Rabatkuponer til erhvervsdrivende. (* 1)

§ 7 har samme opbygning som § 8, idet det ikke er udtalt, at bestemmelsen skulle være begrænset til forbrugere, således som det er sket i § 6, og Forbrugerombudsmanden fandt derfor, at lovens konsekvente opbygning tilsagde, at § 7 var gældende i alle omsætningsled. I den konkrete sag skulle de rabatkuponer, som selskabet udleverede, derfor opfylde kravene i markedsføringslovens § 7.

Rabatkuponer til erhvervsdrivende. (* 1)

3. Rabatkuponer til erhvervsdrivende

I sagen, der er refereret på side 113-114, blev der i forbindelse med det nævnte varesortiment udleveret 4 kuponer til detailforhandlere, som købte varerne. På kuponen var anført, at den havde værdi af 5 kr., og at den kunne indløses hos selskabet, når forhandleren havde samlet mindst 20 kuponer. Det nævnte varesortiment blev alene solgt til detailhandlere, og spørgsmålet var herefter, om selskabets ydelse af rabat i form af mærker i forbindelse med salg var omfattet af markedsføringslovens § 7. Dette ville medføre, at rabatmærkerne skulle opfylde betingelserne i den nævnte bestemmelse.

Som det fremgår af den ovennævnte beskrivelse af systemet, opfyldte kuponerne ikke kravene i markedsføringslovens § 7, der går ud på, at hvert mærke på tydelig måde skal være forsynet med udstederens navn eller firma og angivelse af en værdi i dansk mønt, ligesom udstederen skulle være pligtig at indløse mærkerne til deres pålydende værdi, når der fremsættes krav om indløsning af et beløb på mindst 5 kr., jfr. Handelsministeriets bekendtgørelse nr. 186 af 14. maj 1975.

Det rejste spørgsmål er ikke omtalt i den betænkning, der ligger til grund for markedsføringsloven - Forbrugerkommissionens Betænkning II (681/1973) - men i de spørgsmål, som Folketingets Erhvervsudvalg under lovens behandling stillede til Handelsministeren og af ministerens svar synes det at fremgå, at man kun havde tænkt på § 7 i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere.

Forbrugerkommissionens udkast til lovens § 7, der blev ændret noget under behandlingen i Folketinget, byggede igen på flertallets indstilling i det tidligere konkurrencelovudvalg og på et lovforslag, som Handelsministeren fremsatte i 1968 på grundlag af udvalgets betænkning (416/1966). Ej heller i denne betænkning eller i lovforslaget eller af ministerens ledsagende bemærkninger fremgår det klart, hvad forslaget skulle omfatte, omend det også her nærmst synes at fremgå af såvel udvalgets som af ministerens ordvalg, at de situationer, man havde for øje, var en rabat ydet af erhvervsdrivende til forbrugere.

Dette kunne efter Forbrugerombudsmandens opfattelse have sin forklaring i, at det kun er i detailhandelen, at ydelse af rabat i form af mærker m.v. har nogen egentlig interesse, idet en rabat, der gives til detailhandlere af tidligere omsætningsled, normalt vil blive fratrukket direkte i prisen eller eventuelt opsparet som en årsprovision eller årsbonus.

Overfor det anførte om forarbejderne til bestemmelsen, der i det store og hele taler for antagelsen af, at § 7 kun gælder i tilfælde, hvor den erhvervsdrivende yder rabat i form af mærker til forbrugere, stod efter Forbrugerombudsmandens opfattelse på dn anden side markedsføringslovens klare og systematiske opbygning. I lovens kapitel 2 er indeholdt tre direkte markedsføringsforbud, nemlig § 6 om tilgift, § 7 om rabat i form af mærker og § 8 om præmiekonkurrencer m.v. Alle de tre bestemmelser har følgende indledende formulering: »Erhvervsdrivende må ikke ...«.

Ifølge § 6 må den erhvervsdrivende ikke ved salg af varer til forbrugere yde tilgift, og det fremgår således klart af bestemmelsen, at det kun er tilgift til forbrugere, der er omfattet af den. Efter markedsføringslovens § 8 er det forbudt erhvervsdrivende at fordele gevinster ved lodtrækning m.v., og det er ikke anført i bestemmelsen, at dette forbud alene skulle gælde erhvervsdrivendes fordeling af gevinster til forbrugere, og såvel i retspraksis som i Forbrugerombudsmandens praksis er det da også antaget, at § 8 gælder i alle omsætningsled.

Offentliggjort i Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1977-1978, side 116.

Et markedsføringstiltag indebar udlevering af rabatkuponer til detailhandlere, der deltog i tiltaget, og spørgsmålet om hvorvidt rabatkuponer udstedt til erhvervsdrivende var omfattet af markedsføringslovens § 7, og således skulle opfylde bestemmelsens krav blev rejst. Forbrugerombudsmanden udtalte, at der ikke i forarbejderne til loven udtrykkeligt er taget stilling til spørgsmålet, men at meget kunne tale for, at bestemmelsen kun gjaldt i forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Over for dette står markedsføringslovens klare systematik, hvor kap. 2 indeholder direkte markedsføringsforbud. Da § 7 er opbygget som § 8, der ikke, i modsætning til § 6, begrænses til kun at gælde i forhold til forbrugerne, fandt ombudsmanden, at lovens opbygning tilsagde, at § 7 gælder i forhold til alle omsætningsled.