Legislator Case Law & Legislation
Y19820924058 DK

Faste observatørers deltagelse i møder i §17,stk.4-udvalg.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1982 9240 Valid

Faste observatørers deltagelse i møder i §17,stk.4-udvalg.

I skrivelse af 18. marts 1982 har Tølløse kommunalbestyrelse over for indenrigsministeriet rejst spørgsmålet om, hvorvidt der i den kommunale styrelseslov er hjemmel for, at der deltager faste observatører i de særlige udvalg, som kommunalbestyrelsen nedsætter i henhold til styrelseslovens § 17, stk. 4. Kommunalbestyrelsen har bl.a. anført, at det kan være tvivlsomt, om styrelseslovens § 20 også finder anvendelse på § 17, stk. 4-udvalg.

I denne anledning skal indenrigsministeriet indledningsvis henlede opmærksomheden på, at kommunalbestyrelsen er frit stillet for så vidt angår den talmæssige og personmæssige sammensætning af et § 17, stk. 4-udvalg, bortset fra at det kræver enighed at fravige forholdstalsvalgmåden.

Dernæst kan det konstateres, at i hvert fald visse af reglerne i styrelseslovens §§ 20-23 efter deres ordlyd ikke kan finde anvendelse på § 17, stk. 4-udvalg, men alene kan omfatte økonomiudvalget og de stående udvalg. Det gælder f.eks. § 21, stk. 1, om, at »udvalgene bestyrer de anliggender, der er underlagt dem«, idet et § 17, stk. 4-udvalg oftest kun har rådgivende funktioner. Når det i den kommenterede styrelseslov (v. Preben Espersen og Erik Harder, 4. udgave, side 97) er anført, at §§ 20-23 om udvalgenes virksomhed finder anvendelse på samtlige udvalg, må dette forstås som både økonomiudvalget og de stående udvalg - i modsætning til §§ 18 og 19, som kun vedrører henholdsvis økonomiudvalget og de stående udvalg. Det kan derfor ikke afgøres ud fra lovens formulering eller ud fra kommentarerne, om observatørreglen i § 20, stk. 3, også finder anvendelse på § 17, stk. 4-udvalg.

Når der i § 20, stk. 3, er indført begrænsninger i adgangen til observatørdeltagelse, skyldes det bl.a., at man ikke ønsker, at politiske forhandlinger og afstemninger, som bør foregå på åbne møder i selve kommunalbestyrelsen, i realiteten flyttes til de lukkede udvalgsmøder, således at kommunalbestyrelsesmødet kun bliver en formssag. Også reglerne om forholdsmæssig repræsentation i udvalgene og hensynet til kommunalforvaltningens effektivitet taler imod en generel observatørordning. Der kan nærmere henvises til Betænkning nr. 894/1980 om kommunale styrelsesformer og kommunalpolitikernes arbejdsvilkår m.v., kapitel VI, afsnit 6.4

Hvis et § 17, stk. 4-udvalg er nedsat »til varetagelse af bestemte hverv« og dermed tillagt administrerende opgaver, finder indenrigsministeriet, at der i et vist omfang vil kunne gøre sig de samme betænkeligheder gældende ved at tillade observatører som i de stående udvalg. Indenrigsministeriet vil derfor finde det betænkeligt, at der deltager faste observatører i et sådant udvalgs møder, i hvert fald hvis observatørerne er kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Der vil derimod ikke være noget til hinder for faste observatørers deltagelse i møderne, såfremt udvalget udelukkende er tillagt rent rådgivende funktioner. Det bemærkes dog i denne forbindelse, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med fastsættelsen af regler for udvalgets virksomhed, jfr. § 17, stk. 4, 2. pkt., vil kunne bestemme, at der ikke må deltage faste observatører i sådanne udvalgs møder.

P.M.V.

E.B.

Johan Erichsen

Udtalelse 1982 9240 Valid

Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1982 1.8.

Udtalelse 1982 9240 Valid

Det kan ikke ud fra lovens formulering afgøres, om styrelseslovens § 20, stk. 3, der begrænser udvalgenes adgang til at tillade andre end udvalgsmedlemmer til at overvære udvalgets møder, også finder anvendelse på § 17, stk. 4-udvalg, der er nedsat »til varetagelse af bestemte hverv« og dermed tillagt administrerende opgaver, i hvert fald hvis observatørerne er kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Derimod intet fundet til hinder for, at faste observatører kan deltage i møder i et § 17, stk. 4-udvalg, såfremt udvalget udelukkende er tillagt rent rådgivende funktioner.

Tilføjet, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med fastsættelsen af regler for udvalgets virksomhed, jfr. § 17, stk. 4, 2. punktum, vil kunne bestemme, at der ikke må deltage faste observatører i sådanne udvalgs møder.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →