Arbejde i montagehal udgjorde ikke byggeplads
Table of Provisions (7)
Statutory Text (7 Articles)
Arbejde i montagehal udgjorde ikke byggeplads
Arbejdstilsynet har truffet afgørelse om, at en virksomhed har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen ved ikke at sikre, at temperaturen i arbejdstiden i montagehallen hos virksomheden var tilpasset den menneskelige organisme.
Virksomheden havde i klagen hovedsageligt anført, at arealet skulle anses som en byggeplads, og at afgørelsen derfor var truffet med hjemmel i en forkert bekendtgørelse.
Nævnet fastholdt afgørelsen, idet nævnet fandt, at montagehallen hos virksomheden var omfattet af reglerne i faste arbejdssteders indretning.
Nævnet lagde herved vægt på, at virksomhedens ansatte udførte arbejde i montagehallen, som er en bygning inden for virksomhedens bedriftsområde, idet virksomheden havde lejet og dermed havde råderet over montagehallen.
Nævnet fandt endvidere, at det montagearbejde, der foregik i hallen, ikke kunne anses for bygge- og anlægsarbejde således, at arealet/hallen kunne anses for en byggeplads, idet en byggeplads er der, hvor en bygning, et anlæg eller en konstruktion opføres og skal anvendes/bruges, hvilket ikke er tilfældet i relation til montagearbejdet i hallen.
Vedrørende temperaturen i hallen, fandt nævnet, at temperaturen ikke var tilpasset den menneskelige organisme under hensyn til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de ansatte blev udsat for.
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 29. oktober 2013 behandlet virksomhedens klage over Arbejdstilsynets afgørelse af den 1. februar 2013 om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen ved ikke at sikre, at temperaturen i arbejdstiden i montagehallen hos [navn udeladt], [sted udeladt] var tilpasset den menneskelige organisme.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet fastholder Arbejdstilsynets afgørelse om, at virksomheden har overtrådt arbejdsmiljølovgivningen ved ikke at sikre, at temperaturen i arbejdstiden i montagehallen hos [navn udeladt], [sted udeladt] var tilpasset den menneskelige organisme.
B E G R U N D E L S E
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at montagehallen hos [navn udeladt], [sted udeladt] er omfattet af reglerne i faste arbejdssteders indretning.
Nævnet lægger herved vægt på, at virksomhedens ansatte udfører arbejde i montagehallen, som er en bygning inden for virksomhedens bedriftsområde, idet virksomheden har lejet og dermed har råderet over montagehallen.
Nævnet finder endvidere, at det montagearbejde, der foregår i hallen, ikke kan anses for bygge- og anlægsarbejde således, at arealet/hallen kan anses for en byggeplads, idet en byggeplads er der, hvor en bygning, et anlæg eller en konstruktion opføres og skal anvendes/bruges, hvilket ikke er tilfældet i relation til montagearbejdet i hallen.
Nævnet finder desuden, at det forhold, at en [navn udeladt] i tinglysningsmæssig forstand betragtes som en fast ejendom, som anført af virksomheden, ikke kan føre til en ændret vurdering.
Nævnet finder herved, at arbejdet i montagehallen ikke adskiller sig fra den situation, hvor en bygning eller bygningsdel, som først bygges på et fast arbejdssted for dernæst at blive transporteret til det sted, hvor bygningen eller bygningsdelen monteres til en fast ejendom.
I denne situation, vil stedet, hvor bygningsdelen bygges, heller ikke blive anset for en byggeplads.
Vedrørende temperaturen i hallen, finder nævnet, at temperaturen ikke var tilpasset den menneskelige organisme under hensyn til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de ansatte blev udsat for.
Nævnet lægger herved vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 27. september 2012 konstaterede, at montagehallen fremstod kølig og uopvarmet, at udendørstemperaturen blev målt til 13 grader, og at Arbejdstilsynet vurderede, at der var cirka samme temperatur inde i hallen.
Nævnet lægger endvidere vægt på, at 3 elektrikere var i gang med montagearbejde af dele til vindmøller, at arbejdet bl.a. bestod i stillestående og stillesiddende arbejde på knæ og skamler, og at de ansatte anvendte overtøj og halsbeklædning.
Nævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
Bemærkninger til klagen
Virksomheden har i øvrigt anmodet nævnet om at undersøge, hvordan byggepladserne ved etableringen af [navn udeladt] og [navn udeladt] er blevet behandlet, og har desuden opfordret nævnet til at komme og besigtige hallen.
Nævnet bemærker hertil, at nævnet ikke har haft en sag, hvor nævnet skulle tage stilling til, hvordan byggepladserne ved etableringen af [navn udeladt] og [navn udeladt] er blevet behandlet.
Nævnet har således ingen praksis vedrørende de nævnte [navn udeladt].
Nævnet bemærker herudover, at nævnets sagsbehandling efter reglerne alene foregår skriftlig, og at nævnet derfor ikke har mulighed for at besigtige hallen.
R E G L E R
Arbejdsmiljøklagenævnet har ved afgørelsen anvendt følgende regler
Reglerne kan læses på de følgende sider.
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de dokumenter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet og virksomhedens e-mail af den 7. marts 2013.
På klagenævnets vegne
[navn udeladt]
[stilling udeladt]
Kopi til
[navn udeladt]
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010
…
Kapitel 6
Arbejdsstedets indretning
§ 42.
Arbejdsstedet skal indrettes således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
§ 43.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om indretning af faste, midlertidige, skiftende og udendørs arbejdssteder, herunder om
Stk. 2.
Det kan i reglerne i medfør af stk. 1 fastsættes, at de gælder for udlejere af bygninger, lokaler, arealer m.v.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 2.
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning
…
Kapitel 1
Område
§ 1.
Bekendtgørelsen omfatter ethvert arbejdssted, hvor der udføres arbejde for en arbejdsgiver, med de begrænsninger der følger af § 2, stk. 2 og § 3 i lov om arbejdsmiljø samt undtagelserne i § 2.
Stk. 2 …
…
§ 2.
Bekendtgørelsen gælder ikke
Stk. 2 …
…
Kapitel 7
Temperaturforhold m.v.
§ 31.
I arbejdstiden skal temperaturen i arbejdsrummene være tilpasset den menneskelige organisme under hensyn til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de ansatte udsættes for.
Temperaturforholdene i arbejdsrummet skal være uden generende temperaturforskelle.
Stk. 2.
Hvis opvarmning af et arbejdsrum ikke er mulig på grund af produktionens art eller efter forholdene ikke er rimelig, skal der ske lokal opvarmning af de enkelte arbejdspladser.
Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes andre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod kulde.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde
…
Kapitel 1
Område og definitioner
§ 1.
Bekendtgørelsen gælder for bygge- og anlægsarbejde (byggepladser), hvad enten arbejdet udføres af ansatte, arbejdsgiver selv eller af selvstændige uden ansatte.
Stk. 2 …
Stk. 3 …
Stk. 4.
Ved bygge- og anlægsarbejde forstås i denne bekendtgørelse
-
Om Arbejdstilsynets ret til at træffe afgørelse
○
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
-
Om arbejdsstedets indretning
○
§ 42, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010
○
§ 1, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1 og § 31, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001 om faste arbejdssteders indretning.
-
Om bygge- og anlægsarbejde
○
§ 1, stk. 1 og stk. 4, nr. 1, i Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1516 af 16. december 2010 om bygge- og anlægsarbejde.
1)
arbejdsrum, f.eks. loftshøjde, luftrum, gulve, vægge, lofter, belysning, temperatur, luftfornyelse og støj,
2)
velfærdsforanstaltninger m.v., f.eks. opholds- og spiserum, garderober, omklædningsrum, toiletter, vaske- og baderum samt sovesteder og stole,
3)
udgangsforhold, f.eks. færdselsveje, trapper og udgange.
1)
hvor arbejdet, der udføres, er bygge- og anlægsarbejde, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om byggepladsers og lignende arbejdssteders indretning, eller
2)
hvor arbejdet udføres på fremmed virksomhed eller andet sted uden for arbejdsgiverens eget bedriftsområde, jf. Arbejdsministeriets bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning.
1)
arbejde, der udføres i forbindelse med opførelse og ændring af bygninger og konstruktioner, herunder montagearbejder,
2)
…__