Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - afvisning

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om handicap - uanset handicap - kommuner - afvisning

J.nr. 24-99719

En mand (klager), der var diagnosticeret med Aspergers syndrom, klagede over en kommune (indklagede).

Manden mente, at kommunen havde forskelsbehandlet ham på grund af handicap i forbindelse med, at kommunen havde udarbejdet en helhedsplan om frasalg af almene boliger, hvor manden bor.

Ligebehandlingsnævnet vurderede, at der ikke var oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap hverken i forbindelse med udarbejdelsen af den endnu ikke endeligt godkendte helhedsplanen om frasalg af almene boliger, eller i tilknytning til processen for dennes godkendelse.

Der var ligeledes ikke oplysninger i sagen, der gav anledning til at formode, at kommunen havde udsat manden for forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane.

Nævnet vurderede herefter, at manden ikke havde påvist faktiske omstændigheder, der tydede på, at han var blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.

På baggrund af nævnets faste praksis var det herefter åbenbart, at manden ikke kunne få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviste derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om manden har et handicap i lovens forstand.

Afgørelsen blev truffet af et medlem af nævnets formandskab.

Klagen angår påstået forskelsbehandling på grund af handicap i forbindelse med, at indklagede kommune har udarbejdet en helhedsplan om frasalg af de almene boliger, hvor klager bor.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Ligebehandlingsnævnet afviser at behandle klagen.

Sagens behandling

Afgørelsen er truffet af et medlem af Ligebehandlingsnævnets formandskab.

Sagsfremstilling

Klager har fremlagt kliniske notater af 12. november 2021, hvoraf fremgår, at klager er diagnosticeret med Aspergers syndrom.

Klagen blev modtaget i Ligebehandlingsnævnet den 18. september 2024.

Den 8. november 2024 sendte klager en mail til sin boligforening, hvoraf fremgår bl.a.

”Jeg bor i [boligområde] og blokken jeg bor i skal sælges fra.

Det er de fakta jeg har.

Min udfordring er at jeg er autist og har nu i 2 år levet med den uvished om hvornår jeg skal genhuses og hvor jeg skal genhuses.

Jeg er fuldt ud klar over intentionerne men der er ikke noget afklaret.

Og med mit handicap er det ikke godt nok.

Det gør at jeg nu lever i ekstrem stress og det påvirker mit fysiske og psykiske helbred.

Jeg beder derfor om at Hjælp til hurtigst muligt at få løst vores bolig situation.

Så jeg ikke skal leve i kaos og usikkerhed i flere år endnu.

”

Den 12. november 2024 modtog klager et svar fra boligforeningen, hvoraf fremgår bl.a.

”Vi har talt sammen tidligere og jeg er ked af at høre, at dit fysiske og psykiske helbred er forværret, men vi har ikke mulighed for at begynde genhusning på nuværende tidspunkt.

Der er arbejdes på og det er vores forhåbning at en stor del af beboerne i blok A og B (altså der hvor du bor) kan blive boende i deres boliger selvom de bliver solgt fra.

Og det skal vi selvfølgelig nok melde ud, så snart det er afklaret.

Hvis det derimod er tilfældet, at du skal genhuses, vil du få besked så hurtigt som det er muligt og der vil blive aftalt et møde med vores genhusningskonsulent."

Klager fremsatte i klagen en beløbsmæssig påstand om betaling af en godtgørelse på 3.000.000 kr.

Parternes bemærkninger

Klager gør gældende, at han er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap, idet den boligblok, hvor klager bor, skal sælges fra som en del af indklagedes helhedsplan.

Desuden gør klager gældende, at indklagede som følge heraf, skal betale en godtgørelse på 3.000.000 kr.

Klager skal frem til genhusningen leve i usikkerhed, indtil han endelig skal genhuses.

Dette medfører, at klager lever i stress.

Klager har forsøgt at kommunikere både med den kommunen og den indklagede boligforening.

Imidlertid nedgør de klagers handicap og er ligeglade med de helbredsmæssige konsekvenser uvisheden har for klager.

Klager ønsker, at sin boligsituation bliver løst, således at han kan føle sig sikker.

Indklagede gør gældende, at klager ikke er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af handicap.

Parallelsamfundslovningen fra december 2018 medførte et krav om udarbejdelsen af en udviklingsplan for boligområdet, som skal munde ud i en fysisk helhedsplan.

Planen betyder, at andelen af almene familieboliger i området skal reduceres til 56 % inden 2030.

En del af denne reduktion forventes at ske gennem frasalg af to boligblokke med 96 boliger til en privat udlejer samt en ombygning af 68 boliger i en anden blok til andre formål.

Helhedsplanen er godkendt af boligforeningen og indklagede, men mangler den endelige godkendelse hos Landsbyggefonden.

Det forventes at foreligge en godkendelse primo 2025.

Beboere, der skal genhuses i forbindelse med denne helhedsplan, vil som udgangspunkt blive genhuset i boligområdet, jf. gældende lovgivning.

Kommunalbestyrelsen har på sit møde den 20. november 2024 besluttet en række udlejningskriterier, der danner rammen for, hvilke beboere i de frasalgsberørte blokke, der skal genhuses i en anden bolig.

De beboere, der skal genhuses, er omfattet af en genhusningsforpligtelse fra boligforeningens side og vil blive kontaktet af boligforeningen for en yderligere, konkret dialog, når helhedsplanen er godkendt.

Da helhedsplanen endnu ikke er endeligt godkendt, er genhusningsprocessen og boligforeningens genhusningsrelaterede dialog med de berørte beboere ikke påbegyndt.

Indklagede har forståelse for, at den nuværende, generelle dialog om vedtagelse af helhedsplanens tiltag kan skabe usikkerhed hos beboerne i boligområdet.

Den usikkerhed tages alvorligt.

Indklagede kan ikke genkende, at der har været konkret dialog med klager, hvor Indklagede skulle have behandlet klager i strid med ligebehandlingslovgivningen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af handicap uden for arbejdsmarkedet efter lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap (handicapdiskriminationsloven).

Det fremgår af handicapdiskriminationsloven, at ingen må udsætte en anden person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af dennes handicap.

Forbuddet mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed på alle områder i samfundet.

Forbuddet gælder dog ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Handicapdiskriminationsloven indebærer ikke en pligt til rimelig tilpasning eller tilgængelighed.

Der foreligger direkte forskelsbehandling, når en person på grund af dennes handicap behandles ringere, end en anden person bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation.

Der foreligger indirekte forskelsbehandling, hvis en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis vil stille personer med handicap ringere end andre personer.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at der ikke er sket ulovlig forskelsbehandling.

Ligebehandlingsnævnet kan afvise at behandle en klage, hvis det er åbenbart, at der ikke kan gives klageren medhold i klagen.

Klager har klaget over, at der fortsat er usikkerhed omkring den helhedsplan om frasalg af almene boliger, som indklagede har udarbejdet, herunder hvornår og hvor klager skal genhuses.

Nævnet vurderer, at der ikke er oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap hverken i forbindelse med udarbejdelsen af den endnu ikke endeligt godkendte helhedsplanen om frasalg af almene boliger eller i tilknytning til processen for dennes godkendelse.

Der er ligeledes ikke oplysninger i sagen, der giver anledning til at formode, at indklagede har udsat klager for forskelsbehandling på grund af handicap i form af chikane.

Nævnet vurderer herefter, at klager ikke har påvist faktiske omstændigheder, der tyder på, at han er blevet udsat for den påståede forskelsbehandling.

På baggrund af nævnets faste praksis er det herefter åbenbart, at klager ikke kan få medhold i klagen.

Ligebehandlingsnævnet afviser derfor at behandle klagen.

Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at tage stilling til, om klager har et handicap i lovens forstand.

Retsregler

Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser

Lov om Ligebehandlingsnævnet

Handicapdiskriminationsloven

•

§ 1, stk. 1 og 6, om nævnets kompetence

•

§ 6, stk. 3, om formandsafgørelser

•

§ 8, stk. 2, om nævnets afvisning af klagen

•

§ 9, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 12, stk. 1, om klagebehandling

•

§ 2 om lovens anvendelsesområde

•

§ 3 om lovens anvendelsesområde

•

§ 5, stk. 1-4, om forbud mod forskelsbehandling

•

§ 10 om delt bevisbyrde