Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge-. og Anlægsvirksomhed

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

Vedrører forældelse og passivitet.

I klageskrift modtaget af Voldgiftsnævnet den 9. august 2000 har klageren over for de indklagede 1-6, nedlagt følgende påstande

Principalt

· Indklagede 1 tilpligtes in solidum med indklagede 5 og 6 til klager at betale kr. 1.209.500 med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg.

· Indklagede 2 tilpligtes in solidum med indklagede 5 og 6 til klager at betale kr. 185.000 med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg.

· Indklagede 3 tilpligtes in solidum med indklagede 5 og 6 til klager at betale kr. 101.000 med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg.

· Indklagede 4 tilpligtes in solidum med indklagede 5og 6 til klager at betale kr. 709.500 med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg.

Subsidiært

· De indklagede tilpligtes til klager at betale et mindre beløb - end krævet i den subsidiære påstand - fastsat efter voldgiftsrettens skøn.

De indklagede har påstået frifindelse, i første række under henvisning til, at kravet er forældet eller bortfaldet på grund af manglende reklamation eller passivitet.

Forældelsesspørgsmålet er efter parternes anmodning udskilt til særskilt forhandling og afgørelse af voldgiftsrettens formand, landsdommer Fritse Hove.

Under den særskilte forhandling, som fandt sted den 22. august 2001, har klageren påstået de indklagede tilpligtet at anerkende, at et eventuelt krav mod de indklagede ikke er forældet eller bortfaldet på grund af manglende reklamation eller ved passivitet.

Sagens omstændigheder er følgende

I 1988 købte sagsøgeren en tidligere trikotagefabrik.

I juni 1992 indgik klageren aftale med indklagede 5 og 6 som totalrådgivergruppe om teknisk rådgivning og bistand (ABR 89) vedrørende arkitekt- og ingeniørydelser i forbindelse med "nedbrydning, renovering samt om- og tilbygning" af trikotagefabrikken. Det fremgår af aftalen, at en arkitekt var udpeget som projekteringsleder. Den kontraktmæssige ydelse er angivet således

"Samtlige arkitekt og ingeniørydelser i henhold til nedennævnte punkter refererende til ABR 89, PAR´s og FRI´s ydelsesbeskrivelse

2. Forslagsfase

Dispositionsforslag

Projektforslag

3. Projekteringsfase

Forprojektet

Hovedprojektet.

4. Udførelsesfase

Projektopfølgning

Fagtilsyn.

Projekteringen udføres til AUTO-CAD anlæg med point. Klienten modtager for hver fase diskette med det udarbejdede projekt."

Under tidsfrister er anført

"Bygningskompleksets ombygning tænkes opdelt i følgende faser

Nedbrydning, bygningsrenovering - opstart hurtigst muligt.

Indretning af stueetagen til undervisningsbrug med indflytning 1. august 1993.

Indretning af 2. etageplan til undervisningsbrug med indflytning 2. januar 1994.

Indretning af 3. etageplan med indflytning 1. august 1994."

Det er oplyst, at indretningen af bygningerne faktisk blev opdelt i 8 hovedfaser, heraf 5 indretningsfaser, som blev udbudt i offentlig licitation som fagentreprise på forskellige tidspunkter i perioden sidste halvdel af 1992 og første halvdel af 1994.

Indretningsentrepriserne, faserne 2, 3, 3a, 3b og 4, indeholdt for så vidt angår tømrerentrepriserne en bestemmelse om, at indvendige skillevægge skulle udformes som fibergipsskillevægge af et bestemt mærke.

Klageren indgik aftale om udførelse af tømrerentreprisen med indklagede 1 vedrørende fase 2 i februar 1993 og fase 3 i juni 1993. Aftale med indklagede 2 vedrørende fase 3a blev indgået i juni 1993.

Faserne 2, 3, og 3a blev afleveret henholdsvis den 14. juni 1993, den 14. oktober 1993 og den 13. oktober 1993. I forbindelse med en mangelsgennemgang af fase 2 og 3 den 29. oktober 1993 gjorde tilsynet opmærksom på, at der var opstået revner flere steder på skillevægge og forsatsvægge. Den 25. november 1993 indgik klageren aftale med indklagede 3 om udførelsen af fase 3b, som blev afleveret den 14. februar 1994. Klageren indgik herefter i juni 1994 aftale med indklagede 4 om udførelsen af fase 4. I forbindelse med eftersynsforretning vedrørende fase 2 den 13. juli 1994 blev der generelt konstateret mangler i form af revner i vægge.

Ved 1-års gennemgangen af fase 3 den 20. oktober 1994 blev der generelt konstateret revner i vægge. Ved eftersynsforretningen vedrørende fase 3a den 25. oktober 1994 blev der påpeget mangler i form af revner i vægge. Den 19. september 1994 blev fase 4 afleveret, og ifølge en mangelliste af 15. december 1994 blev der konstateret revner i vægge. Ved 1-års gennemgangen den 28. februar 1995 vedrørende fase 3b og ved 1-års gennemgangen den 18. december 1995 vedrørende fase 4 blev der konstateret mangler i form af revner i vægge. Den 14. juni 1996 returnerede indklagede 4 mangellisten vedrørende fase 4 med bemærkningen "Ej indklagede 4" ud for "revner i vægge".

Den 3. juli 1996 skrev indklagede 2 på vegne de indklagede 1-4 således til indklagede 5

"Vi har været 4 forskellige entreprenørfirmaer som har udført arbejder med det pågældende fabrikat fibergipsskillevægge, som vi vil gøre opmærksom på er valgt af Dem, til de omtalte bygningsarbejder.

Vi har nu afholdt et samlet møde, og er blevet enige om ikke at udføre yderligere uden betaling.

Hvis arbejdet kræver yderligere besigtigelse, møder vi gerne til et fælles møde efter Deres indkaldelse.

I modsat fald betragter vi ovennævnte byggearbejder som afsluttet."

Den 29. august 1997 udarbejdede klagerens advokat udkast til syns- og skønstema.

Spørgsmålene i temaet angik udførelsen af arbejdet, og om de pågældende fibergipsskillevægge generelt var uanvendelige.

Den 9. marts 1999 skrev klagerens advokat følgende til de indklagede 1-4´s advokat

"I ovennævnte sag konstaterede min klient de første revnedannelser i væggene i forbindelse med 1-års gennemgangen for fase 2 den 13. juli 1994.

Der blev i forbindelse med 1-års gennemgangen af de øvrige faser (fase 3 den 20. oktober 1994, fase 3a den 25. oktober 1994, fase 3b den 28. februar 1995 og fase 4 den 14. december 1995) ligeledes konstateret revnedannelser i væggene.

Der er således en teoretisk mulighed for, at forældelsesfristen i ovennævnte sag skal regnes fra den 13. juli 1994, og at sagen således forældes den 14. juli 1998. (efterfølgende berigtiget til 1999).

Under henvisning til ovennævnte hører jeg gerne, hvorvidt Deres klient er indforstået med at suspendere enhver forældelses- og passivitetsindsigelse mod eventuelle krav, der kan udspringe i tilknytning til den verserende syns- og skønssag.

Det er således på nuværende tidspunkt vanskeligt at udtale sig om, hvornår skønssagen kan forventes afsluttet. Skønsmanden har over for undertegnede oplyst, at undersøgelserne den 2. marts 1999 formentlig var de sidste undersøgelser forinden afgivelse af en syns- og skønserklæring. Der foreligger imidlertid ikke oplysning om, hvornår en sådan syns- og skønserklæring kan forventes at foreligge. Endvidere kan det vel ikke udelukkes, at syns- og skønserklæringen vil give anledning til supplerende spørgsmål fra parterne.

Jeg foreslår derfor, at forældelses- og passivitetsindsigelser suspenderes indtil videre, ..

Jeg vedlægger en suspensionserklæring, som De venligst bedes underskrive, såfremt Deres klient er indforstået med at suspendere forældelsesfristen, idet jeg bemærker, at jeg i modsat fald af hensyn til min klients interesser er nødsaget til at anlægge voldgiftssag på indeværende tidspunkt.

Måtte jeg venligst høre Deres bemærkninger til en suspensionsaftale snarest."

En tilsvarende skrivelse bilagt aftale om suspension af eventuelle passivitetsindsigelser blev fremsendt til indklagede 5.

Den 17. marts 1999 fremsendte klagerens advokat følgende skrivelse til indklagede 6

"I ovennævnte sag repræsenterer jeg klager i forbindelse med en syns- og skønssag vedrørende revnedannelser i vægge.

I den pågældende skønssag er inddraget de i forbindelse med ombygningen og indretningen af ejendommen medvirkende entreprenører samt arkitektfirmaet.

Derimod har min klient valgt ikke at inddrage indklagede 6 i den verserende sag, idet det er min klients opfattelse, at de konstaterede mangler ved væggene ikke kan henføres til ydelser leveret af indklagede 6 i forbindelse med ombygning og indretning af ovennævnte ejendom.

..

Det er på nuværende tidspunkt vanskeligt at udtale sig om, hvornår skønssagen kan forventes afsluttet, men dette forventes ikke at være muligt inden den 14. juli 1999.

For det tilfælde, at den foreliggende skønserklæring i sagen mod forventning måtte vise at de med væggene konstaterede mangler kan henføres til fejl begået af indklagede 6, hører jeg gerne, hvorvidt indklagede 6 vil være indforstået med at suspendere enhver forældelses- og passivitetsindsigelse, der kan udspringe i tilknytning til de ved væggene konstaterede revnedannelser.

For en god ordens skyld bemærkes, at en suspensionserklæring naturligvis ikke indebærer en anerkendelse af et eventuelt ansvar, ligesom en suspensionsaftale ikke indebærer et afkald på indklagede 6 på at gøre en forældelses og/eller en passivitet, som allerede måtte være indtrådt gældende.

Nærværende skrivelse er samtidig at betragte som en reklamationsskrivelse for det tilfælde, at syns- og skønserklæringen måtte vise, at de pågældende revnedannelser i væggene kan henføres til fejl begået af indklagede 6.

Under henvisning til ovennævnte beder jeg Dem venligst kontakte mig for en drøftelse af, hvorvidt det er muligt at indgå en suspensionsaftale."

Indklagede 6 tiltrådte suspensionsaftalen den 14. august 1999.

Den 11. maj 1999 svarede indklagede 1-4´s advokat, at hans klienter under nogle nærmere angivne betingelser var villige til at indgå en suspensionsaftale, men at det i øvrigt var advokatens opfattelse, at der allerede var indtrådt forældelse og/eller fortabelse af rettigheder ved passivitet. Efter at de indklagedes advokat på ny havde skrevet til klagerens advokat, fremkom der ikke nogen reaktion fra klagerens side.

Den 20. maj 1999 blev der afgivet skønserklæring i sagen. Supplerende erklæring forelå den 20. marts 2000.

Sagsøgerens byggechef har forklaret, at ombygningen skete således, at fagene kunne rykke ind, efterhånden som de forskellige faser blev færdige. Aftalen med indklagede 5 og 6 blev indgået som én aftale, således at der løbende kunne ske projektering. Han er ikke klar over, i hvilket omfang de indklagede 1-4 har foretaget udbedringer af revner.

Direktør for indklagede 1 har forklaret, at spartlingen af elementerne var omfattet af hans entreprise. Det havde han en maler til at udføre. Da der blev konstateret revner i væggene, bad han maleren udbedre med spartelmasse. Der blev afholdt et møde med leverandøren. Der blev ikke foretaget yderligere, idet det var hans opfattelse, at de havde gjort det, de skulle. Ved 1-års gennemgangen følte han fortsat ikke, at de havde lavet nogen fejl, men han kunne godt se, at der var revner. Han indvilligede i at lave et forsøg. Da klageren via rådgiveren i april 1996 rettede henvendelse til ham, var han bekendt med, at de andre entreprenører også havde problemer med revner. Derfor afholdt de et fælles møde og lavede et svar.

Direktør for indklagede 2 har forklaret, at hans entreprise bestod af en stor sal, hvor ydervægge var beklædt med de pågældende fibergipsplader. Da klageren reklamerede i oktober 1994, bad han maleren gøre lidt ved revnerne.

Direktør for indklagede 3 har forklaret, at han i forbindelse med 1-års gennemgangen i februar 1995 var klar over, at de andre entreprenører også havde problemer med revner. Det er muligt, at han forsøgte at foretage en spartling.

Entrepriseleder hos indklagede 4 har forklaret, at han afviste at foretage udbedring af revner. Han mente ikke, at det var deres problem.

Der er mellem parterne enighed om, at indklagede 1-3´s entrepriser er omfattet af reglerne i AB 72, medens indklagede 4´s entreprise er omfattet af reglerne i AB 92.

Klageren har til støtte for sin påstand i relation til indklagede 1-3 anført, at forældelsesfristen i 1908-loven har været suspenderet indtil den 3. juli 1996, hvor de indklagede sammen med indklagede 4 afviste klagerens krav. Klageren har herved henvist til, at de indklagede indtil dette tidspunkt har været villige til at foretage udbedringer. Da 5-års fristen således først er begyndt at løbe fra den 3. juli 1996, er forældelsesfristen afbrudt ved indgivelsen af klageskriftet den 9. august 2000. Der er reklameret rettidigt i henhold til AB 92 § 36 over for indklagede 4. En eventuel 5-års forældelsesfrist har på samme måde som for indklagede 1-3´s vedkommende været suspenderet indtil den 3. juli 1996. Der er ikke grundlag for at statuere passivitet, idet klageren allerede i 1997 begærede syn og skøn. Da skønserklæringen forelå i maj 1999, stillede de indklagede yderligere spørgsmål, således at supplerende erklæring først forelå i marts 2000.

Klageren har til støtte for sin påstand over for indklagede 5 og 6 anført, at der er reklameret rettidigt i henhold til ABR 89, pkt. 6.2.3.2. Klageren er først i marts 2000, da syns- og skønserklæringen forelå, blevet opmærksom på de indklagedes mulige erstatningsansvar. Inden dette tidspunkt var det klagerens opfattelse, at revnerne kunne henføres til entreprenørernes mangelfulde arbejde eller til det anvendte materiale, hvilket også fremgår af de spørgsmål, der på daværende tidspunkt indgik i skønstemaet. Den henvendelse, som klagerens advokat foretog til de indklagede henholdsvis den 9. og 17. marts 1999 vedrørende suspension af forældelsesfristen for et eventuelt erstatningsansvar må anses for en reklamation. Det fremgår udtrykkeligt af skrivelsen til indklagede 6, som i øvrigt også må have retsvirkning i forhold til indklagede 5.

Da der er tale om en kontinuerlig arbejdsopgave i én bygning, er det uden betydning, at der er tale om 4 forskellige faser. Forældelsesfristen er således først begyndt at løbe fra afleveringen af fase 4, nemlig den 19. december 1994. Reklamationerne den 9. og 17. marts 1999 er således sket inden udløbet af 5-års fristen og er blevet fulgt op af klageskriftet i august 2000. I hvert fald er der sket rettidig afbrydelse af fristen for så vidt angår fase 4.

De indklagede 1-3 har til støtte for, at klagerens krav er forældet efter 1908-loven gjort gældende, at der senest i februar 1995 er konstateret revner i vægge i alle faser. Klageren, der er i besiddelse af teknisk ekspertise, vidste således på dette tidspunkt, at der var tale om et generelt problem, og at der derfor var grundlag for at rejse et krav. Da klageskrift er indgivet mere end 5 år senere, er et eventuelt krav forældet. De indklagede har ikke ved deres medvirken ved udbedringsforsøg, som alene bestod i nogle udspartlinger, erkendt noget ansvar, hvilket også klageren, der fremsendte skrivelserne af 9. marts 1999 om suspensionsaftaler til de indklagede, var klar over.

Indklagede 4 har til støtte for sin påstand anført, at klagerens reklamation ikke er fulgt op med et sagsanlæg. Sag burde have været anlagt senest i december 1999 - 5 år efter reklamationen ved afleveringen.

De indklagede har til støtte for deres subsidiære anbringende om, at klagerens eventuelle krav er suspenderet ved passivitet, dels anført, at klageren først har foranstaltet syn og skøn flere år efter, at revnerne havde vist sig, dels at der er gået meget lang tid fra skønserklæringen forelå, til sagen blev anlagt.

De indklagede 5 og 6 har til støtte for deres påstand anført, at de indklagedes bistand vedrører 4 faser, der er udbudt i licitation på forskellige tidspunkter. 5-års fristen i ABR 89, pkt. 6.2.3.1. må derfor regnes fra afslutningen af hver enkelt fase.

Da der ikke er reklameret inden 5 år fra afslutningerne af faserne 2, 3a, 3 og 3b, er klagerens eventuelle krav vedrørende disse forældet.

De skrivelser, der er fremsendt til de indklagede om forslag til suspensionsaftale, kan ikke anses for reklamationsskrivelser. I hvert fald kan skrivelsen til indklagede 5 ikke anses for en reklamation. Den mulige reklamation, der er sket over for indklagede 6, er uden betydning for indklagede 5, idet skrivelsen ikke er rettet til projekteringslederen.

Under alle omstændigheder er der reklameret for sent i henhold til ABR 89, pkt. 6.2.3.2, idet klageren, efter at de indklagede 1-4 havde afvist klagerens krav i 1996, burde have indset, at totalrådgiveren kunne være medansvarlig for skaderne.

De indklagede har endvidere gjort gældende, at klagerens krav er forældet efter 1908-loven.

Voldgiftsrettens bemærkninger

Ad indklagede 1-3

I oktober 1993 påtalte klageren over for indklagede 1, at der var revner i vægge i fase 2 og 3. I forbindelse med 1-års gennemgangen i fase 2 og 3 samt 3a i juli og oktober 1994 reklamerede klageren over revner i vægge, ligesom der ved afleveringen af fase 4 i december 1994 og ved 1-års gennemgangen af fase 3b den 28. februar 1995 blev reklameret over revner i vægge. Klageren havde således i februar 1995 konstateret revner i vægge vedrørende samtlige tømrerentrepriser. Selv om de indklagede 1 og 2 og muligt også indklagede 3 har forsøgt at udbedre revnerne, er der ikke grundlag for at statuere, at forældelsesfristen i 1908-loven først er begyndt at løbe, da de indklagede 1-4 i juli 1996 afviste at foretage yderligere uden betaling. Da klageskriftet er indleveret mere end 5 år efter februar 1995, er klagerens erstatningskrav derfor forældet.

Ad indklagede 4

Klageren reklamerede over mangler ved væggene ved afleveringen i december 1994. Da der, som ovenfor anført, ikke er grundlag for at statuere, at forældelsesfristen først er begyndt at løbe fra juli 1996, og da klageren ikke har fulgt reklamationen op med indgivelse af klageskrift inden 5 år fra reklamationen, er klagerens erstatningskrav forældet.

Ad indklagede 5 og 6

De indklagedes rådgivning vedrører ombygning af et eksisterende bygningskompleks. Indretningsentrepriserne blev udbudt i licitation på forskellige tidspunkter, og lokalerne blev taget i brug til undervisningsformål, når den enkelte entreprise/fase var afleveret. Klageren har således efter afleveringen af de enkelte faser haft mulighed for at kontrollere, om der var fejl i projektet. Voldgiftsretten finder herefter, at forældelsesfristen løber fra afleveringen af de enkelte faser.

Idet det i mangel af andre oplysninger lægges til grund, at afleveringen af den sidste bygningsentreprise er sammenfaldende med afleveringen af de indklagede 1-3´s entrepriser, og idet det videre lægges til grund, at der først er reklameret over for de indklagede 5-6 ved skrivelserne af 9. og 17. marts 1999, er klagerens krav mod de indklagede vedrørende faserne 2, 3, 3a og 3b forældet i medfør af ABR 89, pkt. 6.2.3.1.

Selv om klagerens skrivelse af 9. marts 1999 til indklagede 5 ikke indeholder en klar påtale af en misligeholdelse fra indklagede 5´s side, findes det forhold, at klageren i skrivelsen anmodede indklagede, der havde bistået klageren under skønssagen, om at underskrive en suspensionsaftale vedrørende eventuelle forældelses- eller passivitetsindsigelser mod eventuelle krav i tilknytning til skønssagen, at være tilstrækkelig til, at der på behørig vis er reklameret over for indklagede 5.

Af klagerens skrivelse af 17. marts 1997 til indklagede 6 fremgår yderligere, at denne skal betragtes som en reklamation. Skrivelsen må derfor anses for behørig reklamation i henhold til ABR 89, pkt. 6.2.3.2.

Når henses til, at indklagede 5 har bistået klageren i forbindelse med mangelsproblemerne, findes klageren ikke at burde være blevet opmærksom på tilstedeværelsen af de indklagede 5 og 6´s mulige erstatningsansvar tidligere end sket. Reklamationen har således været rettidig. Klagerens mulige erstatningskrav mod indklagede 5 og 6 vedrørende fase 4 er således ikke forældet.

Som følge af det foran anførte tages de indklagede 1-4´s frifindelsespåstand til følge. Klagerens påstand over for de indklagede 5 og 6 tages til følge vedrørende fase 4.

Thi bestemmes

De indklagede 1, 2, 3 og 4 frifindes.

Klageren skal betale sagsomkostninger til hver af de indklagede 1-4 med 10.000 kr.

De indklagede 5 og 6 skal anerkende at klagerens krav vedrørende fase 4 ikke er forældet.

Klageren skal betale voldgiftsrettens omkostninger vedrørende denne del af sagen.

Der er mellem parterne i denne sag uenighed om hvorvidt klagers krav mod de indklagede er forældet.

Klager købte i 1988 en tidligere trikotagefabrik og indgik i 1992 aftale med indklagede 5 og 6 om totalrådgivning i forbindelse med renovering. ABR 89 var gældende mellem parterne. Indklagede 1-4 blev hver især antaget til at udføre indretningsfaserne i byggeriet.

Ved alle indretningsfaserne er der konstateret mangler i form af revner i vægge og klager påstår i denne forbindelse indklagede 1-4 in solidum med indklagede 5 og 6, forpligtede til at betale erstatning.

De indklagede påstår heroverfor at klagers krav er forældet, eller bortfaldet på grund af manglende reklamation eller passivitet.

Voldgiftsretten udtaler, at for så vidt angår indklagede 1-3 har disse forsøgt at udbedre revnerne, og der er ikke grundlag for at statuere at forældelsesfristen i 1908-loven, først begynder at løbe, da de indklagede afviste at foretage yderligere afhjælpning uden betaling.

Klagers erstatningskrav er derfor i forhold til indklagede 1-3 forældet.

Angående indklagede 4 har klageren ikke fulgt reklamationen op med indgivelse af klageskrift inden 5 år og klagers krav er derfor også i forhold til indklagede 4 forældet.

I forbindelse med indklagede 5og 6 løber forældelsesfristen fra afleveringen af de enkelte faser. Da klager først har reklameret den 9. og 17. marts er klagerens krav vedrørende faserne 2, 3, 3a og 3b forældede jf. ABR 89, pkt. 6.2.3.1.

For så vidt angår fase 4 har klager på behørig vis reklameret over for indklagede 5, ved at kræve underskrift for suspension af eventuelle forældelses- eller passivitetsindsigelser mod eventuelle krav i tilknytning til skønssagen. Over for indklagede 6 har klageren fremsendt en skrivelse, som skal betragtes som reklamation i henhold til ABR 89, pkt. 6.2.3.2.

Klagerens reklamation overfor indklagede 5 og 6 vedrørende fase 4, er således ikke forældet.