktiserende landinspektører har eneret, og arbejderne udføres ofte af den eksproprierende mydighed ved de der ansatte landinspektører og ingeniører m.fl. Visse arbejder skal dog i henhold til særlige regler udføres under medvirken af en praktiserende landinspektør. Det gælder således planbogskort til brug med vej- og jernbaneanlæg, hvortil arealerhvervelse mv., agtes gennemført ved ekspropriation efter lov nr. 186 af 4.6. 1964, jf. § 1 i landbrugsministeriets cirkulære nr. 30 af 19.2. 1973, der er udarbejdet efter aftale med de eksproprierende myndigheder. Udarbejdelsen af materialet til brug ved ansøgning om matrikulær berigtigelse af en ekspropriation er, som det fremgår af de generelle bemærkninger, jf. også reglerne i bekendtgørelse nr. 604 af 20.12. 1976, et matrikulært arbejde, hvortil praktiserende landinspektører har eneret.

ad 3. Der vil i almindelighed ikke være noget til hinder for, at de nævnte kort udarbejdes af offentligt ansatte landinspektører, ingeniører og andre. For så vidt angår kort til tinglysning af deklarationer om en stedbestemt vejret er det i § 3, skt. 2, i lov nr. 143 af 13.4. 1938 om private vejrettigheder bestemt, at vejen skal være indtegnet på kortet af en landinspektør. Under henvisning til det, der er anført under de generelle bemærkninger, må det antages, at det skal være en landinspektør med beskikkelse.

ad 4. Arbejdet med at supplere og ajourføre tekniske kort, der skal anvendes som grundlag for ekspropriation og lodsejerforhandlinger, med matrikulære oplysninger om ejendomsforhold, vil ofte nødvendiggøre eftersyn og målinger i marken for at få fastslået de rette ejendomsskel. Det må derfor anses for at være et matrikulært arbejde, der kun kan udføres af praktiserende landinspektører, jf. besvarelsen af pkt. 2.

Derimod kan der antagelig ikke være noget i vejen for, at andre - herunder offentligt ansatte landinspektører, ingeniører, arkitekter m.fl. - påfører et teknisk kort oplysninger, der angiver på hvilket grundlag man har suppleret kortet med matr.nr. o.lign., evt. med angivelse af datoen for matrikelkortkopien, når der ikke herved tages stilling til rette beliggenhed af ejendomsskel.

Udtalelse 1982 51238 Valid

Direktoratet udtaler sig om grænsene for, hvilke arbejder offentligt ansatte landinspektører må udføre for det offentlige set i relation til landinspektørlovens og udstykningslovens bestemmelser. Direktoratets udtalelse er ikke en udtømmende, generel beskrivelse.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →