Sameje eller ideelle anparter i en hel ejendom.
Statutory Text (3 Articles)
Sameje eller ideelle anparter i en hel ejendom.
Ved skrivelse af 10-4-1980 har statsskattedirektoratet anmodet ministeriet om en udtalelse i en sag vedrørende samvurdering af matr.nr.1a Nyby By samt matr.nr.9o og 113a Gammel By, der i matriklen er noteret som en samlet ejendom (uden landbrugspligt), med landbrugsejendommen matr.nr.7a, 7l, 7m og 80b Sønder Mark.
Det fremgår af sagen, at vurderingsrådet den 1-10-1979 ved en berigtigelse af ansættelsen ved 16.almindelige vurdering har vurderet de nævnte 7 matr.nre. som en samlet ejendom, idet de udgør en driftsenhed,
Ejerens advokat har i skrivelse af 11-10-1979 og 30-10-1979 protesteret mod samvurderingen under henvisning til, at en ideel anpart på 1/10 af matr.nr.1a Nyby By samt matr.nr.9o og 113a Gammel By, ved skøde af 3-10-1979, lyst den 7-11-1979, er afhændet til ApS. nr. 408, medens landbrugsejendommen matr.nr.7a m.fl. fortsat i sin helhed ejes af proprietær Jørgensen.
Skyldrådet har efter besigtigelse af ejendommen udtalt, at der ikke er tvivl om, at de nævnte 7 matr.nre. drives som en samlet ejendom. Ved besigtigelsen er der bl.a. redegjort for afstandsforholdene, herunder oplyst, at matr.nr.1a ligger ca. 5-6 km fra driftsbygningerne på ejendommen matr.nr.7a m.fl.
I den anledning skal man, idet der henvises til skrivelse herfra af 26-7-1979 (M.C.J.152, 1979) og til statsskattedirektoratets skrivelse af 26-11-1979 til samtlige skyldrådsformænd og skyldrådskontorer, meddele, at ministeriet efter de foreliggende oplysninger om samdrift, afstandsforhold m.v. finder, at de nævnte 7 matr.nre. drives sammen som en driftsenhed.
Samtidig skal man dog meddele, at adkomstforholdene vil være til hinder for en samnotering i medfør af § 2 i landbrugsloven, idet en sådan samnotering forudsætter, at de pågældende matr.nre. ejes af samme ejer ifølge tingbogen.
Det bemærkes herved, at skødet på de omhandlede matr.nre. er lyst den 7-11-1979 uanset at det ved skødepåtegning af 16-10-1979 fra ejendomsskattekontoret i Nyby kommune fremgår, at de omhandlede matr.nre. ikke er særskilt vurderet, og at de udgør en del af en landbrugsejendom, jf. § 1 og § 11 A og B i udstykningsloven (lovbekendtgørelse nr.6 af 7-1-1977).
Der henvises herved til vedlagte kopi af skrivelse af d.d. til dommeren i Storby.
Det er dog ministeriets opfattelse, at de foreliggende adkomstforhold, således som de fremgår af tingbogen, må lægges til grund for sagen, uanset fornævnte omstændigheder ved tinglysningen af skødet på matr.nr.1a m.fl., og at de nævnte 7 matr.nre. således ikke i matriklen eller tingbogen kan noteres som en landbrugsejendom.
Det tilføjes, at sagen herfra har været forelagt statens jordlovsudvalg, og at jordlovsudvalget har oplyst, at der på nævnte matr.nr.1a Nyby By samt matr.nr.9o og 113a Gammelby By vil blive tinglyst forkøbsret for staten i medfør af bestemmelserne i lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.v. (lovbekendtgørelse nr.396 af 23-7-1974).
Ingen
Sagen vedrører samvurdering af 3 matr.nre., der i matriklen er noteret som en samlet ejendom (uden landbrugspligt) med en landbrugsejendom bestående af 4 matr.nre. Vurderingsrådet vurderer de 7 matr.nre. som en samlet ejendom, idet de udgør en driftsenhed. Ejerens advokat protesterer over samvurderingen idet der er lyst ideel anpart på 10% af de 3 matr.nre., der udgør en samlet ejendom uden landbrugspligt. Det er direktoratets opfattelse, at de 7 matr.nre. ikke i matrikel og tingbog skal noteres som en landbrugsejendom.