Markedsføring af tandpasta. Helseanbringender. (* 1)

Markedsføring af tandpasta. Helseanbringender. (* 1)

V. Andre sager vedrørende § 1 og § 2.

Markedsføring af tandpasta.

Et firma lancerede en ny type tandpasta, hvori var anvendt en anden fluorforbindelse, (Natriumfluorid, NaF) end den fluor, der almindeligvis er tilsat tandpasta. I sagen forelå en række spørgsmål, om reklameringen for den nye tandpasta var forenelig med markedsføringsloven. Nedenfor er der er referat af de væsentligste dele af sagen.

1. Tandlægers inddragelse i markedsføringen.

I firmaets reklamer havde man bl.a. anvendt angivelserne »Endelig en tandpasta, der opfylder tandlægernes krav«, og »med tandlægernes fluor«, ligesom der var henvist til, hvad »ledende tandlæger siger«.

Efter det i sagen oplyste kunne det ikke lægges til grund, at tandlægerne som faggruppe anbefalede det omhandlede tandpastamærke. FO fandt derfor de nævnte angivelser vildledende og i trid med markedsføringslovens § 2, stk. 1. Ednvidere fandt FO angivelserne utilbørlige over for tandlægerne og således i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 2.

2. Henvisninger til NaF's anvendelse til fluorskylninger hos tandlæger.

Firmaet havde i markedsføringen på forskellig måde henvist til, at den i tandpastamærket anvendte fluorforbindelse også anvendes til fluorskylninger hos tandlæger. Københavns Tandlægehøjskole udtalte på et spørgsmål, om der kan drages nogen slutning fra effektiviteten af NaF ved anvendelse i forbindelse med fluorskylning til effektiviteten ved anvendelse som komponent i tandpasta, at de to anvendelsesområder er klinisk så forskellige, at der ikke umiddelbart kan drages slutninger om effekten fra det ene til det andet område.

På denne baggrund anså FO oplyningen om, at NaF anvendes til fluorskylning, for irrelevant og vildledende.

3. Påstande og antydninger om tandpastamærkets større cariesforebyggende effekt.

I reklameringen havde firmaet karakteriseret den i tandpastaen anvendte fluorforbindelse som »den mest effektive fluor«, og det var i tilslutning hertil oplyst, at »resultatet er en fluortandpasta, der giver en betydelig større fluoroptagning i tændernes emalje og beskytter tænderne langt mere effektivt end nogen tandpasta, De kender«.

Tandlægehøjskolen udtalte, at »der er ikke videnskabeligt grundlag for blandt de (mange) fluoridforbindelser, som gennem tiderne har været afprøvet i forskellige kliniske situationer, at fremhæve en enkelt som den mest effektive«. Endvidere forelå der, såvidt Tandlægehøjskolen var bekendt, ingen videnskabelig dokumentation til støtte for den ovennævnte påstand.

FO anså derfor angivelserne om NaF's effektivitet og tandpsatamærkets beskyttende virkning for urigtige og vildledende og således i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1.

Særlig med hensyn til de krav, der må stilles i medfør af markedsføringsloven til dokumentation for rigtigheden af påstande om tandpastas cariesforebyggende effekt, blev det på baggrund af den fra Tandlægehøjskolen indhentede udtalelse lagt til grund, at kun kliniske forsøg vil være tilstrækkelig dokumentation. Det bemærkes herved, at Tandlægehøjskolen i sin udtalelse pointerede, at uanset foreliggende resultater fra laboratorieundersøgelser og dyreforsøg, kan spørgsmålet, om i hvilket omfang de i sagen omhandlede tandpastaer ved almindelig brug har en cariesforebyggende effekt, udelukkende besvares på grundlag af kontrollerede kliniske forsøg.

FO henstillede til firmaet, at man ophørte med at reklamere i strid med markedsføringsloven som anført ovenfor.

1978-323-67.

(* 1) Offentliggjort i Forbrugerombudsmandens årsberetning 1979-1980, side 106.

Et firma lancerede en tandpastatype, der var tilsat en ny type fluor.

Forbrugerombudsmanden gennemgik markedsføringsmaterialet og udtalte blandt andet på baggrund af en udtalelse fra Tandlægehøjskolen, at markedsføringsmaterialet på en række punkter var vildledende og i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 1, idet man gav udtryk for, at produktet var bedre og mere effektivt end andre tandpastaer, uagtet der ikke var videnskabelig belæg herfor. Forbrugerombudsmanden udtalte desuden, at henvisninger til tandlæger i reklamer, uden at det kunne lægges til grund at produktet var anbefalet af tandlæger som faggruppe, var utilbørligt over for tandlægerne og i strid med markedsføringslovens § 2, stk. 2.