Långivers anvendelse af betegnelsen 'pensionskassevilkår'. Finansiel virksomhed. (* 1).
Statutory Text (3 Articles)
Långivers anvendelse af betegnelsen »pensionskassevilkår«. Finansiel virksomhed. (* 1).
Q. Annoncering med tilbud om lån.
Lån på »pensionskassevilkår«.
FO modtog en række henvendelser vedrørende annoncer, hvori der blev tilbudt lån på »pensionkassevilkår« og lån på »pensionskasselignende vilkår« i tilfælde, hvor långiver ikke var en pensionkasse.
Ifølge en af Pensionskassernes Administrationskontor udarbejdet sammenligning af forskellige pensionskassers vilkår for ydelse af lån fremgik det, at vilkårene på afgørende punkter er forskellige.
FO anmodede Advokatrådet og Ejendomsmæglernes Responsumudvalg om en kommentar til, hvorledes angivelsen »lån på pensionskassevilkår« i almindelighed anvendes og forstås. Advokatrådet udtalte, at begrebet »lån på pensionskassevilkår« ikke kan anses for entydigt, idet Advokatrådet tiltrådte den af Pensionskassernes Administrationskontor givne oplysning om, at lån ydes af pensionskasser på vilkår, der på afgørende punkter er forskellige.
Ejendomsmæglernes Responsumudvalg udtalte, at lån ydet af pensionskasser med pant i fast ejendom har følgende karakteristika
1. Nominel rentesats 16% p.a. eller større.
2. Langvarig afviklingstid (20 år).
3. Betaling af ejerskifte gebyr , eksempelvis 2% af hovedstol uden afskrivning på hovedstol, i modsætning til ordinært ejerskifte- afdrag.
4. Debitorindfrielse kan typisk ikke finde sted, før der er hengået en vis længere periode, eksempelvis 20 år.
De lån, der formidles som pensionskasselignende lån, har vilkår med ovennævnte karakteristika og ydes ofte som forbrugslån med pant i en ejendoms friværdi, mens ordinære pensionskasselån ydes til kassens medlemmer og i ejerskiftesituationer med en prioritetsplacering af betydelig sikkerhed.
Ejendomsmæglernes Responsumudvalg gav endvidere udtryk for, at pensionskasselignende lån af forbrugerne opfattes som lån ydet på de ovenfor under 1-4 anførte vilkår, og at udtrykket har et veldefineret og entydigt indhold.
På baggrund af de indhentede udtalelser og den af Pensionskassernes Administrationskontor udarbejdede sammenligning af forskellige pensionskassers vilkår for ydelse af lån, udtalte FO, at udtrykkene »pensionskasselignende lån« og »lån på pensionskassevilkår« må anses for urimeligt mangelfulde og i strid med god markedsføringsskik. I samme forbindelse bemærkede FO, at oplysninger om lånevilkår i annoncer og andre former for reklame må angives præcist og rimeligt udtømmende for at være i overensstemmelse med markedsføringsloven.
(* 1) Beretning fra Forbrugerombudsmanden 1979-80, s. 99-100.
Kreditgivers (ikke pensionskasse) annoncering med tilbud om lån på »pensionskassevilkår« og lån på »pensionskasselignende vilkår« anset for urimelig mangelfuld, da lånevilkår i forskellige pensionskasser på afgørende punkter afveg fra hinanden.