Ret til supplerende dagpenge ophørt, 52 uger inden for 72 uger, ikke vejledt om ophør, indrettelsessynspunkt, ikke trække ansøgning om dagpenge tilbage
Table of Provisions (11)
Statutory Text (11 Articles)
Ret til supplerende dagpenge ophørt, 52 uger inden for 72 uger, ikke vejledt om ophør, indrettelsessynspunkt, ikke trække ansøgning om dagpenge tilbage
Resumé
Et medlem modtog supplerende dagpenge.
A-kassen undlod i god tid forinden at give medlemmet besked om, at hun fra den 28. november 2005 ikke havde ret til supplerende dagpenge.
Medlemmet havde da modtaget dagpenge i 52 uger inden for 70 uger.
Medlemmet fik først besked den 19. januar 2006.
A-kassen traf afgørelse om, at medlemmet indtil den 21. januar 2006 havde ret til dagpenge.
I den følgende periode indtil den 1. marts 2006 indrømmede a-kassen erstatning, svarende til de supplerende dagpenge hun kunne have fået.
Medlemmet ønskede at a-kassen skulle se bort fra hendes ansøgning om dagpenge i uge 47/05, idet hendes ret til supplerende dagpenge ikke ville være udløbet, hvis hun ikke havde fået dagpenge for uge 47/05.
A-kassen gav afslag på, at medlemmet kunne tilbagekalde sin ansøgning om dagpenge i uge 47/05.
Medlemmet klagede til direktoratet.
Direktoratet traf afgørelse om, at medlemmet ikke havde ret til supplerende dagpenge fra den 28. november 2005, og at hun ikke kunne blive stillet som om hun ikke havde anmodet om og fået udbetalt dagpenge for uge 47/05.
For så vidt angik a-kassens erstatning oplyste direktoratet, at det ikke var udbetaling af dagpenge, og direktoratet havde derfor ikke mulighed for at vurdere erstatningens størrelse.
Medlemmet klagede til ankenævnet, og anførte bl.a., at hun burde stilles som om, hun ikke havde mistet retten til supplerende dagpenge.
Ankenævnet traf afgørelse om, at medlemmet havde ret til at modtage supplerende dagpenge indtil den 20. januar 2006.
Nævnet lagde bl.a. vægt på, at hun først ved brev af 19. januar 2006 fra a-kassen blev orienteret om, at retten til supplerende dagpenge var udløbet.
Medlemmet havde således med rette indrettet sig på, at hun fortsat havde ret til supplerende dagpenge.
Ankenævnet fandt endvidere ikke at medlemmet kunne trække ansøgningen om supplerende dagpenge for uge 47/05.
Det var herved nævnets opfattelse, at det ikke var muligt med sikkerhed at sige, at det var det valg, hun ville have truffet, hvis hun i god tid før dagpengerettens ophør var blevet gjort bekendt med ophøret.
Ankenævnet ændrede således delvist direktoratets afgørelse.
Ankenævnet har behandlet forbundets klage på møde den 28. juni 2007.
Nævnet traf denne
A F G Ø R E L S E
XX har ret til at modtage supplerende dagpenge indtil den 20. januar 2006.
Ankenævnet ændrer således Arbejdsdirektoratets afgørelse af den 21. august 2006.
B E G R U N D E L S E
Ankenævnet har lagt til grund, at
Et medlem har ret til supplerende dagpenge i sammenlagt 52 uger inden for 70 uger.
Af bekendtgørelsen om en a-kasses pligt til at vejlede fremgår det, at a-kassen i god tid, før den begrænsede periode med ret til supplerende dagpenge udløber, skal informere medlemmet herom.
Det er ankenævnets opfattelse, at XX har ret til supplerende dagpenge indtil den 20. januar 2006.
Ankenævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at XX den 19. januar 2006 telefonisk modtog oplysninger om, at hendes ret til supplerende dagpenge var udløbet, og at a-kassen samme dag skriftligt traf afgørelse om, at retten var udløbet.
Ankenævnet finder som udgangspunkt, at XX ikke kan få en bedre ret end der står i loven.
Efter praksis finder Ankenævnet imidlertid, at XX kan modtage dagpenge, indtil hun fik besked om ophøret af retten til supplerende dagpenge.
A-kassen sendte afgørelse om ophør den 19. januar 2006.
Ankenævnet har herved lagt vægt på, at a-kassen var forpligtet til i god tid før udløbet af retten til supplerende at informere XX herom, og at a-kassen således burde have informeret hende inden den 28. november 2005.
Ankenævnet finder det ikke tilstrækkeligt, at XX tidligere var blevet orienteret om, at hun havde ret til supplerende dagpenge i 52 uger inden for 70 uger.
Ankenævnet har videre lagt vægt på, at der er tale om en forholdsvis kort periode mellem den 28. november 2005 og den 19. januar 2006, hvor XX med rette må have indrettet sig på, at hun fortsat havde ret til supplerende dagpenge.
XX har således ret til at modtage supplerende dagpenge indtil den 20. januar 2006.
Ankenævnet har noteret sig, at a-kassen har meddelt XX, at kassen vil erstatte det tab, der svarer til de supplerende dagpenge, som hun ville have modtaget indtil den 1. marts 2006.
Ankenævnet er enig med direktoratet i, at eventuelle tvister angående denne erstatning henhører under de civile domstole.
Ankenævnet finder grundlag for at kritisere a-kassen for ikke i god tid før den 28. november 2005 at have orienteret X om udløbet af hendes ret til supplerende dagpenge.
–
XX den 28. november 2005 havde modtaget supplerende dagpenge i 52 uger inden for 70 uger,
–
XX har oplyst, at hun var orienteret om, at hun havde ret til at modtage supplerende dagpenge i 52 uger inden for 70 uger, og at hun ville blive orienteret om udløbet i god tid,
–
a-kassen har ikke i god tid forud for udløbet af XX’s ret til supplerende dagpenge konkret orienteret hende om, hvornår retten udløb,
–
XX telefonisk den 19. januar 2006 af FTF-A blev orienteret om, at hendes ret til supplerende dagpenge var udløbet den 28. november 2005,
–
a-kassen samme dag sendte afgørelse til XX om, at udbetalingen af supplerende dagpenge var standset med virkning fra mandag den 28. november 2005,
–
XX anmodede om ikke at få dagpenge for uge 47, og a-kassen afviste denne anmodning, idet dagpengene for uge 47 allerede var udbetalt.
R E G L E R
Ankenævnet henviser til
–
§ 60, stk. 1 og § 65, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005,
–
§ 5, stk. 1 og § 19, i Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
B E M Æ R K N I N G E R T I L D E R E S K L A G E
Forbundet har i klagen anført, at XX på grund af a-kassens manglende vejledning bør stilles som om, hun ikke havde mistet retten til supplerende dagpenge.
Ved den manglende vejledning har XX mistet retten til at fravælge supplerende dagpenge i en periode, og dermed gemme retten til senere brug.
Uanset at XX, da hun får at vide, at retten til supplerende dagpenge er opbrugt, oplyser at hun gerne vil ”trække” sin ansøgning om supplerende dagpenge for den sidste uge, uge 47 i 2005 ”tilbage”, så er det efter ankenævnets opfattelse ikke muligt med sikkerhed at sige, at det var det valg, hun ville have truffet, hvis hun i god tid før dagpengerettens ophør var gjort bekendt med ophøret.
Ankenævnet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for efterfølgende at give XX mulighed for at trække ansøgningen.
O P L Y S N I N G E R N E I S A G E N
Sagen er afgjort på grundlag af de akter, som ankenævnet har modtaget fra direktoratet.
På ankenævnets vegne
De kan læse om afgørelsens retlige grundlag på de følgende sider.
Kopi til
Arbejdsdirektoratet,
A-kasse
Regler
Lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005
§ 60.
Når et medlem, der arbejder i et ansættelsesforhold med et opsigelsesvarsel, har fået udbetalt nedsatte dagpenge i sammenlagt 52 uger inden for 70 uger, bortfalder retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet har haft 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.
Der anses for at være et opsigelsesvarsel i alle ansættelsesforhold, hvor der i henhold til lov, kollektiv overenskomst eller aftale generelt er fastsat et opsigelsesvarsel fra den ansattes side.
Dette gælder, uanset om det i det konkrete ansættelsesforhold er aftalt, at opsigelsesvarslet ikke skal gælde.
…
§ 65.
Arbejdsløshedskassen skal vejlede medlemmet om de rettigheder og pligter, der følger af lovens kapitel 7-16, samt om medlemmets rettigheder og pligter i øvrigt efter arbejdsmarkedslovgivningen.
…
Arbejdsdirektoratets bekendtgørelse nr. 481 af 10. juni 2003 om en a-kasses pligt til at vejlede mv.
§ 5.
En a-kasse skal altid give det enkelte medlem individuel og personlig vejledning, hvis medlemmet har særligt behov herfor.
…
Supplerende dagpenge
§ 19.
Når en a-kasse bliver bekendt med, at et ledigt medlem begynder arbejde på nedsat tid og er omfattet af et opsigelsesvarsel, skal den vejlede medlemmet om betingelserne for at få supplerende dagpenge.
Stk. 2.
A-kassen skal i god tid, før den begrænsede periode med ret til supplerende dagpenge udløber, informere medlemmet herom.