Legislator Case Law & Legislation
X20030916001 DK

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

3 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (3 Articles)

Afgørelse 2003 9160 Valid

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører AB 92 §§ 45 og 35, stk. 2.

I anledning af, at der mellem klageren som bygherre, indklagede som totalentreprenør og adciterede som gulventreprenør er opstået tvist om ansvaret for påståede mangler ved gulvbelægning, er der i medfør af ”Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter” nedsat en voldgiftsret bestående af murermester, ingeniør M.IDA Kaj Buch Andersen, direktør, akademiingeniør Jørgen Therkelsen og landsdommer Fritse Hove med sidstnævnte som formand.

Klageren har påstået indklagede tilpligtet at betale 445.575,24 kr. med procesrenter fra den 23. marts 2001.

Indklagede har over for klageren påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb og har påstået denne tilpligtet at betale 126.650 kr. med procesrenter fra den 15. januar 2000.

Indklagede har over for adciterede nedlagt påstand om, at denne tilpligtes at friholde indklagede (adcitanten) for ethvert beløb, inklusive renter og omkostninger, som adcitanten måtte blive tilpligtet at betale klageren.

Adciterede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb, og har påstået adcitanten tilpligtet at betale 84.375,00 kr. med procesrenter fra den 31. august 1999.

Sagens nærmere omstændigheder er i korthed følgende

Efter afholdelse af licitation blev indklagede i 1997 antaget som totalentreprenør til at udføre om- og tilbygning af klagerens ejendom, for en samlet sum på 12.974.000 kr.

Inden licitationen blev der afholdt et projektmøde med adciterede med henblik på at afklare, om belægning af adciteredes mærke var egnet til udlægning på det eksisterende gulv. Adciterede udtog prøver af gulvet, hvorefter man anbefalede gulvbelægningen. Direktøren for klagers virksomhed besigtigede et referencegulv.

Indklagede antog adciterede til at udføre gulvbelægningen for 157.350 kr.

Det fremgår af ordrebekræftelsen, at der er tale om et areal på 960 kvadratmeter, og at arbejdet bl.a. omfatter levering og udlægning af belægning af adciteredes mærke med en lagtykkelse på 5 – 8 mm, at AB 92 er gældende for tilbuddet, og at ”der tages forbehold for revnegennemslag i belægninger, hvis de skyldes bevægelser i underbeton, samt olieforurening i underbeton”.

Det fremgår af en række byggemødereferater, at klagerens rådgiver fandt gulvet uacceptabelt.

Af et referat af et projektmøde den 11. august 1998, hvori deltog repræsentanter for parterne, fremgår følgende

”Pkt. 1

Udførelsesforløb

Afrensning af gammel betonoverflade påbegyndtes 21.06.98. Efter vanding af betonoverfladen påbegyndtes udlægning af belægningen af adciteredes mærke 26.06.98.

Denne belægning var ikke acceptabel, og der blev afholdt møde på stedet for afklaring af problemet.

DETTE MØDE BLEV AFHOLDT UDEN ADVIS OG DELTAGELSE AF RÅDGIVER.

En prøve på en reparation blev udført for udtalelse. På efterfølgende byggemøde 02.07.98 blev såvel gulvoverfladen som reparationen kasseret af rådgiver!

Mellem rådgiver og adciterede blev der 06.07.98 opnået enighed om at omlægge yderste ca. 25 % i hal 1. Sammenskæringer mellem ny og gammel belægning skulle udføres meget præcist og uden ekstra fugning.

De af klager opstillede reoler skulle fjernes og støvvæg mod resterende butiksområde etableres. Dette reparationsarbejde blev påbegyndt.

Den udførte reparation var om mulig endnu mere mangelfuld end den oprindelige gulvbelægning

· Mange pin-holes

· Spor efter pigruller

· Sammenskæring mod oprindelig belægning ujævn og upræcis.

· Store partielle ujævnheder, specielt ved konvektorgrave og søjler ved butiksfacaden.

Nyt møde mellem entreprenør-rådgiver og klager

· Af bl.a. tidsmæssige årsager var bygherren tvunget til at acceptere en reparation af reparationen!!

· Sammenskæringen skulle fræses op og en udfugning (ca. 10 cm bred) udføres af epoxygulvbelægningsmateriale.

· Pin-holes repareres/udfyldes.

· Spor efter pigrulle repareres/udfyldes.

· Omkring konvektorgrave monteres alu-skinne og konvektorriste monteres i niveau med alu-skinner.

· Hele butiksgulvet afvaskes i hedt vand for afrensning af voks. Afvaskningen udføres i flere etaper.

· Strålerør fra brandslange retableres.

Pkt. 2

Diverse reparationer er nu udført. Belægningen opfylder stadig ikke kriterierne opstillet for projektet og angivet i leverandørens brochuremateriale, men belægningen er nødtvungent accepteret, idet det er af vital betydning for klager at flere forsinkelser ikke kan udskyde åbningen af butikken og yderligere ”forsøg” på reparation ikke er særlig tillidsvækkende!

Pkt. 3

Adciterede udreder en dekort, stor kr. 40.000,- direkte til klager til dækning af ulemperne nævnt i pkt. 2 samt dækning af ekstra udgifter til rådgiver samt butiksindretningspersonalet.

Det forudsættes at gulvets tekniske egenskaber, trykstyrke m.m. opfylder de tekniske specifikationer i henhold til adciteredes brochuremateriale.”

Da der efterfølgende fremkom langs- og tværgående revner i belægningen, blev der efter klagerens anmodning afholdt syn og skøn i medfør af AB 92 § 45. Som skønsmand blev udpeget en ingeniør, som afgav erklæring den 14. november 2000.

Af skønserklæringen fremgår bl.a.,

at Målinger af lagtykkelsen i 5 udtagne prøver viser, at kun 1 prøve opfylder lagtykkelseskravet på 5 – 8 mm, 1 måling viser 5 – 9 mm og 3 øvrige viser 2 – 3 mm,

at der ikke er udført fuger i laget af adciteredes mærke over eksisterende revner/fuger i det underliggende betongulv,

at overfladen æstetisk ikke lever op til de forventninger, man kan stille hertil i henhold til brochurematerialet,

at der kan konstateres følgende fejl og mangler ved udlægningen

· tykkelsen varierer ned til 2 mm,

· fuger er ikke ført gennem T2 laget,

· der er partielt store ujævnheder i gulvet,

· der er mange pin-holes i gulvet,

· partielt mangler der finish af overfladen,

· der er store farveforskelle og store forskelle i gulvoverfladens glathed,

at der er konstateret langs- og tværgående revnedannelser ca. 1 – 2 mm tykke, følgende den underliggende bærende konstruktion i betongulvet,

at denne type revner forekommer i forbindelse med bevægelse i underliggende betongulve,

at denne type revner – med henvisning til brochurematerialet – kunne være undgået og derfor ikke kan betegnes som uundgåelige konstruktionsrevner,

at det vil koste ca. 280.000 kr. excl. moms at udskifte gulvet plus omkostninger til fjernelse og genopstilling af inventar, 150.000 kr. excl. moms,

at revnerne isoleret set vil kunne udbedres for 20-25.000 kr. excl. moms, men at ”den rigtigste løsning, dels af æstetiske grunde, og dels af hensyn til laget af adciteredes mærkes tykkelse m.v.” er en udskiftning af gulvet.

Af adciteredes brochuremateriale vedrørende dennes gulvprodukter fremgår, at det gulvprodukt der er brugt i klagers ejendom har en lagtykkelse på 5 – 8 mm. Om fugeløsninger hedder det i brochuren

”Adciteredes toplagsprodukter har ikke noget særskilt behov for fuger. Som hovedregel skal fuger, der forefindes i underbetonen, føres igennem toplaget. De eneste situationer, hvor der kan udføres fugefri gulve på trods af fuger i underbetonen er, hvor der er tale om fuldt afhærdet beton og stabile forhold uden bevægelse i underbetonen, eller hvor eventuelle revnegennemslag kan accepteres. Evt. fuger må tidligst skæres i toplaget efter mindst 1 hærdedøgn.

Dilationsfuger er fuger, der anvendes til at sikre, at bevægelser i bygningsdele kan foregå uafhængigt af hinanden, hvilket vil sige, at de er gennemgående gennem hele konstruktionen. Ved store gulvflader kan det desuden være nødvendigt at indbygge dilationsfuger for at hindre, at gulvet opbygger spændinger imod omkringliggende vægge.”

Direktøren i klagers virksomhed har forklaret, at han på adciteredes salgschefs forslag besigtigede et referencegulv. Det så pænt og ensartet ud uden revnedannelser.

Det lokale, det drejer sig om, benyttes som butikslokale for håndværkere. Der er opstillet gondoler med varer og med gangarealer imellem. Det vil være meget omfattende arbejde at fjerne alt inventaret. Han synes, at revnerne har udviklet sig lidt, siden skønsmanden så gulvet.

Indklagede har bl.a. forklaret, at han ikke på forhånd kendte adciteredes produkter. Det stod i beskrivelsen, at disse skulle anvendes til gulvet. Han drøftede ikke forholdet i ordrebekræftelsen med adciterede. Gulvet bar tydeligt præg af, at det var udlagt i sektioner.

Salgschefen i adciteredes virksomhed har forklaret, at han drøftede spørgsmålet om, hvorvidt der skulle være fuger, med arkitekten. De blev enige om at løbe risikoen ved at undlade at lave fuger. Da der var tale om et gammelt gulv, hvor betonen var afhærdet, fandt han risikoen herved minimal. De begrænsede belastninger, gulvet ville blive udsat for, tilsagde heller ikke, at der skulle laves fuger. Han var ikke klar over, at der var tale om et pælefunderet gulv. Betonen var dækket med epoxy eller linoleum. Han så derfor ikke ”ternene” på gulvet. Det er sædvanligt, at adciterede tager forbehold som nævnt i ordrebekræftelsen, når der er tale om belægning af eksisterende undergulv. Den lagtykkelse på 5 – 8 mm, som er anført i brochurematerialet, er kun foreskrevet af hensyn til, at det skal være let at udlægge belægningen. Lagtykkelsen er uden betydning for holdbarheden.

Skønsmanden har vedrørende lagtykkelsen forklaret, at denne er uden betydning her og nu. Det er lettere at udlægge et lag af en vis tykkelse. Det er svært at sige, hvilken betydning det har, at lagtykkelsen er for lille. En tynd belægning bliver måske hurtigere slidt. Han har ikke konkret konstateret, at lagtykkelsen har givet problemer. Alt andet lige er et tyndt lag mere sårbart.

Han har ved sin besvarelse vedrørende de langs- og tværgående revner lagt vægt på, at det er foreskrevet i adciteredes lægningsvejledning, at der skal laves fuger. Der er en formodning for, at der er revner i et pælefunderet gulv, hvor pladerne hænger på bjælker. Det måtte også kunne konstateres rent visuelt, inden belægningen blev lagt ud. Der er betydelige buler i gulvbelægningen med niveauforskelle på op til 6 mm. Der er huller i belægningen på størrelse med en lillefinger. Der er også store farveforskelle.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at gulvet er mangelfuldt, idet der er langs- og tværgående revner og for ringe lagtykkelse, hvilke forhold nedsætter gulvets styrke og levetid, ligesom gulvet er vanskeligt at rengøre. Revnerne kan ikke betragtes som uundgåelige konstruktionsrevner, men kan henføres til, at adciterede ikke har fulgt egne anvisninger. Indklagede, der i forhold til klageren er ansvarlig herfor, bør derfor erstatte klageren det af skønsmanden opgjorte beløb til udbedring heraf. Udgifterne til flytning af inventaret er nært knyttet til udbedringen og må derfor anses for en direkte udbedringsomkostning. Den ydede dekort på 40.000 kr. vedrører kun æstetiske forhold og bør derfor ikke fratrækkes i erstatningsbeløbet.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at det ikke er godtgjort, at gulvet er behæftet med mangler ud over dem, som klageren allerede har modtaget kompensation for.

Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at en total omlægning er en uforholdsmæssig stor udgift. Offergrænsesynspunkter bør føre til, at der kun kan ydes et mindre afslag i entreprisesummen. Udgifterne til flytning af inventaret må anses for et indirekte tab, som ikke kan kræves erstattet.

Indklagede (adcitanten) har til støtte for sin påstand over for adciterede henvist til de anbringender, der er gjort gældende af klageren. Da det er adciterede, der har udført det mangelfulde gulv, bør adciterede friholde indklagede for alle de udgifter, indklagede måtte blive pålagt at betale. Adciteredes forbehold bør ikke føre til et andet resultat. Undergulvet fremstod som udstøbt i moduler, hvilket adciterede har kunnet se, senest da der var sket affræsning af den eksisterende overflade. Adciterede bør agere i overensstemmelse med sine egne anvisninger og bør ikke kunne undgå et ansvar ved at henvise til sit forbehold.

Adciterede har til støtte for sine påstande anført, at den omhandlede gulvbelægning ikke er behæftet med mangler i forhold til den mellem adcitanten og adciterede indgåede entrepriseaftale. Adciterede har herved henvist til, at der for så vidt angår gulvets udseende er handlet af ved betaling af en kompensation på 40.000 kr. For så vidt angår de langs- og tværgående revner har adciterede gjort gældende, at adciterede som følge af sit forbehold i ordrebekræftelsen er uden ansvar herfor. Indklagede, som var bekendt med, at der var tale om et pælefunderet gulv, fandt ingen anledning til at rejse spørgsmål vedrørende forbeholdet, ligesom bygherrens rådgiver tog risikoen.

For så vidt angår den manglende lagtykkelse har adciterede gjort gældende, at denne er uden betydning for gulvets holdbarhed. Skønsmanden har således ikke kunnet pege på, at tykkelsen konkret havde betydning.

Såfremt klageren kan kræve gulvet udbedret, bør det kun ske partielt, dels fordi offergrænsesynspunkter fører til dette, dels fordi klageren i forvejen havde accepteret et mindre pænt gulv.

Flytning af inventaret må anses for et indirekte tab, som ikke kan kræves erstattet.

Endelig bør en eventuel erstatning eller afslag nedsættes på grund af den ekstra levetid, som en hel eller delvis udbedring af gulvet vil medføre.

Voldgiftsrettens begrundelse og resultat

Det fremgår af den aftale, der den 11. august 1998 blev indgået mellem parterne, at klageren – efter at adciterede havde foretaget udbedringer af det udførte gulvarbejde – accepterede, at der fortsat var pin-holes, spor efter pighuller, ujævne sammenskæringer og ujævnheder i belægningen mod, at adciterede ydede en dekort på 40.000 kr. direkte til klageren.

Efter at klageren havde taget lokalerne i brug, fremkom nogle langs- og tværgående revner.

Disse revner er ifølge skønsmanden fremkommet som følge af, at der ikke er udført fuger i laget af adciteredes mærke over eksisterende revner/fuger i det underliggende betongulv. Da revnerne med henvisning til adciteredes brochuremateriale kunne være undgået, er der tale om en håndværksmæssig udførelsesfejl, som indklagede er ansvarlig for i relation til klageren. Voldgiftsretten finder endvidere, at det forhold, at lagets tykkelse ikke er 5 – 8 mm som foreskrevet, men varierer ned til 2 mm – og som må antages at have indflydelse på gulvets holdbarhed – er en håndværksmæssig fejl, som indklagede ligeledes hæfter for.

Selv om de langs- og tværgående revner isoleret set vil kunne udbedres uden en fuldstændig udskiftning af gulvet, og at klageren i et vist omfang har accepteret, at gulvets overflade var ujævn med pin-holes m.v., finder voldgiftsretten, at klageren både af æstetiske og af holdbarhedsmæssige grunde har krav på en fuldstændig udskiftning af gulvet. Voldgiftsretten finder ikke, at offergrænsesynspunkter kan føre til noget andet resultat.

Under hensyn til, at klageren får erstattet udgifterne til en fuldstændig udskiftning af laget af adciteredes mærke, bør der heri fratrækkes en skønsmæssig andel af det beløb, klageren modtog som kompensation for de æstetiske mangler, der blev konstateret inden afleveringen.

Da udgifterne til flytning af inventaret har en nær sammenhæng med udskiftningen af gulvet og derfor må anses for en påregnelig følgeudgift, finder voldgiftsretten ikke, at der er tale om en udgift, der er omfattet af den i AB 92, § 35, stk. 2, nævnte ansvarsbegrænsning. Indklagede skal derfor erstatte klageren de af skønsmanden anslåede udgifter til fjernelse og genopstilling af inventar.

Da gulvbelægningen ikke på noget tidspunkt har været kontraktsmæssig, er der ikke grundlag for at nedsætte erstatningen på grund forlænget levetid.

Erstatningen fastsættes herefter til 430.000 kr. med fradrag af 20.000 kr. eller 410.000 kr. med tillæg af moms, i alt 512.500 kr.

Da indklagede har et ubestridt tilgodehavende på 126.650 kr., udgør det beløb, indklagede skal betale til klageren 385.850 kr. med procesrenter fra den 23. marts 2001.

Forinden adciterede afgav tilbud, fik firmaet udleveret en arbejdstegning og havde lejlighed til at vurdere, om undergulvet var egnet til gulvbelægningen af adciteredes mærke. Klageren fik som referencegulv forevist et gulv, som fremtrådte jævnt og uden revnedannelser. Det fremgår af adciteredes brochuremateriale, at der som alt overvejende hovedregel skal udføres fuger i gulvbelægningen.

Voldgiftsretten finder, at adciterede som professionelt gulvbelægningsfirma, i hvert fald senest efter at den eksisterende belægning var fjernet, burde have opdaget, at der var tale om et undergulv, hvorpå det ikke ville være forsvarligt at udlægge belægning uden fuger.

Adciterede er derfor – uanset det tagne forbehold – erstatningsansvarlig for, at gulvbelægningen ikke er udført korrekt. Som følge heraf skal adciterede friholde indklagede for de beløb, inklusive renter og omkostninger, som denne har betalt til klageren og yderligere betale 42.275 kr., svarende til forskellen mellem de resterende udbedringsomkostninger og adciteredes ubestridte tilgodehavende.

I øvrigt forholdes med sagsomkostningerne som nedenfor bestemt.

Thi bestemmes

Indklagede betaler klageren 385.850 kr. med tillæg af procesrenter fra den 23. marts 2001 og sagsomkostninger med 68.000 kr.

Adciterede friholder indklagede (adcitanten) for ethvert beløb, inklusive renter og omkostninger, som denne har betalt til klageren og betaler yderligere til indklagede (adcitanten) 42.275 kr. samt sagsomkostninger med 30.000 kr.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af adciterede efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Afgørelse 2003 9160 Valid

Berigtiget fra ”klageren” til ”indklagede (adcitanten)”.

Afgørelse 2003 9160 Valid

Resumé

Tvisten mellem sagens parter vedrører gulventreprise udført af adciterede som underentreprenør i entreprise, hvor indklagede var totalentreprenør og klager var bygherre. I denne forbindelse er der opstået uenighed mellem parterne om ansvaret for påståede mangler ved gulvbelægningen. Klager påstår indklagede tilpligtet at betale for udbedring af manglerne. Indklagede har overfor klager påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. Overfor adciterede har indklagede nedlagt påstand om, at denne tilpligtes at friholde indklagede fra ethvert beløb, som indklagede –måtte blive tilpligtet at betale klageren. Adciterede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Aftalegrundlaget er AB 92.

Voldgiftsretten udtaler, at revnerne i gulvbelægningen skyldes en håndværksmæssig fejl, som indklagede hæfter for. De finder endvidere at gulvbelægningens varierende tykkelse konstateret ved hjælp af skønsmand, jf. AB 92, § 45, er en håndværksmæssig fejl, som indklagede ligeledes hæfter for. Voldgiftsretten finder, at klager af æstetiske og holdbarhedsmæssige grunde har krav på en fuldstændig udskiftning af gulvet. Flytning af inventar i forbindelse med udskiftning af gulvbelægning er en påregnelig følgeudgift og er således ikke dækket af ansvarsbegrænsningen i AB 92, 35, stk. 2, og indklagede skal derfor erstatte denne udgift. Adciterede burde have været opmærksom på, at der var tale om et gulv, hvorpå det ikke ville være forsvarligt at udlægge belægning uden fuger. Adciterede er derfor erstatningsansvarlig for, at gulvbelægningen ikke er udført korrekt. Adciterede skal således friholde indklagede for de beløb, som denne har betalt til klageren.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →