Legislator Case Law & Legislation
Y19806028258 DK

Avisabonnement. Forsinket levering. (* 1)

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Udtalelse 1980 60282 Valid

Avisabonnement. Forsinket levering. (* 1)

4. Pligt til at betale for et avisabonnement trods forsinket levering

På abonnementskvitteringerne, der anvendes af Bladkompagniet, som udbringer et stort antal dagblade i Københavnsområdet, er trykt følgende vilkår

»Blade, der på grund af vejrforhold eller andre forhold leveres senere end normalt, godtgøres ikke.«

En abonnent, der nogle gange havde fået sin avis leveret efter kl. 9 om morgenen, havde meddelt Bladkompagniet og det pågældende dagblad, at han ikke ville betale for aviser, som han fik så sent, og samtidig rejste han spørgsmål om, hvorvidt det var i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik, at Bladkompagniet havde betinget sig, at abonnenterne skulle betale, selv om leveringen var forsinket.

Bladkompagniet har i forbindelse med behandling af klagen oplyst, at der uddeles ca. 208.900 københavnske morgenaviser dagligt, og at distributionen foretages fra 180 udleveringssteder af ca. 1500 omdelere. Ifølge den tilrettelagte forretningsgang skal morgenaviserne være udbragt senest kl. 6.30, men ikke mindst i de sidste ca. 1 1/2 år er der hyppigt sket for sen levering fra dagbladene til Bladkompagniet, og da der foretages en samlet distribution af bladene, indvirker en forsinkelse af et enkelt dagblad tidsmæssigt også på leveringen af de øvrige aviser. Forsinkelserne i omdelingen kan også opstå på grund af forhold hos kompagniet efter avisernes levering fra bladhusene, idet kompagniet for tiden mangler ca. 150 omdelere, foruden at udeblivelsesprocenten hos omdelerne er stor.

Ved forsinkelse fra bladhusene udover 60 minutter foretages omdelingen af de aviser, der er ankommet til udleveringsstederne, og den forsinkede avis distribueres særskilt for en meromkostning, der kan andrage mellem 80.000 og 100.000 kr. om dagen, når der er tale om særomdeling på ca. 500 distrikter.

Af en statistik over levering af københavnske morgenaviser i abonnement den 24. oktober 1978 fremgik det, at 201.556 eksemplarer var leveret inden kl. 6.30, og inden kl. 9 var der leveret 208.267, svarende til 99,70% af det samlede antal udbragte aviser.

I gennemsnit leveres morgenaviserne således på forbrugernes bopæl ca. 4 timer efter, at de er færdigproduceret, og ca. 7 timer efter, at redaktionen er afsluttet, og at dette kan ske skyldes et moderne produktionsapparat og et højt udviklet distributionssystem. der imidlertid begge er følsomme, idet mange led i processen kan bevirke forsinkelser, således at den planlagte seneste normale udbringningstid kl. 6.30 overskrides.

Det ville ikke være muligt at praktisere et system, der gik ud på, at nogle enkelte abonnenter ikke skulle have avisen leveret, hvis udbringningen var forsinket, og det ville næppe heller være i overensstemmelse med flertallets ønske, at leveringen slet ikke fandt sted, hvis dem var væsentligt forsinket, idet man må gå ud fra, at de fleste hellere vil have deres avis leveret for sent engang imellem end slet ikke at få den de pågældende dage. Kompagniet er således nødsaget til at foretage en generel distribution af forsinkede morgenaviser. Man ville heller ikke kunne praktisere en ordning, hvorefter abonnenterne individuelt kunne kræve kreditering, såfremt de måtte være gået hjemmefra, førend avisen er bragt ud, idet dette ville kunne bevirke, at alle anmodede om kreditering, selv om de konkret ikke havde væsentlig interesse i udbringning af avisen på et tidligere tidspunkt.

Endelig må det fremhæves, at forsinkelse af en morgenavis ikke behøver at være forårsaget af vedkommende bladhus selv, men grunden kan være forsinkelse i et andet bladhus, og såfremt der skulle ske kreditering ved for sen levering af en avis, hvorledes skulle krediteringen i så fald debiteres, hvis forsinkelsen skyldtes et andet bladhus' forsinkelser?

Sammenfattende er der således administrative vanskeligheder, der bevirker, at det er ugørligt at kreditere abonnenten, fordi avisen måtte være forsinket, og dette er baggrunden for, at Bladkompagniet og bladhusene har set sig nødsaget til at fastsætte som standardbetingelse for abonnementstegning, at der ikke sker godtgørelse for forsinkede leveringer.

Under henvisning til de tilvejebragte oplysninger udtalte forbrugerombudsmanden, at det nævnte forbehold efter hans opfattelse ikke kunne antages at være i strid med markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik.

(1978-20-149)

Udtalelse 1980 60282 Valid

(* 1) Offentliggjort i Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1977-1978, side 21, nr. 4

Udtalelse 1980 60282 Valid

Bladkompagniet, der udbringer et stort antal dagblade, meddelte kunderne, at blade der leveres senere end normalt ikke godtgøres.

En forbruger meddelte Bladkompagniet og det pågældende dagblad, at han ikke ville betale for aviser, der blev leveret for sent, og rejste samtidig spørgsmål om, hvorvidt Bladkompagniets vilkår var i strid med god markedsførinssskik. Bladkompagniet oplyste til Forbrugerombudsmanden, at administative vanskeligheder umuliggør individuel kreditering af abonnenter, hvis avis er forsinket, og tilføjede at distributionsformern bevirker, at en forsinkelse ikke behøver at være forårsaget af vedkommende bladhus selv. På baggrund af de indhentede oplysninger udtalte Forbrugerombudsmanden, at det nævnte vilkår efter hans opfattelse ikke kunne antages at være i strid med god markedsføringsskik.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →