Licitation - forhåndsmøder - forbehold om prisregulering efter fastprisperiode (* 1)
Statutory Text (2 Articles)
Licitation - forhåndsmøder - forbehold om prisregulering efter fastprisperiode (* 1)
Udbudsbetingelserne og forbeholdet
Sagen drejede sig om en licitation over en betonentreprise udbudt af byggeadministrationen for de højere læreanstalter i henhold til boligministeriets fastpriscirkulære. For de dele af arbejdet, der skulle komme til udførelse inden for to år fra tilbudsdagen, skulle tilbudspriserne stå fast. For arbejde, der skulle udføres senere, havde bygherren i overensstemmelse med fastpriscirkulæret fastsat, at prisregulering skulle ske med udgangspunkt i Danmarks Statistiks byggeindeks for montagebyggeri på toårsdagen for tilbudsafgivelsen. Reguleringen skulle finde sted ved arbejdets aflevering.
På et møde før licitationen søgte de bydende at få bygherren til at ændre denne bestemmelse, som efter deres opfattelse var i strid med fastpriscirkulærets principper, var vanskelig at administrere og ville give entreprenøren en finansieringsbyrde. Bygherren fastholdt dog sit krav, og derefter vedtog de bydende et fælles forbehold gående ud på, at prisregulering efter den toårige fastprisperiode skulle ske efter byggeindeks med licitationsdagen som basis, og at afregning skulle ske en gang månedligt.
Entreprenørforeningens opfattelse
Sagen blev forelagt for monopoltilsynet, som bl.a. modtog en redegørelse fra Entreprenørforeningen.
Entreprenørforeningen hævdede, at det tagne forbehold var foreneligt med licitationslovens § 4, stk. 3, idet forbeholdet alene vedrørte, hvorledes udbudsmaterialet konkret skulle fortolkes. Der var ikke tale om nogen drøftelse af den samlede tilbudssum eller af enkeltpriser, som var bestemmende for denne sum. Forbeholdet tjente til at skabe klarhed over omfanget af den fastprisrisiko, som de bydende påtog sig ved afgivelsen af deres tilbud.
Monopoltilsynets udtalelse
Monopoltilsynet fandt, at licitationslovens § 4, stk. 3, ikke giver de bydende hjemmel til at vedtage et sådant forbehold. Om begrundelsen for denne afgørelse hedder det i tilsynets skrivelse af 16. marts 1972 til Entreprenørforeningen
».....Licitationslovens § 4, stk. 3, bestemmer, at »forud for licitationen må bydende kun afholde møder vedrørende licitationen til drøftelse af udbudsgrundlaget, herunder spørgsmål om teknisk begrundede forbehold.«
I direktoratets vejledning om licitation m.v. anføres, at lovens formulering indebærer, at drøftelserne ikke må omfatte prismæssige forhold. Dette stemmer overens med praksis efter den tidligere licitationsordning.
Ved lovens tilblivelse har alene været tale om, at forhåndsmøderne skulle medvirke til at opnå en entydig definition af den udbudte entreprise, således som denne defineres i udbudsmaterialet, d.v.s. tegninger, beskrivelser og betingelser af teknisk og finansiel art. Gennem drøftelserne skulle kunne opnås en klargøring af grundlaget for tilbudsberegningen og dermed af de forpligtelser og rettigheder, som et tilbuds accept ville indebære.
Monopollovens regler vil ikke kunne påregnes at give fornøden sikkerhed mod eventuelle urimelige konkurrencebegrænsninger gennemført ved konkrete licitationsaftaler, hvilket må tale for en snæver fortolkning af licitationslovens § 4, stk. 3. I forbindelse hermed kan henvises til bemærkningerne til licitationslovforslaget, hvoraf bl.a. fremgår, at licitationsloven skulle danne et supplement til monopolloven, der ikke er udformet under hensyn til de særlige forhold, som foreligger ved licitationsaftaler m.v.
Det konkret vedtagne forbehold angår prisregulering og virker ikke til en klargøring af udbudsmaterialet. Forbeholdet vedrører prismæssige forhold og ændrer fordelingen af risikoen for prisudviklingen mellem bygherre og entreprenører.
Ved de møder, som licitationsloven giver de bydende adgang til at afholde forud for en licitation, må der kun drøftes udbudsgrundlaget, herunder spørgsmål om teknisk begrundede forbehold. I en konkret sag vedtog de bydende et fælles forbehold, der ændrede udbudsmaterialets forskrifter om udgangspunktet for prisregulering af arbejde, der udførtes efter udløbet af en toårig fastprisperiode.
Monopoltilsynet fandt ikke, at licitationslovens § 4, stk. 3 gav de bydende hjemmel til at vedtage dette forbehold, som efter tilsynets opfattelse ikke virker til en klargøring af udbudsmaterialet, men vedrører prismæssige forhold og ændrer fordelingen af risikoen for prisudviklingen mellem bygherre og entreprenør.