Usædvanlige sammenlignende salgsmetoder. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Usædvanlige sammenlignende salgsmetoder. (* 1)
8. Usædvanlig sammenlignende salgsmetode
En fabrikant inden for fødevarebrachen stillede følgende spørgsmål
Er de ulovligt, at en sælger går ind i en butik, køber en bestemt vare af et konkurrende firmas mærke, åbner emballagen, så varen kan ses og smages - og derefter åbner og præsenterer en tilsvarende vare fremstillet af den virksomhed, han selv arbejder for og siger: »Jeg ved ikke, hvad De har givet for konkurrentens vare, men vor pris er sådan og sådan, så nu kan De selv afgøre, hvilken vare De bør handle med.«
Endvidere ønskede man en vurdering af følgende fremgangsmåde
Man køber en konkurrents produkt og sender det uåbnet til mulige købere af ens egne tilsvarende produkter, som man også sender med - samtidig med at man skriver noget i retning af: »Vi har i dag sendt Dem en prøve af xx, samtidig med at vi sender en prøve af et af vore egne produkter af samme type. Vor pris er ..... kr. pr. pakning med 100 kg netto. Vi foreslår, at De sætter begge varer på frokostbordet på søndag. Så vi kan senere tales ved.«
Der blev indhentet en udtalelse om de to spørgsmål fra Grosserer-Societetet De Danske Handelsforeningers Fælles-Organisation og Provinshndelskammeret.
Grosserer-Societetet udtalte bl.a., at under forudsætning af, at fabrikanten har udtaget sin prøve af den løbende produktion, og under forudsætning af, at den personlige eller skriftlige henvendelse er fair over for konkurrentproduktet, finder man ikke, at den angivne fremgangsmåde er retsstridig. Man mener heller ikke under de angivne forudsætninger, at fremgangsmåden er dårlig forretningsmoral eller på anden måde fordømmelig under hensyn til den skete udvikling på området.
De Danske Handelsforeningers Fælles-Organisation meddelte, at man ikke fandt fremgangsmåden retsstridig, omend noget usædvanlig. Kun såfremt sælgeren i forbindelse med sit lidt specielle salgsarbejde uretmæssigt nedvurderer konkurrentens varer, kan der blive tale om at handle i strid med god markedsføringsskik.
Provinshandelskammeret meddelte, at udgangspunktet for besvarelsen må være
at sammenlignende reklame som sådan ikke strider mod markedsføringsloven,
at sammenlignende reklame ikke må indebære en nedsættende eller urigtig omtale af konkurrerende produkter og
at sammenlignende reklame skal give den potientielle køber mulighed for - inden han bestemmer sig - at foretage en selvstændig vurdering af de fremsendte produkter.
På baggrund heraf fandt Provinshandelskammeret, at de to eksempler, som fabrikanten havde nævnt, ikke kunne betragtes som retsstridige i forhold til markedsføringsloven. Man var dog tilbøjelig til at mene, at det første meget let i den konkrete situation ville kunne opfattes som en nedsættende vurdering af en konkurrents produkter og i så fald måtte grænsen for det retsstridige være overskredet. Sluttelig udtalte handelskammeret, at begge de nævnte eksempler må opfattes som en urimeligt pågående fremfærd og som sådan ikke udtryk for en almindelig anvendt salgsform.
Forbrugerombudsmanden meddelte, at de nævnte former for sammenlignende reklame efter hans opfattelse ikke var i strid med lov nr. 297 af 14. juni 1974 om markedsføring. Samtidig tilsluttede Forbrugerombudsmanden sig udtalelsen fra Provinshandelskammeret.
(* 1) Offentliggjort i Forbrugerombudsmandens Årsberetning 1977-1978, side 79, nr. 8
Forbrugerombudsmanden modtog en forespørgsel om, hvorvidt det var i strid med markedsføringsloven, at købe et eksemplar af et konkurrende firmas produkt og tilbyde kunder at sammenligne dette med ens eget produkt. Forbrugerombudsmanden indhentede udtalelser forskellige fra erhvervssammenslutninger, der gav udtryk for, at fremgangsmåden var noget utraditionel, men ikke retsstridig såfremt man udtog sin prøve af den løbende produktion, og var fair overfor konkurrentproduktet. Forbrugerombudsmanden udtalte, at fremgangsmåden ikke var i strid med markedsføringsloven, idet sammenlignende reklame ikke er i strid med loven, såfremt den ikke indebærer en nedsættende eller urigtig omtale af konkurrentens produkter og der gives den potentielle køber mulighed for at foretage en selvstændig vurdering af produkterne.