Afvisning af et forslag fra dagsordenen. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Afvisning af et forslag fra dagsordenen. (* 1)
I skrivelse af 7. september 1982 (j.nr. 1400G01) har De, der er borgmester i Broby kommune, klaget over en afgørelse, som tilsynsrådet for Fyns amt den 2. september 1982 har truffet i en sag, hvori kommunalbestyrelsesmedlem Ruth Lund havde klaget over en af Dem truffen afgørelse om ikke at optage et af Ruth Lund stillet forslag på dagsordenen for kommunalbestyrelsens møde den 9. juni 1982.
Det fremgår af sagen, at Ruth Lund den 21. maj 1982 indgav et dagsordensforslag til kommunalbestyrelsens møde den 9. juni 1982, hvori det foresloges, at kommunalbestyrelsen skulle erklære Broby kommune for atomvåbenfrit område, således at atomvåben eller anlæg og depoter for samme ikke skulle kunne tillades placeret inden for Broby kommunes grænser.
Ved skrivelse af 25. maj 1982 meddelte De Ruth Lund, at sagen efter Deres opfattelse klart lå uden for kommunalbestyrelsens kompetenceområde, hvorfor De ikke fandt grundlag for, at den skulle behandles. Samtidig hermed orienterede De kommunalbestyrelsens øvrige medlemmer om sagen og Deres afgørelse af denne samt gjorde såvel Ruth Lund som de øvrige kommunalbestyrelsesmedlemmer opmærksom på, at Deres afgørelse kunne indbringes for tilsynsrådet for Fyns amt.
Da Ruth Lund fremsatte samme forslag påny den 27. maj 1982, fastholdt De ved skrivelse af 2. juni 1982, at sagen ikke skulle behandles i kommunalbestyrelsen.
På kommunalbestyrelsens møde den 9. juni 1982 rejste Ruth Lund påny spørgsmålet og foreslog, at sagen blev optaget på dagsordenen, men De fastholdt Deres tidligere afgørelse og henviste til, at denne i givet fald kunne forelægges tilsynsrådet for Fyns amt. Sagen blev herefter ikke optaget på dagsordenen for mødet og ikke gjort til genstand for kommunalbestyrelsens behandling.
Ved skrivelse af 11. juni 1982 klagede Ruth Lund til tilsynsrådet for Fyns amt over Deres afvisning af at optage forslaget på dagsordenen. Tilsynsrådet erklærede sig i skrivelse af 2. september 1982 enigt med Dem i, at det af Ruth Lund stillede dagsordensforslag vedrørte et rent udenrigs- eller forsvarspolitisk forhold, som varetages af de centrale statslige myndigheder, og som ligger uden for området af kommunale opgaver, som kommunalbestyrelsen kan beskæftige sig med. Rådet gav imidlertid udtryk for den opfattelse, at De burde have optaget forslaget på det af Dem udarbejdede udkast til dagsorden for kommunalbestyrelsens møde den 19. juni 1982.
I sagens anledning har indenrigsministeriet forelagt Deres klage af 7. september 1982 for tilsynsrådet, der ved skrivelse af 4. oktober 1982 har fastholdt sin afgørelse og bl.a. udtalt følgende
»Der bemærkes herved, at det i bemærkningerne i den kommenterede styrelseslov til bestemmelsen i normalforretningsordenens § 3 (side 292), hvilken bestemmelse er optaget uændret i den for Broby kommunalbestyrelse gældende forretningsorden, anføres, at det, selv om formanden er af den opfattelse, at en sag ikke kan forhandles i kommunalbestyrelsen, ikke hermed er givet, at han kan undlade at sætte den på dagsordenen, samt at i hvert fald sådanne sager, der er indgivet af et medlem af kommunalbestyrelsen, synes at måtte medtages på dagsordenen, således at kommunalbestyrelsen som sådan kan tage stilling til spørgsmålet om behandling. Det anføres endvidere, at formanden imidlertid som mødeleder, inden forhandlingerne om det pågældende punkt på dagsordenen påbegyndes, må gøre opmærksom på, at sagen efter hans opfattelse ikke kan behandles, og om fornødent sætte spørgsmålet til afstemning.
Endvidere henvises der til dr.jur. Erik Harder, Dansk Kommunalforvaltning I, 4. udgave, hvor det anføres, at normalforretningsordenen, som den eneste betingelse for, at et medlem kan få en sag optaget på dagsordenen, er (skal være: angiver, indenrigsministeriets bemærkning), at medlemmet indgiver skriftlig anmodning om behandling senest 8 dage forud for et ordinært møde (side 78), at et forslag til beslutning, der rettidigt er indgivet af et medlem, af borgmesteren skal optages på dagsordenen for det førstkommende ordinære møde i kommunalbestyrelsen, selvom han skønner, at en debat om forslaget er nytteløst, fordi der mangler oplysniger (side 79), samt at det, såfremt et forslag går ud på en beslutning, hvis indhold ikke er et kommunalt anliggende, og som dermed falder uden for kommunalbestyrelsens kompetence, ikke alene påhviler kommunalbestyrelsen, men også borgmesteren som mødeleder at hindre, at kommunalbestyrelsen behandler det fremsatte forslag, hvortil må høre, at borgmesteren afskærer debat om forslaget i forbindelse med dagsordenen (side 82 ved note 32).
Under henvisnig til foranstående må tilsynsrådet være af den opfattelse, at det er kommunalbestyrelsen, der fastsætter den endelige dagsorden, og at den af borgmesteren udsendte dagsorden må betragtes som et forslag til dagsorden, hvorfor borgmesteren ikke kan afslå at optage et af et kommunalbestyrelsesmedlem rettidigt indsendt forslag på dagsordensudkastet.«
I denne anledning skal man meddele, at indenrigsministeriet er enigt i den retsopfattelse, som tilsynsrådet har tilkendegivet, og som er refereret ovenfor. Indenrigsministeriet lægger herved navnlig vægt på, at hvis en afstemning om sagens optagelse på dagsordenen går formanden imod, kan sagen behandles efter reglerne om dagsordenssager og ikke blot som en sag uden for dagsordenen.
P.M.V.
E.B.
P. Bak Mortensen
(* 1) Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1982 1.13.
Udtalt, at en borgmester ikke kan afslå at optage et af et kommunalbestyrelsesmedlem rettidigt indsendt forslag på udkastet til dagsorden, selv om forslaget ikke vedrører et kommunalt anliggende.
Det påhviler borgmesteren som mødeleder at hindre at kommunalbestyrelsen behandler et forslag, som ikke vedrører et kommunalt anliggende, og borgmesteren må derfor, inden forhandligerne om det pågældende punkt på dagsordenen påbegyndes, gøre opmærksom på, at sagen efter hans opfattelse ikke kan behandles, og om fornødent sætte spørgsmålet til afstemning.