Forsikringsselskabs endsidige ændring af bestemmelse i uopsigelig police. Aftalevilkår. Negative salgsmetoder. Forsikring (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Forsikringsselskabs endsidige ændring af bestemmelse i uopsigelig police. Aftalevilkår. Negative salgsmetoder. Forsikring (* 1)
B. Standardkontrakter
1. Et forsikringsselskabs ensidige ændring af policens bestemmelser
Et forsikringsselskab udsendte til forsikringstagere, der havde tegnet ejendomsforsikring, en cirkulæreskrivelse, ifølge hvilken selskabet ville lade dækning for tæringsskader på rør og varmtvandsbeholder bortfalde ved policens førstkommende forfaldsdag. Det var anført i skrivelsen, at opståede tæringsskader reelt hører under begrebet vedligeholdelse, og sådanne udgifter kan der normalt ikke ydes forsikringsmæssig dækning for. En forsikring dækker uforudseelige skader og ikke slitage, som med sikkerhed kan påvises efter års forløb.
De pågældende forsikringstageres police indeholdt følgende bestemmelse
»Forsikringen er uopsigelig, sålænge der i ejendommen indestår prioritet til Jens P. Koch & Co. A/S, Odense, og/eller 4. prioritet til Provinsbankernes Reallånefond, hvorefter den fornyes automatisk for et år ad gangen i overensstemmelse med bestemmelserne i forsikringsaftalelovens § 31.«
Efter nogle forsikringstagere havde klaget over selskabets fremgangsmåde, blev sagen forelagt for Assurandør-Societetet, som udtalte, at man var enig i, at selskabet ikke ville kunne ændre vilkårene for forsikringen til skade for forsikringstagerne, sålænge forsikringen er uopsigelig, og sålænge der ikke i forsikringsvilkårene er en udtrykkelig hjemmel til - trods denne omstændighed - at foretage ændringer.
På denne baggrund udtalte Forbrugerombudsmanden, at han fandt selskabets udsendelse af cirkulæreskrivelsen for at være i strid med kravet i markedsføringslovens § 1 om god markedsføringsskik og henstillede, at selskabet tilbagekaldte skrivelsen over for samtlige forsikringstagere.
Dette erklærede selskabet sig indforstået med.
(* 1): Beretning fra Forbrugerombudsmanden 1977-78, s. 19.
Et forsikringsselskabs ensidige ændring af vilkår i en forsikringsaftale til ugunst for forsikringstageren anset for at være i strid med god markedsføringsskik, da der ikke i forsikringsaftalen var udtrykkelig hjemmel til en sådan ændring.