Udvidelse af privat fællesvej på landet
Statutory Text (3 Articles)
Udvidelse af privat fællesvej på landet
I skrivelse af 14. juli 1982 har De anmodet om oplysning om, hvorvidt bestemmelsen i privatvejslovens § 14, stk. 5, jfr. lovens kapitel 9, om nedlæggelse og omlægning af private fællesveje på landet hjemler ret for vejmyndigheden til at træffe beslutning om forøgelse af udlægsbredden for en eksisterende privat fællesvej, når linieføringen i øvrigt holdes uændret.
Ministeriet kan oplyse, at vejmyndigheden i henhold til lovens § 14, stk. 4, kan kræve, at der foretages ændring af en privat fællesvejs tværprofil som betingelse for, at en vej, der tidligere udelukkende har tjent til brug for landbrug, skovbrug eller fiskeri, kan overgå til anden færdselsmæssig benyttelse.
Herudover indeholder reglerne i lovens afsnit II ingen bestemmelser, hvorefter vejmyndigheden kan forlange udlægsbredden forøget.
Lovens § 14, stk. 5, hjemler efter ministeriets opfattelse ikke adgang til at træffe beslutning om forøgelse af udlægsbredden, når der ikke samtidig sker en ændring af vejens linieføring.
Såfremt vejmyndigheden skønner, at en forøgelse af vejens tværprofil er påkrævet, og det ikke er muligt at opnå enighed herom mellem de færdselsberettigede, kan vejmyndigheden i medfør af privatvejslovens § 13, stk. 2, beslutte, at reglerne i lovens afsnit III skal gælde for vejene i området, for så vidt dette har eller ventes at få bymæssig karakter, eller bestemme, at vejen skal overtages som offentlig.
Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.
På forespørgsel har ministeriet oplyst, at lovens bestemmelser om omlægning af private fællesveje ikke kan anvendes til at udvide en vej, når der ikke samtidig sker ændring af vejens linieføring.