Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12036
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag nr. 2024-12036
Klage over foto på HLTV.org afvist som åbenbart grundløs
En person, som oplyste ikke længere at være aktiv CS:GO-spiller, klagede til Pressenævnet over, at hjemmesiden HLTV.org, der bringer nyheder og statistik om e-sporten Counter-Strike: Global Offence (CS:GO), havde afvist hendes anmodning om at få slettet et foto af hende fra en spillerprofil på hjemmesiden.
Pressenævnets formand afviste klagen som åbenbart grundløs, idet nævnet efter fast praksis i lignende sager har fundet, at de af HLTV.org bragte fotos af tidligere spillere hverken kunne betegnes som følsomme eller private, ligesom disse fotos ikke kunne siges at vedrøre de tidligere spilleres rent private forhold.
[Klager] har klaget til Pressenævnet over, at HLTV.org har afvist hendes anmodning om at slette et foto af hende en fra en spillerprofil, som fremgår af HLTV.org, idet hun mener, at lov om massemediers informationsdatabaser derved er overtrådt.
Sagsfremstilling
Den påklagede spillerprofil
[Klager]s foto fremgår af, hvad der fremstår som en spillerprofil på hjemmesiden HLTV.org.
Hjemmesiden, og dermed også spillerprofilen, er på engelsk, og øverst på profilen oplyses spilleren profilnavn, som for [Klager]s vedkommende er ”[Spillernavnet]”, hendes rigtige navn og nationalitet, ligesom der fremgår et foto af hende.
På fotoet af [Klager] ses hun sidde foran en computer, hvor hendes ansigt og overkrop er synlig, og hun ses iført en spillertrøje og et headset med tilhørende mikrofon.
Under disse oplysninger ses spillerprofilen at indeholde underkategorier med overskrifterne ”Info”, ”Teams”, ”Matches”, ”Achievements”, ”Trophies” og ”News”.
På spillerprofilens forside, under kategorien ”Info”, ses oplysninger om spillerens statistik for de seneste tre måneder, ligesom der oplyses om kommende og nylige kampe, som for [Klager]s vedkommende ses senest at have fundet sted i 2022.
Det fremgår ikke, hvornår fotoet af [Klager] er blevet offentliggjort på HLTV.org.
Om HLTV.org
HLTV.org er en hjemmeside, som beskæftiger sig med e-sporten Counter-Strike.
Hjemmesidens indhold er på engelsk og på hltv.org/terms beskrives hjemmesidens formål som følger
”HLTV.org have the intention to publicise Counter-Strike news, Counter-Strike match information and give the users the option to debate.
”
På forsiden af HLTV.org fremgår øverst en række faner, som blandt andet har overskrifterne
”News”, ”Matches”, ”Results” og ”Events”.
Under fanen ”News” ses det, at HLTV.org dagligt
offentliggør omkring fire artikler, der fremstår som journalistisk bearbejdede nyheder om
Counter-Strike.
[Klager] har til støtte for sin klage anført, at hun siden sin deltagelse i konkurrencer i Counter-Strike, er blevet en ”content creator” og vil derfor gerne fremstå anonym online.
Ved at have sit ansigt tilgængeligt på internettet, giver dette en risiko for online chikane eller for at blive genkendt.
[Klager] har bemærket, at taget i betragtning af hvor hun bor, kan offentliggørelsen af fotoet af hende sætte hende i fare for fysisk skade.
[Klager] har hertil oplyst, at hendes anmodning om at få slettet fotoet af hende er blevet afvist med begrundelsen, at fotoet har offentlig interesse som en del af CS:GO-sportens historie.
Dette er [Klager] imidlertid uenig i, eftersom hendes bidrag til CS:GOs historie i sin helhed har været så lille, da hun kun har deltaget i tre HLTV-optagede kampe ved mindre events, tabt to kampe og har ikke deltaget siden.
[Klager] anmodede HLTV.org om at slette fotoet af hende fra HLTV.org.
HLTV.org afviste den 9. september 2024 [Klager]s anmodning.
[Klager]s klage over HLTV.orgs afslag er modtaget i Pressenævnet den 18. september 2024.
Pressenævnets formand, Jens Kruse Mikkelsen, udtaler
Pressenævnet har over en periode på tre år behandlet en række lignende sager angående personer, som klager over HLTV.orgs afvisning af at slette informationer om dem på deres spillerprofiler.
Nævnet har i disse sager indledningsvis bemærket, at en offentlig tilgængelig informationsdatabase ikke må indeholde information, hvis offentliggørelse ville være i strid med god presseskik, jf. lov om massemediers informationsdatabasers § 8, stk. 2.
Nævnet har herefter fundet, at de af HLTV.org bragte fotos af tidligere spillere ikke kan anses for følsomme eller private, hvorfor offentliggørelsen af disse fotos ikke er i strid med god presseskik.
Nævnet har hertil bemærket, at det i den forbindelse er uden betydning, om de tidligere spillere har givet samtykke til offentliggørelsen af fotos af dem.
Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotos af tidligere spillere i medfør af denne bestemmelse.
Nævnet har yderligere bemærket, at efter lovens § 8, stk. 3, må informationer om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende ikke opbevares i informationsdatabasen, når der er forløbet tre år efter, at den begivenhed, der har givet anledning til optagelsen i databasen, fandt sted.
Nævnet har fundet, at fotos af tidligere spillere ikke vedrører deres rent private forhold.
Nævnet har herefter ikke fundet grundlag for at pålægge HLTV.org at slette fotos af tidligere spillere i medfør af denne bestemmelse.
Henset til nævnets faste praksis, er det min opfattelse, at Pressenævnet ikke kan antages at have ændret stillingtagen til spørgsmålet om sletning.
På denne baggrund, og da der efter det oplyste ikke foreligger yderligere forhold, der taler for sletning på nuværende tidspunkt, afvises klagen efter omstændighederne som åbenbart grundløs, jf. medieansvarslovens § 43, stk. 2, nr. 1.