Ferieoverenskomst i optjeningsåret
Statutory Text (3 Articles)
Ferieoverenskomst i optjeningsåret
Resumé
Ferieoverenskomst i optjeningsåret
Lønmodtageren havde i 2005 optjent ret til 25 dages ferie til afholdelse fra 1. maj 2006 til 30. april 2007.
Lønmodtageren blev sagt op til fratrædelse den 1. maj 2006.
Hun var da sygemeldt frem til 15. maj 2006.
Den 16. maj 2006 gik hun på børnepasningsorlov, som var planlagt til at slutte den 11. februar 2007.
Imidlertid fik hun arbejde den 19. januar 2007 på deltid.
Hun havde fra 19. januar 2007 fået supplerende dagpenge.
Hun havde siden holdt 1 uges ferie, dvs. hun havde endnu 20 dages ferie og feriegodtgørelse til gode.
Lønmodtageren mente, at hun havde været afskåret fra at holde ferie på grund af børnepasningsorlov og senere nyt arbejde.
Arbejdsdirektoratet havde lagt til grund for afgørelsen, at lønmodtageren ikke var omfattet af en kollektiv overenskomst om feriehindring på feriehindringstidspunktet.
Lønmodtageren oplyste imidlertid, at hun havde været omfattet af Industriens overenskomst..
Overenskomsten var indgået med Dansk Industri og CO-industri.
Overenskomsten for perioden 2004-2007 indeholdt bestemmelser om feriehindringer.
Arbejdsmarkedets Ankenævn fandt, at hverken Arbejdsdirektoratet eller nævnet havde kompetence til at træffe afgørelse i sagen, fordi lønmodtageren havde optjent ferien.
Arbejdsmarkedets Ankenævn annullerede derfor Arbejdsdirektoratets afgørelse og henviste lønmodtageren til det fagretlige system.
Dato 23. august 2007
[Navn udeladt]
Ankenævnet har behandlet Deres klage på møde den 22. august 2007.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
Arbejdsdirektoratet og Arbejdsmarkedets Ankenævn har ikke kompetence til at behandle sagen.
Ankenævnet annullerer således direktoratets afgørelse af 9. marts 2007.
Nævnet må i stedet henvise Dem til at rejse sagen i det fagretlige system.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at De under Deres ansættelse hos [virksomhedens navn udeladt] til 1. maj 2005 var omfattet af ”Industriens Overenskomst”, som er indgået mellem CO-industri og Dansk Industri.
Overenskomstens § 39, stk. 5, litra d omfatter feriehindringer.
Arbejdsdirektoratet og efterfølgende Arbejdsmarkedets Ankenævn træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb kan få feriegodtgørelse udbetalt, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret i kollektiv overenskomst.
Ankenævnet lægger vægt på, at De optjente ferien under Deres ansættelse hos [virksomhedens navn udeladt], og at De dér var omfattet af en ferieaftale, som også omhandler feriehindringer.
Ankenævnet henviser til § 38 og § 44, stk. 2, i ferieloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter som ankenævnet har modtaget fra direktoratet samt Deres oplysninger den 21. juni 2007.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsdirektoratet, Stormgade 10, Postboks 1103, 1009 København K
Regler
Ferielov, jf. lovbekendtgørelse nr. 407 af 28. maj 2004
…
Kapitel 6
Forældelse og modregning
…
§ 38.
Hvis en lønmodtager på grund af særlige forhold er afskåret fra at holde ferien inden ferieperiodens eller ferieårets udløb, udbetales feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg til lønmodtageren.
…
Kapitel 8
Kompetence og klageadgang
§ 44.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse i tvister mellem en arbejdsgiver og en lønmodtager om optjening, afholdelse og ret til ferie og feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg, indbetaling og udbetaling af feriegodtgørelse m.v., herunder ved ferieårets udløb efter §§ 34 a eller 34 b, og modregning efter § 39, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst, jf. dog stk. 5.
Stk. 2.
Direktøren for Arbejdsdirektoratet træffer afgørelse om, hvorvidt en lønmodtager, der er afskåret fra at holde ferie inden ferieårets udløb, jf. § 38, kan få feriegodtgørelse, løn under ferie eller ferietillæg udbetalt, medmindre der er tale om forhold, der er reguleret ved kollektiv overenskomst.