Abonnement på fællesannonce. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Abonnement på fællesannonce. (* 1)
Abonnement på fællesannonce.
En bladsammenslutning klagede over et reklamefirma, hvis sælgere ved personlig henvendelse til de lokale erhvervsdrivende solgte et årsabonnement på en fællesannonce omfattende en række erhvervsdrivende i lokalområdet. Denne fællesannonce blev herefter indrykket i et lokalblad på fast plads hver uge. Abonnementet omfattede tillige et antal telefonlommebøger samt reklamemateriale som de deltagende erhvervsdrivende kunne fordele blandt kunderne.
Bladsammenslutningen gjorde bl.a. gældende, at reklamefirmaets annonceringssystem var alt for dyrt i forhold til, hvad det kostede den enkelte erhvervsdrivende at få indrykket en annonce i det pågældende lokalblad. Videre anførte sammenslutningen, at reklamefirmaets sælgere udgav sig for repræsentanter fra de stedlige lokalblade. Bladsammenslutningen fandt derfor, at reklamefirmaets markedsføring var i strid med markedsføringslovens §§ 1,2 og 5.
FO udtalte, at man ved vurdering af reklamefirmaets system ikke blot kan instille en mekanisk sammenligning med, hvad det kostede en erhvervsdrivende at indrykke en annonce i et lokalblad, hvor annoncen udelukkende indeholdt den pågældende erhvervsdrivendes navn og titel. Systemet var baseret på en selvstændig ide. Fællesannoncen placeredes det samme sted i det pågældende lokalblad hver uge hele året igennem. Forbrugerne i lokalområdet kunne således hurtigt orientere sig gennem reklamefirmaets annonce, der opdelte de i systemet medvirkende erhvervsdrivende branchemæssigt og alfabetisk med navn og telefonnummer. Hertil kom den til systemet hørende telefonlommebog, som af den erhvervsdrivende udleverede til kunderne, der således hurtigt kunne orientere sig om, hvilke erhvervsdrivende i hvilke brancher der var tilsluttet systemet.
Fremgangsmåden ved annoncetegning skete efter det af reklamefirmaet oplyste på den måde, at firmaets lokale repræsentanter direkte henvendte sig til de potentielle annoncører. Repræsentanten forklarede på stedet systemet, herunder hvad en tilslutning kostede, hvorefter der i tilfælde af tilslutning blev indgået en skriftlig kontrakt, der tydeligt fastlagde indholdet af aftalen. Denne kontrakt indeholdt efter FO's opfattelse ingen urimelige kontraktsvilkår.
For så vidt angår de af reklamefirmaet opnåede avancer bemærkede FO, at det forhold, at man betinger sig en høj avance ved salg af sin ydelse, ikke i sig selv indebærer en overtrædelse af markedsføringsloven.
Da der imidlertid havde været rejst tvivl om, hvorvidt reklamefirmaets sælgere ved kontakten til de potentielle annoncører havde givet disse det indtryk, at man repræsenterede det pågældende lokalblad, henstillede FO, at reklamefirmaet instruerede sine sælgere om fremover på utvetydig måde at tilkendegive, at man repræsenterede reklamefirmaet og ikke det pågældende lokalblad.
Reklamefirmaet meddelte, at man ville efterkomme FO's henstilling.
(* 1) Offentliggjort i Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1981-1982, side 88-89.
Et reklamefirma solgte ved personlig henvendelse til lokale erhvervsdrivende et årsabonnement på en fællesannonce, der hver uge blev indrykket i et lokalblad på en fast plads. En bladsammenslutning klagede til Forbrugerombudsmanden og gjorde blandt andet gældende, at annonceringssystemet var alt for dyrt, at firmaets sælgere udgav sig for at repræsentere det stedlige lokalblad, og at reklameringen på den baggrund var i strid med markedsføringslovens §§ 1,2 og 5.
Ombudsmanden udtalte, at man ikke umiddelbart kunne sammenligne annonceringssystemet med individuel annoncering og fandt på baggrund af en gennemgang af firmaets forretningsform ikke, at firmaet i sin markedsføring overtrådte markedsføringsloven, idet han bemærkede, at det forhold, at man betinger sig en høj avance, ikke sig selv indebærer en overtrædelse af markedsføringsloven.