Strakspåbud om anvendelse af en teleskoplæsser, strakspåbud om instruktion og afgørelse om rette pligt subjekt
Table of Provisions (6)
Statutory Text (6 Articles)
Strakspåbud om anvendelse af en teleskoplæsser, strakspåbud om instruktion og afgørelse om rette pligt subjekt
Arbejdstilsynet besøgte en byggeplads, hvor der blev opført en skole og konstaterede, at to beskæftigede befandt sig i en Maniscopic teleskoplæsser med kurv.
Personerne anvendte ikke line eller sele i liften, og de oplyste desuden, at de ikke var blevet instrueret forud for anvendelsen af teleskoplæsseren.
Virksomheden fik herefter strakspåbud om, at virksomheden skal sikre, at Maniscopic anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt samt strakspåbud om at sikre, at beskæftigede er instrueret forud for anvendelse af Maniscopic.
Virksomheden klagede over afgørelserne og klagede desuden over, at det var dem, Arbejdstilsynet havde truffet afgørelse over for, idet virksomheden mente, at der var tale om kontraktarbejde, hvor de beskæftigede arbejdede for en anden virksomhed.
Et enigt nævn fandt, at virksomheden var rette modtager af afgørelserne og fastholdt desuden begge strakspåbud.
I forhold til, om virksomheden var rette modtager lagde nævnet vægt på, at det er virksomheden, der har planlagt, tilrettelagt og ladet arbejdet med teleskoplæsseren udføre uden anvendelse af sele i liften og ført tilsyn hermed, uden at give de beskæftigede tilstrækkelig instruktion.
Nævnet lagde desuden vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget fik oplyst, at det er virksomheden, der stiller teleskoplæsseren til rådighed, ligesom det er virksomheden, der leverer materialer.
Det blev desuden oplyst, at det er virksomheden, der har sat de beskæftigede til at udføre arbejdet på det pågældende sted.
I forhold til strakspåbuddet om teleskoplæsseren lagde nævnet vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede, at to beskæftigede, som virksomheden havde sat til at arbejde i en teleskoplæsser med kurv arbejdede i 7 meters højde uden at anvende line eller sele i liften.
I forhold til strakspåbuddet om instruktion lagde nævnet blandt andet vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget konstaterede, at to beskæftigede, som virksomheden havde sat i arbejde og som befandt sig i teleskoplæsseren oplyste til Arbejdstilsynet, at de ikke forud for anvendelsen af teleskoplæsseren, var blevet instrueret i brug, herunder i anvendelse af sikkerhedsudstyr.
[Adressat udeladt]
Arbejdsmiljøklagenævnet har på møde den 28. januar 2014 behandlet [Navn udeladt]s klage over Arbejdstilsynets afgørelse af 26. november 2012.
Ved afgørelsen blev der afgivet strakspåbud om, at virksomheden skal sikre, at Maniscopic anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Ved afgørelsen blev der endvidere afgivet strakspåbud om, at virksomheden skal sikre, at beskæftigede er instrueret forud for anvendelse af Maniscopic.
Arbejdsmiljøklagenævnet har desuden behandlet spørgsmålet om, hvorvidt [Navn udeladt] er rette modtager af Arbejdstilsynets afgørelser.
Nævnet traf følgende
A F G Ø R E L S E R
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [Navn udeladt] er rette modtager af Arbejdstilsynets afgørelser.
Arbejdsmiljøklagenævnet fasholder Arbejdstilsynets strakspåbud om, at virksomheden skulle sikre, at Maniscopic anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Arbejdsmiljøklagenævnet fasholder Arbejdstilsynets strakspåbud om, at virksomheden skulle sikre, at beskæftigede er instrueret forud for anvendelse af Maniscopic.
B E G R U N D E L S E
Rette modtager af afgørelserne
Arbejdsmiljøklagenævnet finder, at [Navn udeladt] er rette modtager af afgørelserne.
Nævnet lægger herved vægt på, at det er [Navn udeladt], der har planlagt, tilrettelagt og ladet arbejdet med teleskoplæsseren udføre uden anvendelse af sele i liften og ført tilsyn hermed, uden at give de beskæftigede tilstrækkelig instruktion.
Nævnet lægger desuden vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 21. november 2012 fik oplyst, at det er [Navn udeladt], der stiller Maniscopic teleskoplæsseren til rådighed, ligesom det er [Navn udeladt], der leverer materialer.
Det blev desuden oplyst, at det er [Navn udeladt], der har sat de beskæftigede til at udføre arbejdet på det pågældende sted.
Nævnet lægger til grund, at Arbejdstilsynet telefonisk af arbejdslederen fra [Navn udeladt] fik oplyst, at virksomheden har lejet de beskæftigede ud til [Navn udeladt], og at [Navn udeladt] flytter dem rundt mellem opgaver, som [Navn udeladt] ingen indflydelse har på, hvor foregår, hvorfor virksomheden ikke er vidende om, hvad de beskæftigede laver i løbet af dagen.
Klagers bemærkninger
[Navn udeladt] har i klagen anført, at det er virksomhedens opfattelse, at der er tale om kontraktarbejde, og at påbuddene dermed er afgivet til den forkerte virksomhed.
Nævnet skal hertil bemærke, at det efter reglerne i arbejdsmiljøloven ikke er afgørende, om der er indgået en kontrakt på det pågældende arbejde, der blev udført på tidspunktet for Arbejdstilsynets tilsynsbesøg.
Det afgørende er efter reglerne, hvem der planlægger, tilrettelægger og faktisk lader arbejdet udføre med deraf pligt til at give instruktion og føre tilsyn.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
Strakspåbud, Maniscopic
Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 21. november 2012 konstaterede, at to beskæftigede, som [Navn udeladt] havde sat til at arbejde i en Maniscopic teleskoplæsser med kurv arbejdede i 7 meters højde uden at anvende line eller sele i liften.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler, at maskiner og personlige værnemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Det fremgår af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde.
Det fremgår desuden af reglerne om anvendelse af tekniske hjælpemidler, at sikringsdele eller andet beskyttelsesudstyr skal anvendes efter hensigten, og foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger skal iagttages.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
Strakspåbud, instruktion
Nævnet lægger vægt på, at Arbejdstilsynet ved tilsynsbesøget den 21. november 2012 konstaterede, at to beskæftigede, som [Navn udeladt] havde sat i arbejde og som befandt sig i Maniscopic teleskoplæsseren på byggepladsen [Navn udeladt] oplyste til Arbejdstilsynet, at de ikke forud for anvendelsen af Maniscopic teleskoplæsseren, var blevet instrueret i brug, herunder i anvendelse af sikkerhedsudstyr.
Nævnet lægger endvidere vægt på, at ledelsesrepræsentanten fra [Navn udeladt] har oplyst til Arbejdstilsynet, at han ikke havde nogen indflydelse på, hvornår de ansatte udførte, hvilke arbejdsopgaver for [Navn udeladt] eller hvor på byggepladsen de ansatte udførte deres arbejde, idet [Navn udeladt] flyttede de ansatte rundt mellem forskellige arbejdsopgaver.
Nævnet lægger til grund for afgørelsen, at ledelsesrepræsentanten fra [Navn udeladt] til Arbejdstilsynet har oplyst, at arbejdet blev betragtet som kontraktarbejde, og at han ikke anså, at [Navn udeladt] var at betragte som arbejdsgiver for de pågældende beskæftigede.
Nævnet skal hertil bemærke, at det forhold, at arbejdet blev betragtet som kontraktarbejde, ikke indebærer, at [Navn udeladt] optræder som arbejdsgiver i forhold til det arbejde, som [Navn udeladt] havde sat de beskæftigede i gang med, når [Navn udeladt] faktisk udøver de fleste og væsentligste arbejdsgiverbeføjelser i forhold til udførelsen af det beskrevne arbejde.
Det fremgår af arbejdsmiljølovens regler, at arbejdsgiveren skal sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde.
Det fremgår af reglerne om arbejdets udførelse, at en virksomhed, der beskæftiger personer, hvis arbejdskraft er udlejet til den eller på anden måde stillet til rådighed for den af en fremmed virksomhed, har pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens regler.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelse er truffet af et enigt nævn.
R E G L E R
Ved afgørelsen er anvendt følgende regler
Om Arbejdstilsynets hjemmel til at afgive strakspåbud
Om tekniske hjælpemidler
Om instruktion
Reglerne kan læses på de følgende sider.
OPLYSNINGERNE I SAGEN
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som klagenævnet har modtaget fra Arbejdstilsynet.
På klagenævnets vegne
[Navn udeladt]
[Stilling udeladt]
Kopi til
[Adressat udeladt]
[Adressat udeladt]
Regler
Lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
…
Kapitel 4
Almindelige pligter
Arbejdsgiveren
…
§ 17.
Arbejdsgiveren skal gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde.
Stk. 2.
Arbejdsgiveren skal endvidere sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde.
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1 og 2.
…
Kapitel 5
Arbejdets udførelse
§ 38.
Arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.
Stk. 2.
Anerkendte normer eller standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
Kapitel 7
Tekniske hjælpemidler m.v.
§ 45.
Maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber, byggevarer, andre tekniske hjælpemidler og personlige værnemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.
Stk. 2.
Anerkendte normer og standarder, som har sikkerheds- eller sundhedsmæssig betydning, skal følges.
Kapitel 13
Arbejdstilsynet
…
§ 77.
Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og kan herunder påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Stk. 2.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004 om arbejdets udførelse
…
Kapitel 4
Oplæring og instruktion
…
§ 21.
En virksomhed, der beskæftiger personer, hvis arbejdskraft er udlejet til den eller på anden måde stillet til rådighed for den af en fremmed virksomhed, har pligt til at sørge for, at arbejdet planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt og i overensstemmelse med arbejdsmiljølovgivningens regler.
…
Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992 om anvendelse af tekniske hjælpemidler
…
Kapitel 2
Almindelige bestemmelser
§ 4.
Anvendelse af tekniske hjælpemidler skal ske på en sikkerheds- og sundhedsmæssig fuldt forsvarlig måde.
§ 9.
Et teknisk hjælpemiddel må kun anvendes til de arbejdsfunktioner og under de betingelser, det er egnet til, så begrænsninger, der følger heraf, ikke overskrides til fare for sikkerhed eller sundhed.
Stk. 2.
Sikringsdele eller andet beskyttelsesudstyr skal anvendes efter hensigten, og foreskrevne sikkerhedsforanstaltninger skal iagttages.
○
§ 77, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
○
§ 45, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
○
§ 4 og § 9, stk. 2, i bekendtgørelse om anvendelse af tekniske hjælpemidler, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1109 af 15. december 1992.
○
§ 17, stk. 1 og stk. 2 og § 38, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø, jf. Beskæftigelsesministeriets lovbekendtgørelse nr. 1072 af 7. september 2010.
○
§ 21, i bekendtgørelse om arbejdet udførelse, jf. Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 559 af 17. juni 2004.