Om udskilelse i matriklen som offentlig vej af beplantede afskærmningsbælter o. lign. (* 1)
Statutory Text (3 Articles)
Om udskilelse i matriklen som offentlig vej af beplantede afskærmningsbælter o. lign. (* 1)
I skrivelse af 30-1-1973, j.nr.60-05-29-01, har vejdirektoratet udbedt sig en udtalelse om det i vedlagte skrivelser fra Storby amts vejinspektorat og landinspektør L, rejste spørgsmål om udskillelse i matriklen som offentlig vej af beplantede afskærmningsbælter langs kommunevejen »Vindinggård Ringvej« i Storby kommune. Det fremgår af sagen, at der ved udstykning af matr.nr.15a Nyby By fremkommer et 10-25 m bredt bælte mellem udstykningsområdet og ringvejen. Arealet agtes tilplantet som afskærmningsbælte. I udstykningssagen vedrørende matr.nr.15a Nyby By udskilles ringvejen som offentlig vej, og sagen er oprindelig af landinspektøren udarbejdet således, at afskærmningsbæltet indgik som en del af den udskilte vej. I skrivelse af 5-1-1973 har Storby amts vejinspektorat udtalt, at det beplantede afskærmningsbælte ikke kan udskilles som vejareal, og landinspektøren har efter aftale med kommunalbestyrelsen omarbejdet udstykningssagen i overensstemmelse med denne afgørelse.
I denne anledning skal man meddele følgende
Efter matrikeldirektoratets opfattelse må spørgsmålet om, hvorvidt et areal kan udskilles i matriklen som en del af en offentlig vej, afhænge af en vurdering af arealets fremtidige anvendelse. Med hensyn til den konkrete sag bemærkes, at det beplantede afskærmningsbælte langs »Vindinggård Ringvej« ejes af Storby kommune, der er vejbestyrelse for vejen, og at det beplantede areal forløber som en relativ smal bræmme langs vejen. Da arealet formentlig vil komme til at indgå som en naturlig del af vejanlægget, finder direktoratet, at det kunne have været udskilt som en del af den offentlige vej.
Generelt finder man, at der udover de i post 47 i ministeriet for offentlige arbejders cirkulære af 13-12-1972 om offentlige veje omhandlede tilfælde, kan ske udskillelse som offentlig vej af arealer, der er erhvervet af vejbestyrelsen sammen med arealet til selve vejanlægget, og som skal henligge som støjvolde, beplantningsbælter, skråningsarealer o.lign. langs vejen. Det er herved forudsat, at der ikke påtænkes senere afhændelse, udleje eller brug af arealerne til formål, der er vejanlægget uvedkommende.
Med hensyn til spørgsmålet om forelæggelse for amtsrådet af sager om udskillelse i matriklen af kommuneveje henvises til vedlagte notat af 28-3-1973 om udskillelse af kommuneveje m.v.
(* 1) Skrivelsen er delvist gengivet i vejdirektoratets skrivelse af 18.04.1974 (J.nr. 60-05-29-01), der er offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 27. bind, side 433.
Direktoratet udtaler, at man generelt finder, at arealer, der er erhvervet af vejbestyrelsen og som indgår som en naturlig del af vejarealet (rastepladser, grusdepoter, støjvolde, beplantningsbælter, skråningsarealer m.v.) vil kunne udskilles.
Det er dog forudsat, at der ikke påtænkes senere afhændelse, udleje eller brug af arealerne til formål, der er vejanlægget uvedkommende.