Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-552
Statutory Text (3 Articles)
Pressenævnets kendelse i sag 2007-6-552
Resumé
2 klagere – en person og en virksomhed – klagede over en udsendelse på TV 2.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
Pressenævnet finder, at TV 2 i overensstemmelse med den almindelige ret for redaktøren til at redigere er berettiget til at beslutte, hvad man bringer i mediet – herunder sammenfatte det fra klager modtagne materiale.
Nævnet finder videre, at det af udsagnet ”[K1] afviser anklagerne” og af uddraget fra klagers materiale fremgår, at klager ikke er enig i oplysningerne i udsendelsen.
Nævnet udtaler ikke kritik af det bragte.
[K1] og [K2] har ved [K1] klaget til Pressenævnet over en udsendelse i TV 2 den 8. april (rettelig den 9. april) 2007, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
1.
Sagsfremstilling
TV 2 sendte den 9. april 2007, kl. 19.00 ”Nyhederne” med bl.a. indslaget ”Trusler fra flyttemand” .
Af indslaget fremgår følgende
” Studievært
Alle og enhver kan starte som flyttemand her i Danmark, men nu vil Forbrugerrådet have strammet de regler efter flere sager, hvor folk er blevet opkrævet helt urimelige summer og endda modtaget trusler fra flyttemænd.
Det er sket for [A], som De skal møde her.
Speak
Møblerne i denne stue er ikke [A]s egne.
De står nemlig alle sammen i Spanien.
Da hun i efteråret skulle have flyttet sine ejendele til Danmark, fandt hun ellers det billigste tilbud på Internettet.
[A], førtidspensionist
Mellem 7.700 og 8.000 kroner ville en flytning fra Spanien til Danmark kunne koste.
Speak
Men da møblerne var blevet hentet, steg prisen pludselig til 8.700 euro, eller lidt under 65.000 danske kroner.
Pengene vil [A] ikke betale, så møblerne har hun ikke fået endnu, men hun har modtaget flere ubehagelige opkald fra flyttemand [K1].
[A]
Han truer mig jo med at sige, at han ved, hvor jeg bor.
Kalder mig en led møgkælling.
Speak
[A] er bange og har taget en stor konsekvens.
[A]
Nu bor jeg et sted, som ingen ved, hvor er.
Jeg har simpelthen ikke psyke til at være i mit eget hjem mere.
Speak
[K1] afviser anklagerne [af skærmbilledet fremgår teksten ”telefax, [K1]”]
”Mediernes massive hetz er et forsøg på at gøre en løgn til sandhed ved at gentage og manipulere løgnene og dermed få løgnen til at blive til sandheden.” Faktum er dog, at [K1] i 2004 ved Østre Landsret blev dømt til at betale ni kunder tilbage.
Forbrugerklagenævnet har gennem årene modtaget stakkevis af klager over ham.
Nu har Forbrugerrådet fået nok.
Benedicte Federspiel, chefkonsulent, Forbrugerrådet
Man kunne overveje en autorisationsordning, sådan så, at den, der har andre folks ting i varetægt, skal have en autorisation.
Speak
Et andet forslag lyder
Benedicte Federspiel
Den anden ting man kunne gøre, det som er mere generelt, det var, at man kunne indføre en regel, hvor man kunne fradømme folk at drive næring, og det er selvfølgelig ret indgribende, og det, kunne man så forestille sig, kun var for en kortere årrække måske.
Men det ville også være så generelt, at man kunne bruge det på andre områder end flyttebranchen.
Speak
Dansk Møbeltransport Forening er indstillet på at gøre noget ved problemerne.
Niels Justesen, formand, Dansk Møbeltransport Forening
Når jeg gang på gang bliver konfronteret med, at vi har flyttefirmaer i Danmark, som på det grimmeste misrøgter deres kunder, så kunne man fristes til, at der var en form for autorisation.
…
Studievært
Og TV 2’s forbrugerprogram Basta på torsdag – altså om 4 dage – har flere eksempler på det, de kalder brodne kar i flyttebranchen.”
2.
Parternes synspunkter
[K1] har anført, at han fremsendte en omfattende forklaring vedrørende 2 sager, herunder [A]s flytning.
I udsendelsen refererer TV 2 kun én linie af det fremsendte materiale.
[K1] har videre anført, at han hverken har udført noget arbejde for [A], faktureret eller modtaget betaling fra hende.
[A] har handlet med to andre firmaer, som klager ikke har noget at gøre med.
TV 2 har indledningsvis anført, at mediet valgte at udsende konkrete nyhedsindslag, fordi en række personer havde oplevet, at en aftale med klagers flyttefirma havde haft store menneskelige og økonomiske konsekvenser.
Der verserer løbende sager om klagers flyttefirma ved både Forbrugerrådet, Forbrugerklagenævnet og de civile domstole, men trods antallet og karakteren af klagersager findes der ikke i Danmark en autorisationsordning, der kan sikre, at uheldige situationer med et flyttefirma ikke gentager sig.
På baggrund af førnævnte er det samfundsmæssigt relevant at bringe nyhedsindslaget.
TV 2 har videre anført, at mediet utallige gange forsøgte at komme i kontakt med klager, men forgæves.
Enhver form for invitation til at deltage i et interview blev afvist.
Det fra klager modtagne materiale var ikke udarbejdet med henblik på det konkrete TV 2-indslag, men derimod primært til brug for imødegåelse af en artikel i et andet medie, hvorfor materialet kun har været relevant at anvende i begrænset omfang.
Endvidere har TV 2 anført, at mediet har redaktionel frihed i relation til tilrettelæggelsen af et indslag, hvorfor der ikke med rette kan fremsættes krav om, at en skriftlig redegørelse i sit hele skal indgå i et indslag.
TV 2 har vurderet, at klagers afvisning af at have indgået aftale om flytning med [A] ikke er korrekt.
[A] har fremlagt bilag vedrørende aftalen.
Efterfølgende opstod der diskussion om, hvilke flyttemænd der i virkeligheden afhentede [A]s møbler, men det væsentlige i sagen var, at der var indgået en aftale mellem parterne.
Formanden for Dansk Møbeltransport, Niels Justesen, udtaler i indslaget, at klager er blevet udelukket af foreningen, hvilket understøtter [A]s historie.
3.
Pressenævnets begrundelse og afgørelse
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget
Axel Kierkegaard, Jan Kristensen, Ulrik Holmstrup og Ole Askvig.
Pressenævnet finder, at TV 2 i overensstemmelse med den almindelige ret for redaktøren til at redigere er berettiget til at beslutte, hvad man bringer i mediet – herunder sammenfatte det fra klager modtagne materiale.
Nævnet finder videre, at det af udsagnet ” [K1] afviser anklagerne” og af uddraget fra klagers materiale fremgår, at klager ikke er enig i oplysningerne i udsendelsen.
Nævnet udtaler ikke kritik af det bragte.
Afgjort den 18. september 2007.