Spørgsmålet om en viceskoleinspektørs og en lærers deltagelse i behandlingen af en sag om indførelse af betalt gårdvagtsordning.
Statutory Text (3 Articles)
Spørgsmålet om en viceskoleinspektørs og en lærers deltagelse i behandlingen af en sag om indførelse af betalt gårdvagtsordning.
I skrivelse af 14. januar 1981 (j.nr. 00.01G01) har Hadsten byråd anmodet om indenrigsministeriets afgørelse af nogle inhabilitetsspørgsmål i forbindelse med byrådets behandling af en sag om indførelse af betalt gårdvagtsordning ved 2 af kommunens 5 skoler. De berørte skoler er Hadsten skole og Østervangskolen.
Der er i forbindelse med sagens behandling opstået tvivl om følgende 4 byrådsmedlemmers habilitet
Medlem A, der er viceskoleinspektør ved Østervangskolen.
Medlem B, hvis søn og svigerdatter er lærere ved Østervangskolen.
Medlem C, der er lærer ved Ødom Hadbjerg centralskole, der ikke er omfattet af forslaget om betalt gårdvagsordning.
Medlem D, hvis søn har været ungdomsskoleinspektør i Hadsten kommune indtil 1. juni d.å., dog med orlov i tiden fra 1. juni 1980 til 31. maj 1981. Sønnen har i skoleåret 1979 80 læst 8 timer af sit pligtige ugentlige timetal i folkeskolen ved Hadsten skole.
Sagen har haft følgende forløb
Den 13. oktober 1980 anmodede borgmester Henning Nielsen tilsynsrådet for Århus amt om en vejledende udtalelse vedrørende de 3 førstnævnte byrådsmedlemmers eventuelle inhabilitet med henblik på behandling af sagen om betalt gårdvagtsordning på byrådets næste møde.
Tilsynsrådet svarede 16. oktober 1980, at medlem A og B efter rådets opfattelse vil være inhabile, men ikke medlem C.
Ved skrivelse af 27. oktober 1980 anmodede borgmesteren herefter indenrigsministeriet om en vejledende udtalelse om de anførte 3 byrådsmedlemmers habilitet. Ministeriet underrettede telefonisk kommunen om, at man ikke ville kunne afgive udtalelse i sagen, før byrådet behandlede sagen om indførelse af betalt gårdvagt ved Hadsten skole og Østervangskolen den 10. november 1980. Borgmesteren stillede på dette møde forslag om, at henholdsvis medlem A og B erklaret inhabile. Forslagene blev imidlertid forkastede ved de efterfølgende afstemninger. De 2 medlemmer deltog herefter i afstemningen vedrørende gårdvagtsordningen, der blev vedtaget med 8 stemmer imod 7.
Da flere medlemmer havde udtalt tvivl om de pågældende medlemmers habilitet, blev spørgsmålet herefter af byrådet forelagt tilsynsrådet for Århus amt, der den 17. november 1980 traf den afgørelse, at medlem A og B havde været inhabile ved byrådets behandling af sagen om betalt gårdvagt den 10. november 1980. I medfør af lov om kommunernes styrelse § 61, stk. 1, ophævede tilsynsrådet derfor byrådets beslutning, således at sagen skulle behandles påny uden deltagelse af de nævnte 2 medlemmer.
Den 5. december 1980 anmodede et medlem af Hadsten byråd tilsynsrådet for Århus amt om en udtalelse vedrørende et andet medlems medlem D's habilitet i sagen om gårdvagtsordningen. Tilsynsrådet svarede den 15. december 1980, at medlem D i lighed med medlem B havde været inhabil ved behandlingen af den omhandlede sag.
Byrådet havde den 22. december 1980 påny forslaget om indførelse af gårdvagtsordning ved de nævnte 2 skoler til behandling. Under hensyn til tilsynsrådets afgørelse af 17. november 1980 og udtalelse af 15. december 1980 deltog medlemmerne A, B og D ikke i sagens behandling. Forslaget, der var optaget som pkt. 10 på dagsordenen, bortfaldt, da der ved afstemningen blev afgivet 7 stemmer for og 7 imod.
Efter forslag fra den socialdemokratiske og den konservative byrådsgruppe var der på dagsordenen for det samme byrådsmøde herefter optaget 2 forslag til behandling. Forslagene, der var optaget som henholdsvis pkt. 11 og 12 på dagsordenen, drejede sig om indførelse af betalt gårdvagtsordning ved henholdsvis Østervangskolen og Hadsten skole. Begge forslag blev vedtaget, idet medlem D ikke deltog i behandlingen af nogen af forslagene og medlem A og B ikke deltog i behandlingen af forslaget vedrørende Østervangskolen.
På vegne af byrådsmedlemmerne repræsenterende Venstre og Fremskridtspartiet forelagde borgmesteren den 8. januar 1981 tilsynsrådet for Århus amt, hvorvidt byrådet kunne benytte den anvendte fremgangsmåde på mødet den 22. december 1980 at dele sagen om indførelse af gårdvagtsordningen ved 2 af kommunens skoler op i 2 nye sager vedrørende hver sin skole, som herefter kom til forhandling og afstemning.
Den 14. januar 1981 anmodede byrådet herefter som nævnt indenrigsministeriet om at træffe afgørelse vedrørende habilitetsspørgsmålene, og ministeriet udbad sig en udtalelse fra tilsynsrådet for Århus amt. Tilsynsrådet har i sin udtalelse af 29. januar 1981 henholde sig til sin tidligere trufne afgørelse.
Tilsynsrådet har senere underrettet indenrigsministeriet om, at rådet efter at have indhentet en udtalelse fra byrådet i sit møde den 1. maj 1981 har besluttet at udtale, at der er en sådan lighed mellem på den ene side den første og på den anden side de to efterfølgende sager på dagsordenen for mødet den 22. december 1980, at spørgsmålet om indførelse af gårdvagtsordning ved de 2 skoler er afgjort ved afstemningen om den oprindelige sag.
Det er telefonisk over for indenrigsministeriet oplyst, at der hidtil har eksisteret den ordning ved kommunens skoler, at hvervet som gårdvagt er gået på skift mellem alle lærerne ved de respektive skoler som en overenskomstmæssig forpligtigelse for lærerne uden særligt vederlag.
Ved Hadsten skole og Østervangskolen har der imidlertid fra februar 1981 til udgangen af juni måned d.å. været indført betalt gårdvagtsordning, således at hvervet som gårdvagt mod særligt vederlag er blevet varetaget af et mindre antal dertil udpegede lærere ved hver skole (for Østervangskolens vedkommende af 4 lærere).
Det er endvidere oplyst, at der til den betalte gårdvagtsordning ved de 2 skoler for hele året 1981 er afsat et samlet beløb på ca. 51.000 kr. i vederlag, og at det må antages, at det beløb, der ville tilfalde en lærer, der deltager i ordningen, på årsbasis vil udgøre ca. 6.000 kr. brutto.
I denne anledning skal man meddele, at indenrigsministeriet ikke fuldtud kan tilslutte sig tilsynsrådets afgørelse af 17. november 1980, jfr. rådets udtalelse af 15. december 1980.
Afgørelsen af, om de 4 kommunalbestyrelsesmedlemmer skal anses for inhabile, må efter indenrigsministeriets opfattelse afhænge af såvel styrken som karakteren af den personlige og/eller økonomiske interesse, som det enkelte medlem har i den pågældende sag. Såfremt der ikke er tale om en direkte personlig og/eller økonomisk interesse for det pågældende medlem, kan der dog være tale om at anse den pågældende for inhabil, såfremt der foreligger et sådant interessefællesskab mellem kommunalbestyrelsesmedlemmet og en person, der har den fornødne personlige og/eller økonomiske interesse i sagens udfald, at det er rimeligt at identificere dem med hinanden.
For så vidt angår medlem A og medlem C er det et spørgsmål om den pågældende beslutning får en sådan direkte indflydelse på deres forhold, at de bør anses for inhabile. Efter indenrigsministeriets opfattelse er dette ikke tilfældet. Indenrigsministeriet lægger hverved vægt på, at der efter det oplyste i ingen af tilfældene er tale om, at de pågældende vil kunne få en økonomisk fordel af sagens udfald, samt at deres indteresse i sagens udfald i første række må formodes at udspringe af faglige og professionelt betonede overvejelser om at finde en administrativt hensigtmæssig løsning på sagen.
For så vidt angår medlem B og medlem D, for hvem afgørelsen alene synes at kunne have en indirekte betydning, må det konstateres, at der foreligger et interessefællesskab, som traditionelt antages at kunne begrunde inhabilitet. I et tilfælde, hvor det skal afgøres, om et sådant interessefællesskab bevirker inhabilitet, bør man efter indenrigsministeriets opfattelse i særlig grad være opmærksom på, om den foreliggende interesse er af en sådan styrke og karakter, at den kan begrunde inhabilitet. I det foreliggende tilfælde er indenrigsministeriet mest tilbøjeligt til at anse B for inhabil. Ministeriet lægger herved vægt på, at det for offentligheden vil fremstå som en reel mulighed, at det pågældende medlems søn og svigerdatter ville kunne komme til at deltage i den betalte gårdvagtsordning, der for en lærer vil kunne indbringe ca. 6.000 kr. på årsbasis.
For så vidt angår medlem D's inhabilitet henvises til det ovenfor vedrørende medlem A og medlem C udtalte og den anførte begrundelse.
Under henvisning til foranstående, hvorefter medlem B må antages at have været inhabil, finder indenrigsministeriet dog ikke grundlag for at tilsidesætte tilsynsrådets beslutning af 17. november 1980 om ophævelse af Hadsten byråds beslutning af 10. november 1980 om som en forsøgsordning for tiden 1. januar 31. december 1981 at indføre betalt gårdvagtsordning ved Hadsten skole og Østervangskolen.
Som det videre fremgår af foranstående blev kun 1 af de 3 medlemmer, der på byrådsmødet den 22. december 1980 erklærede sig for inhabil ved behandlingen af sag nr. 10 på byrådets dagsorden, med rette af byrådet udelukket fra deltagelse i dagsordenspunktets behandling. Indenrigsministeriet mener på denne baggrund ikke at burde udtale sig om, hvorvidt behandlingen af dagsordenens pkt. 10 udelukkede den efterfølgende behandling af spørgsmålet, først for den ene og derefter for den anden skoles vedkommende (dagsordenens pkt. 11 og 12). Det må nu være overladt til kommunalbestyrelsen at tage stilling til, hvorvidt forslaget om indførelse af betalt gårdvagtsordning skal genoptages på det foreliggende grundlag, og i givet fald med hvilket beslutningstema.
Det tilføjes, at sagens endelige afgørelse henhører under domstolene.
Man beklager den sene besvarelse.
P.M.V.
E.B.
Johan Erichsen
Indenrigsministeriets afgørelser og udtalelser om kommunale forhold 1981 2.2.a
Udtalt, at en viceskoleinspektør ved den skole, hvor ordningen skulle fungere, samt en lærer ved en skole, der ikke var omfattet af ordningen, ikke bør anses for inhabile. Indenrigsministeriet lagde vægt på, at der efter det oplyste i ingen af tilfældene er tale om, at de pågældende ville få en økonomisk fordel af sagens udfald, samt at deres interesse i sagens udfald i første række måtte formodes at udspringe af faglige og professionalt betonede overvejelser om at finde en administrativ hensigtsmæssig løsning på sagen.
Desuden udtalt, at et kommunalbestyrelsesmedlem, hvis søn i en periode havde læst et begrænset antal timer på en af gårdvagtsordningen omfattet skole, ej heller kunne anses for inhabil.
Endelig udtalt, at et medlem, hvis søn og svigerdatter var lærer ved en af gårdvagtsordningen omfattet skole, måtte anses for inhabil.
Ministeriet lagde herved vægt på, at det for offentligheden vil fremstå som en reel mulighed, at det pågældende medlems søn og svigerdatter ville kunne komme til at deltage i den betalte gårdvagtsordning, der for en lærer vil kunne indbringe ca. 6.000 kr.
på årsbasis.