Omkostninger til advokatbistand ved ekspropriation
Statutory Text (3 Articles)
Omkostninger til advokatbistand ved ekspropriation
I skrivelse af 12. marts 1979 har kommunens tekniske forvaltning oplyst, at 3 grundejere har anmodet kommunen om at honorere nogle regningskrav fra advokater, idet disse har bistået grundejerne ved en åstedsforretning med henblik på ekspropriation af arealer til udvidelse af vej.
Det oplyses endvidere, at forskellige indsigelser mod projektet bevirkede, at kommunen udsatte den planlagte ekspropriation. På denne baggrund udbeder teknisk forvaltning sig en udtalelse fra ministeriet om, hvorvidt kommunen er forpligtet til at efterkomme grundejernes anmodning, idet kommunen henviser til § 61 i lov om offentlige veje samt til, at taksationsmyndighederne ikke blev indblandet i sagen.
I den anledning skal man meddele, at der efter ministeriets opfattelse ikke i lov om offentlige veje er hjemmel til at pålægge vejbestyrelsen at betale udgifter til advokatbistand i et tilfælde, hvor ekspropriationen ikke er gennemført, idet man finder, at bestemmelsen i lovens § 61 såvel efter sin formulering som efter sin placering kun finder anvendelse i forbindelse med en sags indbringelse for taksationsmyndighederne.
Der er på den anden side ikke i vejlovgivningen noget til hindre for, at kommunen helt eller delvis godtgør sådanne udgifter.
Ministeriet finder, at en vejbestyrelse bør yde en sådan godtgørelse, hvor det findes rimeligt, at den pågældende lodsejer har engageret advokatbistand.
Det bemærkes, at afgørelsen af det rejste spørgsmål efter ministeriets opfattelse henhører under domstolene og ikke taksationsmyndighederne.
Offentliggjort i VEJLOVE udgivet af DAFOLO.
Udtalt, at der i lov om offentlige veje ikke er hjemmel til at pålægge vejbestyrelsen at betale udgifter til advokatbistand i et tilfælde, hvor ekspropriationen ikke er gennemført, idet bestemmelsen i lovens § 61 såvel efter sin formulering som efter sin placering kun finder anvendelse i forbindelse med en sags indbringelse for taksationsmyndighederne. Der er dog intet til hinder for, at vejbestyrelsen godtgør sådanne udgifter, og dette bør ske, hvor det findes rimeligt med advokatbistand.