Legislator Case Law & Legislation
X20020996901 DK

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

2 Articles / Provisions · Denmark
Open official source Machine-readable Markdown (.md)

Statutory Text (2 Articles)

Afgørelse 2002 9969 Valid

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører AB 92, mangler.

Denne sag er behandlet af en voldgiftsret, der er nedsat af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed den 16. april 2002, og som består af ingeniør, M. IDA Søren Steen Møller, arkitekt m. a. a. Ole Dreyer og landsdommer Ulrik Jensen som voldgiftsrettens formand.

Klagerne har påstået indklagede dømt til betaling af 187.500 kr. med procesrente af 100.000 kr. fra den 10. januar 2002 og af 87.500 kr. fra den 25. september 2002.

Indklagede har ikke afgivet svarskrift i sagen, der herefter er berammet til mundtlig forhandling efter § 22 i ”Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter”. Trods lovligt indkaldt har indklagede heller ikke givet møde ved den mundtlige forhandling.

Klagernes påstand fremkommer således

1.

Mangler ved tagbeklædning og skotrende, vindues- og altandør i sydgavl, altandør i nordgavl, malerarbejde, advokatomkostninger forud for voldgiftssagens anlæg skønsmæssigt

100.000 kr.

2.

Manglende undertag ved tagfod

56.250 kr.

3.

Følgeskader efter fygesne

31.250 kr.

187.000 kr.

Det fremgår af sagen, at en ingeniør på klagernes foranledning har udarbejdet en rapport af 30. maj 2001, hvori der påpeges forskellige mangler ved indklagedes arbejde. Manglerne vedrører det arbejde, der er anført ovenfor under punkt 1, og udbedringen af disse mangler er anslået at ville koste 10.500 kr. med tillæg af moms.

Ingeniøren har endvidere på klagernes foranledning udarbejdet en rapport af 28. august 2002 vedrørende de ovenfor under punkt 2 og 3 anførte forhold. Vedrørende det manglende undertag ved tagfod er det i erklæringen anført, at det efter en leverandør af byggematerialers typetegning tilrådes at udføre en undertags-/vindplade langs tagfoden på grund af ejendommens ret frie beliggenhed. De anførte beløb er de beløb, som ingeniøren anslår, at en udbedring vil koste.

Det fremgår endelig af sagen, at indklagedes slutopgørelse af 26. juni 2000 på 51.548,25 kr. ikke er blevet betalt, og at indklagede sammen med leverandøren af vindues- og dørpartierne den 1. august 2001 til fuld og endelig afgørelse tilbød en dekort på henholdsvis 10.000 kr. og 5.000 kr. med tillæg af moms.

Den ene af klagerne har forklaret, at tegningerne til ombygningen blev udfærdiget af hans ægtefælle. Tegningerne blev drøftet med indklagede inden tilbudsgivningen. Indklagede mente ikke, at det gav anledning til problemer, at dørene til den franske altan åbnede indad. Han og ægtefællen er kede af utæthederne og vil nu gerne have en repos foran dørene, således at de kan åbne udad. Under arbejdet opstod der en vandskade, fordi overdækningen under en storm blæste af. Skaderne, der blev dækket af indklagedes forsikringsselskab, blev kun delvist udbedret, inden der kom vandindtrængen på grund af utæthederne.

Ingeniøren har i tilknytning til sine erklæringer forklaret, at indadgående dørpartier ofte giver anledning til problemer, især hvis der er tale om dobbeltdøre. Udadgående døre er derimod lidt lettere at håndtere rent teknisk, men i det foreliggende tilfælde kan dørene kun åbnes indad, da der er tale om franske altaner med afskærmning foran dørene. Trods de tekniske udfordringer er det dog muligt at gøre dørpartierne tætte, men de vil kræve vedligeholdelse med omkring 5 års mellemrum. Vedrørende det manglende undertag ved tagfod har han forklaret, at overetagen for tiden er uudnyttet, hvilket øger trækken i tagrummet. Når tagrummet med tiden bliver udbygget, vil problemet mindskes. De nuværende forhold er ekstreme – også på grund af ejendommens udsatte beliggenhed og det forhold, at der ikke er udført udhæng, men blot en gesims. Under disse forhold tilrådes undertag ved tagfod, men tagfoden er ikke forkert udført.

Indehaveren af en murer- og tømrerforretning har forklaret, at han som indehaver af en murer- og tømrerforretning af klagerne er blevet bedt om at gøre gavlpartierne tætte. Han fik forevist ingeniørens rapport, og han så de priser, der var ansat til udbedringen, ønskede han ikke at påtage sig arbejdet. Han ønskede i øvrigt ikke at gå ind i en sag, der ikke var afsluttet, og mente, at det var nødvendigt med yderligere undersøgelser for at være sikker på, at det man gjorde, var det rigtige.

Til støtte for deres påstand har klagerne anført, at punkt 1 i opgørelsen af kravet er skønsmæssigt ansat. Det er klagernes opfattelse, at vindues- og dørpartierne i gavlene kun kan udbedres ved en fuldstændig udskiftning, så dørene bliver udadgående. Udover omkostningerne til udbedring indeholder beløbet advokatomkostninger på 23.500 kr. Ingeniørens erklæringer godtgør, at der er mangler ved indklagedes arbejde, og udgifterne til udbedring heraf må ansættes med udgangspunkt i ingeniørens overslag, der dog efter indehaveren af murer- og tømrerforretningens forklaring må anses for ansat for lavt.

Voldgiftsrettens begrundelse og resultat

Da indklagede er udeblevet fra den mundtlige forhandling, selv om indkaldelse er blevet lovligt forkyndt, afgøres sagen efter § 22 i ”Regler for behandling af sager ved de af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter” på grundlag af det, som klagerne har oplyst eller anført, og de oplysninger, som voldgiftsretten selv har tilvejebragt. Disse oplysninger kan imidlertid ikke føre til, at klagernes påstand tages til følge.

Det må efter ingeniørens erklæring og forklaring lægges til grund, at indklagedes arbejde er behæftet med de mangler, der er anført under punkt 1 i klagernes opgørelse. Udgiften til udbedring af disse mangler findes imidlertid at måtte opgøres med udgangspunkt i ingeniørens overslag, der væsentligt afviger fra det beløb, som klagerne kræver. Voldgiftsretten har herved i særlig grad lagt vægt på, at indklagedes tilbud er afgivet på grundlag af tegninger, som klagerne selv har udfærdiget, og som er uden detaljer. Der er endvidere lagt vægt på, at dørene i gavlene på tegningerne er vist som indadgående, og at der ikke er anvist repos eller altan foran dørene. Når det endelig tages i betragtning, at udbedringen efter stormskaden, som indklagedes forsikringsselskab erstattede, ikke var fuldført, inden der på ny skete vandindtrængen, fastsætter voldgiftsretten skønsmæssigt det beløb, som tilkommer klagerne på grund af disse mangler og følgerne heraf til 25.000 kr. Efter sagens forløb og udfald er der ikke grundlag for at tillægge klagerne noget beløb til dækning af advokatomkostninger.

For så vidt angår det manglende undertag ved tagfod lægger voldgiftsretten til grund, at der ikke er vist tagfodsplade på den snittegning, der dannede grundlag for indklagedes tilbud. Efter ingeniørens forklaring lægges det endvidere til grund, at tagfoden er korrekt udført, og at indtrængningen af fygesne skyldtes samvirken af flere indbyrdes forstærkende omstændigheder. Det manglende undertag ved tagfod kan derfor ikke anses for en mangel, der berettiger klagerne til erstatning. Der er herefter heller ikke grundlag for at tillægge klagerne noget beløb til udbedring af skader som følge af indtrængende fygesne.

Da voldgiftsretten efter omstændighederne tager indklagedes skrivelse af 1. august 2001 som udtryk for, at indklagede har modregnet klagernes krav som følge af manglerne i sit tilgodehavende, og da indklagedes slutrate overstiger det beløb, som efter det anførte tilkommer klagerne, frifinder voldgiftsretten indklagede.

Thi bestemmes

Indklagede frifindes.

Sagens omkostninger ophæves.

Klagerne skal betale voldgiftsrettens omkostninger efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Afgørelse 2002 9969 Valid

Resumé

Der er i denne sag mellem indklagede som entreprenør og klagerne som bygherre indgået entrepriseaftale vedrørende tømrerentreprise på klagernes ejendom. Tvisten drejer sig om klagernes krav vedrørende eventuelle mangler ved indklagedes udførte entreprise. Aftalegrundlaget er AB 92.

Klagerne har påstået indklagede dømt til betaling af 187.500 kr. Indklagede har ikke afgivet svarskrift og har heller ikke givet møde under sagen.

Voldgiftsretten udtaler, at indklagedes udeblivelse under sagen ikke kan føre til, at klagernes påstand tages til følge.

Efter en ingeniørs erklæring og forklaring, lægger voldgiftsretten til grund, at indklagedes arbejde er behæftet med mangler. Udgiften til udbedring af disse mangler skal imidlertid opgøres med udgangspunkt i ingeniørens overslag og ikke i indklagedes tilbud, der er givet på grundlag af klagernes udetaljerede tegninger. Voldgiftsretten fastsætter herefter skønsmæssigt det beløb, der tilkommer klagerne til 25.000 kr. Der er ikke grundlag for at tillægge klagerne noget beløb til dækning af advokatomkostninger.

Vedrørende det manglende undertag, lægger voldgiftsretten til grund, at der ikke er vist tagfodsplade på den snittegning, der dannede grundlag for indklagedes tilbud. Efter ingeniørens forklaring lægges det endvidere til grund, at tagfoden er udført korrekt. Det manglende undertag ved tagfod kan derfor ikke anses for en mangel. Der er herefter ikke grundlag for at tillægge klagerne noget beløb til udbedring af skader som følge af indtrængende fygesne.

Voldgiftsretten fastslår, at indklagede har modregnet klagernes krav som følge af manglerne i sit resttilgodehavende, og da indklagedes slutrate overstiger det beløb, der tilkommer klagerne, frifinder voldgiftsretten indklagede.

Need to analyze how this provision applies to your matter?

Cross-reference this statute against case law, commentaries, and related legislative provisions inside Legislator AI.

Open in Legislator →