Om udstykningslovens § 1 i forbindelse med bygninger på lejet grund. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Om udstykningslovens § 1 i forbindelse med bygninger på lejet grund. (* 1)
I skrivelse af 24.1.1977 har De stillet nogle spørgsmål vedrørende udstykningslovens § 1, stk. 1. De oplyser,
at der på en landbrugsejendom siden 1951 har ligget et fælles vandværk, der består af en murstensbygning 5,62 mx6,00 m, højde 2 m over terræn og gulvet beliggende 1 m under terræn,
at vandværket nu skal udvides med en tilbygning på 5,62x8,00 m,
at der ikke er og ikke agtes oprettet en brugskontrakt, der skal gælde kun 10 år ad gangen, og
at vandværket gerne skal forblive på stedet i ubegrænset tid.
Deres spørgsmål er følgende
1.Skal vandværksbygningen efter udstykningslovens § 1, stk. 1, udstykkes med sit eget matr.nr.
2.Hvorledes harmonerer udstykningslovens § 1, stk. 1 med tinglysningslovens § 19, stk. 1, om bygninger på lejet grund.
3.Vil det være en omgåelse af udstykningslovens § 1, stk. 1, hvis forholdet søges ordnet ved oprettelse af en kontrakt, der skal fornys hvert 10. år.
I denne anledning skal man meddele følgende
ad 1. Den eksisterende vandværksbygning dækker ca. 34 (m2) af ejendommens areal og brugsforholdet til dette areal, der udgør en del af en samlet ejendom, vil efter direktoratets opfattelse ikke være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i udstykningslovens § 11 C, stk. 3. Det areal, hvorpå vandværksbygningen ligger, og det areal, hvorpå tilbygningen skal opføres, må derfor samlet søges frastykket landbrugsejendommen i overensstemmelse med bestemmelsen i udstykningslovens § 1, stk. 1. Det kan oplyses, at direktoratet har betragtet anlæg som pumpehuse, transformerstationer o.l. med grundflader indtil 5 (m2) for at være omfattet af undtagelsesbestemmelsen i lovens § 11 C, stk. 3.
ad.2. Efter tinglysningslovens § 19 kan en bygning, der tilhører en anden end grundens ejer, få sit eget ejendomsblad i tingbogen, og bygningen behandles da efter tinglysningsloven som en selvstændig fast ejendom.
I almindelighed vil en sådan bygning ligge på en grund, som bygningsejeren har lejet. Hvis den lejede grund udgør andel af en samlet fast ejendom eller af et umatrikuleret areal, og lejemålet skal gælde for et længere tidsrum end 10 år, medfører bestemmelsen i udstykningslovens § 1, at grunden skal udstykkes fra den samlede faste ejendom. Dette gælder, uanset om lejeforholdet kun omfatter selve det areal, hvorpå bygningen ligger, eller om grunden også omfatter et areal omkring bygningen af større eller mindre omfang. Selv om der i det foreliggende tilfælde ikke er indgået nogen aftale om leje eller brug af grund til vandværket, medfører den faktiske brug, som vandværket gør af en del af landbrugsejendommen, at forholdet er omfattet af udstykningslovens § 1, stk. 1.
ad.3. Efter direktoratets opfattelse vil det ikke være i strid med udstykningslovens § 1, stk. 1, at der efter udløbet af en 10-års periode indgås en ny lejekontrakt for yderligere 10 år. Det er en forudsætning, at parterne ved udløbet af hver 10-års periode er frit stillet med hensyn til, om de vil fortsætte lejemålet. Den anginve fremgangsmåde kan derfor ikke anvendes i det foreliggende tilfælde, fordi det er hensigten, at vandværksbygningen skal kunne ligge på ejendommen i ubegrænset tid. Da arealet udgør en del af en landbrugsejendom, vil oprettelse af en lejekontrakt, der forudsættes fornyet hvert 10.år, også være i strid med bestemmelserne i landbrugslovens § 12, stk. 3.
(* 1) Offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 28. bind side 397.
Sagen vedrører en vandværksbygning på ca. 34 (m2), der ligger på lejet grund. Der spørges bl.a. om det vil være en omgåelse af udstykningslovens § 1, stk. 1, hvis forholdet søges ordnet ved oprettelse af en kontrakt, der skal fornys hvert 10. år. Efter direktoratets opfattelse vil det ikke være i strid med udstykningslovens § 1, stk. 1, at der efter udløbet af en 10-års periode indgås en ny lejekontrakt for yderligere 10 år. Det er en forudsætning, at parterne ved udløbet af hver 10-års periode er frit stillet med hensyn til, om de vil fortsætte lejemålet. I den konkrete sag kunne denne fremgangsmåde ikke anvendes, fordi det var hensigten, at vandværksbygningen skulle ligge på ejendommen i ubegrænset tid.