Brug af betegnelsen 'energikonsulent'. Vildledende markedsføring med hensyn til offentlig godkendelse, autorisation og lignende. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Brug af betegnelsen »energikonsulent«. Vildledende markedsføring med hensyn til offentlig godkendelse, autorisation og lignende. (* 1)
Brug af betegnelsen »energikonsulent«.
Teknologisk Institut og Byggestyrelsen forespurgte FO, hvorvidt betegnelserne »energikonsulent« og »beskikket energikonsulent« måtte anses for beskyttede betegnelser. Videre anførte man, at man var af den opfattelse, at en annoncering, hvori betegnelsen »energikonsulent« indgik, og som opfordrede forbrugerne til at henvende sig til denne for at få gennemført energibesparende foranstaltninger, ville være egnet til at virke vildledende på forbrugerne, når disse efter at have benyttet den i annoncen nævnte »energikonsulent« måtte konstatere, at denne benyttelse ikke var berettiget til tilskud i henhold til lov om begrænsning af energiforbruget i bygninger.
For så vidt angår anvendelsen af betegnelsen »energikonsulent« udtalte FO, at der kræves en særlig lovhjemmel for at opnå beskyttelse af en titel. Der henvistes f.eks. til følgende betegnelser: advokat, læge, statsaut. revisor, ejendomsmægler, skibsmægler, varemægler og translatør. En sådan særlig lovhjemlet beskyttelse af betegnelsen »energikonsulent« fandtes imidlertid ikke. Betegnelsen kunne derfor ifølge FO's opfattelse ikke nyde beskyttelse.
Derimod ville FO anse det for vildledende og i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1, såfremt en person anvendte betegnelsen »beskikket energikonsulent«, eller betegnelser, hvori disse to ord indgik, uden at den pågældende var blevet beskikket af Byggestyrelsen.
Med hensyn til spørgsmålet om annoncering i relation til tilskud i henhold til Byggestyrelsens bekendtgørelse nr. 374 af 22. juli 1981 om begrænsning af energiforbruget i bygninger lagde FO vægt på, at mens der for arbejder påbegyndt efter den 1. juni 1982 ikke kræves en beskikket energikonsulents medvirken som betingelse for opnåelse af tilskud til energibesparende foranstaltninger, kan der kun ydes offentligt tilskud til en beskikket energikonsulents honorar. FO ville derfor anse det for vildledende og i strid med markedsføringslovens § 2, såfremt en energikonsulent, der ikke er beskikket af Byggestyrelsen, i sin annoncering giver indtryk af, at energikonsulenthonoraret er tilskudsberettiget.
(* 1) Offentliggjort i Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1981-1982, side 63.
Forbrugerombudsmanden modtog en forespørgsel om, hvorvidt titlerne »energikonsulent« og »beskikket energikonsulent« var beskyttede.
Forbrugerombudsmanden udtalte, at det kræver særlig lovhjemmel for at opnå beskyttelse af en titel. »Energikonsulent« har ikke en sådan lovhjemlet beskyttelse. Derimod anså Ombudsmanden det for vildledende og i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1 at anvende betegnelsen »beskikket energikonsulent«, eller betegnelser hvori disse to ord indgår, såfremt man ikke er beskikket af byggestyrelsen.