Om fordeling af omkostningerne i en sag, der påbegyndes som skelsætningsforretning, men ændres til skelforandring. (* 1)

Om fordeling af omkostningerne i en sag, der påbegyndes som skelsætningsforretning, men ændres til skelforandring. (* 1)

I skrivelse af 8. f.m. meddelte man hr. landinspektøren, at Deres hertil indsendte sag om en foretagen skelsætning mellem matr. nr. 3 d Nørre-T. By, L. Sogn, på den ene side og matr. nr. 13 b og 29 c ml. fl. matr. nre. L. By og Sogn, på den anden side ikke ville kunne noteres i matriklens dokumenter som en skelsætning, da den afmærkede skellinie, hvorom der mellem parterne var opnået forlig, ifølge skelsætningserklæringen ikke har bestået uforandret i de sidste 20 år, hvorfor sagen må ordnes efter de almindelige regler for skelforandring. De har derefter ved at indsende den til skelforandringen fornødne erklæring fra parterne om værdien af de overførte arealer og attest fra vedkommende dommer forespurgt, hvorvidt parternes underskrift på skelerklæringen om henvisning af spørgsmålet om omkostningernes fordeling til afgørelse af kommunens hegnsynsmænd fortsat står ved magt, og om hegnsynets afgørelse eventuelt vil kunne indbringes for en landvæsenskommission efter de gældende regler.

I den anledning skal man meddele, at da sagen er påbegyndt som skelsætningsforretning, må den af kommunens hegnsynsmænd trufne afgørelse om fordeling af omkostningerne efter matrikeldirektoratets opfattelse fortsat være bindende for parterne for så vidt angår denne del af sagen, medmindre hegnsynets afgørelse indankes for en landvæsenskommission.

Derimod er det tvivlsomt, om parterne er pligtige til at lade kommunens hegnsynsmænd træffe bestemmelse om, hvorvidt omkostningerne for Deres videre behandling af sagen som skelforandring skal fordeles og da hvorledes.

(* 1) Offentliggjort i tidsskriftet Landinspektøren 26. bind, side 517.

En skelsætningsforretning måtte afsluttes som almindelig skelforandring, idet skellet ikke havde bestået uforandret i 20 år. Direktoratet antager, at hegnsynets afgørelse om fordelingen af udgifter til skelsætningsforretningen stadig var endelig for parterne, men ikke kunne lægges til grund ved den efterfølgende skelforandring.