Afgørelse efter lov om fremtidsfuldmagter § 7, stk. 3
Statutory Text (4 Articles)
Afgørelse efter lov om fremtidsfuldmagter § 7, stk. 3
Familieretshuset afslog at sætte følgende bestemmelser fra en fremtidsfuldmagt i kraft: ”[Fuldmægtigen har ret til at kunne] give og modtage arveafkald” , ”det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at foranstående dokumenteres overholdt”, ”[Der kan også gives gaver til velgørende formål i det omfang jeg tidligere har givet] eller måtte forventes at ville give”.
Familieretshuset begrundede afslaget med, at teksten er betænkelig at sætte i kraft.
Familieretshuset henviste til, at det at give arveafkald er at sidestille med en gave, og da arveafkaldet ikke var bestemt i fremtidsfuldmagten, fandtes dette i strid med lov om fremtidsfuldmagter § 15.
Vedrørende modtagelse af arveafkald, begrundede Familieretshuset afslaget med, at en fremtidsfuldmagtshaver ikke kan modtage et arveafkald, da dette ikke er omfattet af personlige forhold i fremtidsfuldmagten.
Familieretshuset henviste endvidere til lov om fremtidsfuldmagter § 12, hvorefter fremtidsfuldmagtshaver skal opbevare fornøden dokumentation for de dispositioner, som er foretaget på fremtidsfuldmagtsgiverens vegne.
Teksten ”det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at foranstående dokumenteres overholdt” fandtes i strid hermed.
Vedrørende bestemmelsen om gaver, som du måtte forventes at ville give, begrundede Familieretshuset afslaget med, at gaverne ikke er bestemt i fremtidsfuldmagten.
Klager anførte blandt andet, at der ikke er hjemmel til at fratage fremtidsfuldmagtsgiver retten til arveafkald, heller ikke selvom dette ikke nærmere kan specificeres.
Klager henviste endvidere til, at fremtidsfuldmagten ikke er i strid med § 12, idet der ikke er givet fremtidsfuldmagtshaver lov til at handle uden bemyndigelse.
Klager anførte, at der ikke er hjemmel til at bestemme, at fremtidsfuldmagtsgiver ikke må overlade fuldmægtigen et skøn vedrørende gaver.
Civilstyrelsen stadfæstede afgørelsen med samme begrundelse.
Familieretshusets afgørelse af 5. oktober 2022
”Familieretshuset sætter din fremtidsfuldmagt af 7. december 2020 delvis i kraft.
Vi afslår at sætte følgende tekst fra fremtidsfuldmagten i kraft
§ 3, linje 38
”• give og modtage arveafkald”
§ 5, linje 24-25
”Det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at foranstående dokumenteres overholdt.
”
§ 6, linje 9-10
”Det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at foranstående dokumenteres overholdt.
”
§ 7, linje 8 og 10-11
”eller måtte forventes at ville give”
”Det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at foranstående dokumenteres overholdt.
”
Afgørelsen er tinglyst i Personbogen i dag.
Begrundelse
Vedrørende afsnit om afkald på arv
Du giver i fremtidsfuldmagtens § 3 din fuldmægtig ret til på dine vegne af give afkald på arv.
Vi finder, at der er tale om en disposition, der må sidestilles med en gave, og som derfor er omfattet af § 15 i lov om fremtidsfuldmagter.
Det følger heraf, at den, der har en fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, ikke på fuldmagtsgivers vegne kan yde gaver.
Dette gælder dog ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til fuldmagtsgiverens kår, eller gaver, der er bestemt i fremtidsfuldmagten.
Det er således en betingelse for ikraftsættelse af en bestemmelse om arveafkald, at fuldmagtsgiveren udtrykkeligt og tilstrækkeligt specifikt i fremtidsfuldmagten har truffet bestemmelse om rammerne for gavegivningen, således at der ikke er overladt fremtidsfuldmægtigen et skøn.
Vi finder, at bestemmelsen om, at den fuldmægtige på dine vegne kan give et afkald på arv ikke tilstrækkeligt specifikt fastlægger rammerne for gavegivningen, idet du ikke fastlagt nærmere kriterier for arveafkaldets størrelse eller hvilken arv, der skal gives afkald på.
Vi finder herefter, at det er betænkeligt at sætte denne del af fremtidsfuldmagten i kraft.
Vedrørende modtagelse af arveafkald
Det fremgår ligeledes af fremtidsfuldmagtens § 3, at den fremtidsfuldmægtige har ret til at modtage arveafkald på dine vegne.
Det fremgår af § 10 i lov om fremtidsfuldmagter, at den, som har givet en anden fremtidsfuldmagt i personlige forhold, repræsenteres inden for fuldmagtens område i forhold til offentlige myndigheder og private, når disse udfører opgaver for det offentlige.
At modtage et arveafkald er ikke en repræsentation over for en offentlig myndighed eller en privat, der udfører en opgave for det offentlige, men derimod en aftale mellem to private parter.
Det er som følge heraf ikke muligt at give fremtidsfuldmægtigen ret til at modtage et arveafkald på dine vegne.
Vi bemærker i øvrigt at modtagelse af et arveafkald må anses for at være af så personlig art, at en værge eller en fremtidsfuldmægtig ikke kan optræde på vegne af fuldmagtsgiveren på dette område.
Vi finder på baggrund heraf, at det er betænkeligt at sætte denne del af fremtidsfuldmagten i kraft.
Vedrørende § 5, § 6 og § 7
Du har i fremtidsfuldmagtens § 5, § 6 og § 7 bestemt, at det ikke er en betingelse for fremtidsfuldmagtens anvendelse, at det foranstående i afsnittene dokumenteres overholdt.
De af dig anførte bestemmelser i fremtidsfuldmagtens § 5, § 6 og § 7 må forstås således, at den fuldmægtige ikke skal føre dokumentation for de dispositioner, som foretages på dine vegne.
Det fremgår af § 12 i lov om fremtidsfuldmagter, at den fremtidsfuldmægtige skal opbevare fornøden dokumentation for de dispositioner, som er foretaget på fuldmagtsgiverens vegne.
Vi har ved vores afgørelse lagt vægt på, at de anførte bestemmelser i fremtidsfuldmagtens § 5, § 6 og § 7 må anses for at være i strid med § 12 i lov om fremtidsfuldmagter.
På baggrund heraf finder vi, at det er betænkeligt at sætte disse dele af fremtidsfuldmagten i kraft.
Vedrørende bestemmelsen om gaver, du måtte forventes at ville give
Du giver i fremtidsfuldmagtens § 7 din fremtidsfuldmægtige ret til at give gaver til velgørende formål i det omfang, som du måtte forventes at ville give sådanne gaver.
Vi vurderer, at det er betænkeligt at sætte denne dele af fremtidsfuldmagten i kraft.
Af lov om fremtidsfuldmagter § 15 følger, at den, der har en fremtidsfuldmagt i økonomiske forhold, ikke på fuldmagtsgivers vegne kan yde gaver.
Dette gælder dog ikke sædvanlige gaver, hvis værdi ikke står i misforhold til fuldmagtsgiverens kår, eller gaver, der er bestemt i fremtidsfuldmagten.
For så vidt angår bestemmelser om gavegivning i fremtidsfuldmagten er det en betingelse for ikraftsættelse heraf, at fuldmagtsgiveren udtrykkeligt og tilstrækkeligt specifikt i fremtidsfuldmagten har truffet bestemmelse om rammerne for gavegivningen, således at der ikke er overladt fremtidsfuldmægtigene et skøn med hensyn til gavens indhold, og til hvem gaverne skal gives.
Vi har ved vores afgørelse vedrørende bestemmelsen om gaver, som du ”måtte forventes at ville give” til velgørende formål, lagt vægt på, at din fremtidsfuldmægtig ikke vil kunne foretage en sådan vurdering.
Vi bemærker, at vi ikraftsættelse den del af fremtidsfuldmagten, der omfatter gavegivning til velgørende formål, i det omfang du tidligere har givet gave af denne karakter.
Vi henviser til § 7, stk. 3, i lov om fremtidsfuldmagter, hvoraf det fremgår, at fremtidsfuldmagten ikke kan sættes i kraft, hvis det på grundlag af de foreliggende oplysninger findes betænkeligt.
Såfremt betænkeligheden alene knytter sig til en bestemt del af fremtidsfuldmagten, kan Familieretshuset sætte fremtidsfuldmagten delvis i kraft.
”
Fremtidsfuldmagtsgiver og fremtidsfuldmagtshaver påklagede afgørelsen.
Afgørelse
Vi ændrer ikke Familieretshusets afgørelse.
Du kan læse begrundelsen nedenfor.
Din klage
Du har i klagen oplyst, at bestemmelsen om arveafkald ikke er et udtryk for gave, og at der ikke er hjemmel til at nægte den fremtidsfuldmægtige at afgive arveafkald.
Du har endvidere henvist til, at modtagelse af arveafkald ikke er et personligt forhold, men at det er et spørgsmål om økonomi.
Du har oplyst, at sætningen vedrørende dokumentation skal forstås således, at den fremtidsfuldmægtige ikke skal dokumentere sin bemyndigelse over for eksempelvis banken.
Du har videre bemærket med hensyn til gave, at der ikke ses at være hjemmel til at bestemme, at fuldmagtsgiver ikke må overlade fuldmægtigen et skøn.
Begrundelse
Vi har gennemgået sagen.
Vi vurderer ligesom Familieretshuset, at den anførte tekst ikke skal ikraftsættes.
Begrundelsen er den samme som ved Familieretshusets afgørelse.
Vi vurderer, at de yderligere oplysninger som fremgår af din klage, ikke kan føre til et andet resultat.
Familieretshuset har modtaget kopi af dette brev.
”
Civilstyrelsens afgørelse af 27. januar 2023, sagsnr.
22-4410-00082
”Civilstyrelsen har behandlet din klage over Familieretshusets afgørelse af 5. oktober 2022 med sagsnummer 2022-85705.
Ved afgørelsen satte Familieretshuset fremtidsfuldmagt af 7. december 2020 delvis i kraft.
Familieretshuset afslog at sætte følgende tekst fra fremtidsfuldmagten i kraft
§ 3, linje 38: ”give og modtage arveafkald”
§ 5, linje 24-25: ”Det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at foranstående dokumenteres overholdt.
”
§ 6, linje 9-10: ”Det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at ovenstående dokumenteres overholdt.
”
§ 7, linje 8 og 10-11: ”eller måtte forventes at ville give”
”Det er ikke en betingelse for fuldmagtens anvendelse, at ovenstående dokumenteres overholdt.
”