Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Statutory Text (2 Articles)
Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Vedrører ophævelse af entreprisekontrakt.
Mellem klagerne og indklagede er der opstået tvist om berettigelsen af ophævelse af entreprisekontrakt om opførelse af enfamiliehus som følge af forsinkelse.
I den anledning er der nedsat en voldgiftsret i henhold til "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed nedsatte voldgiftsretter" bestående af ingeniør M. IDA Søren Steen Møller, arkitekt m.a.a. Ole Dreyer og landsdommer Fritse Hove med sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.
Mundtlig forhandling har fundet sted den 1. november 2000.
På baggrund af det under sagen forelagte, de afgivne forklaringer og det af parterne anførte fremkom voldgiftsretten med følgende tilkendegivelse
"Ved entreprisekontrakt af 7. marts 1998 indgik klagerne som bygherre aftale med indklagede som hovedentreprenør om opførelse af et enfamiliehus på klagernes grund.
Den 9. oktober 1998 ophævede klagerne aftalen.
Efter at der er opstået tvist mellem parterne om berettigelsen af ophævelsen, er der i medfør af "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed" nedsat en voldgiftsret bestående af ingeniør M. IDA Søren Steen Møller, arkitekt m.a.a. Ole Dreyer og landsdommer Fritse Hove, sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.
Som skønsmand har været udmeldt en direktør og civilingeniør.
Mundtlig forhandling fandt sted den 1. november 2000 i Aalborg.
Klagerne har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 193.077 kr. med tillæg af procesrenter fra sagens anlæg, den 21. januar 1999, til betaling sker. Klagerne har subsidiært påstået de indklagede tilpligtet at betale et mindre beløb.
Påstandsbeløbet fremkommer således
Omkostninger til færdiggørelse ifølge skønserklæringen
665.000 kr.
Med fradrag af tilbageholdt entreprisesum
514.835 kr.
Merpris
150.165 kr.
Udgifter til erstatningsbolig til 1/3 - 99
27.000 kr.
Aftalt mindrepris, værdi af eget arbejde
15.712 kr.
I alt
193.077 kr.
Indklagede har påstået frifindelse og har nedlagt en selvstændig påstand om, at klagerne til indklagede principalt tilpligtes at betale 256.000 kr., subsidiært 156.000 kr. med procesrenter fra den 3. maj 1999, til betaling sker.
Den selvstændige påstand fremkommer således
Ubetalt faktura
200.000 kr.
Ekstraarbejde ved ændring af tagentreprise
11.000 kr.
Mistet avance
45.000 kr.
256.000 kr.
Den subsidiære påstand svarer til den principale påstand med fradrag på 100.000 kr. for eventuelle mangler ved vinduesleverancen.
Ved den mundtlige forhandlings afslutning anmodede parterne voldgiftsretten om at fremkomme med en tilkendegivelse om, hvorledes sagen bør afgøres.
Voldgiftsrettens resultat og begrundelse
Ifølge parternes aftale skulle huset, der blev påbegyndt opført den 15. marts 1998, have været afleveret den 1. august samme år. Byggetiden var således i alt beregnet til 4 1/2 måned med fradrag af eventuel ferie i juli måned.
Det lægges efter bevisførelsen til grund, at huset den 9. oktober 1998, da ophævelsen fandt sted, var ca. halvt færdigt. En del af forsinkelsen, i alt 8 arbejdsdage, må tilskrives den overenskomstmæssige strejke i slutningen af april og begyndelsen af maj. Hertil kommer et par arbejdsdage som refleksvirkning af strejken. Efter oplysningerne om det arbejde, der blev udført som en forsikringsskade, lægges det til grund, at dette arbejde har medført en forsinkelse af entreprisen med en halv arbejdsuge. Voldgiftsretten finder, at det tegningsmateriale eller arbejde, som klageren ikke udførte til tiden, højst har medført en uges forsinkelse af arbejdet, således at maksimalt 3 1/2 uge af den samlede forsinkelse kan tilskrives forhold, som bygherrerne måtte bære risikoen for.
Det bemærkes, at det var indklagedes opgave at sørge for, at der var murere til rådighed for det arbejde, der skulle udføres. Det er ikke bevist, at klagerne skulle have antaget fritidsmurere til at udføre arbejdet, således at en del af murerentreprisen herefter reelt skulle være overtaget af klagerne. Den omstændighed, at klagerne var bekendt med, at murerarbejdet på et tidspunkt blev udført af fritidsmurere, findes ikke at have medført, at klagerne derved har accepteret en længere byggeperiode.
Voldgiftsretten har ved vurderingen af, om indklagedes forsinkelse har været til betydelig ulempe for klagerne lagt vægt på, at byggeriet kun var halvfærdigt i oktober, da ophævelsen fandt sted, og at byggeriet ifølge skønsmanden bar præg af, at der ikke var arbejdet kontinuerligt på det, idet meget arbejde var sat i gang, men skulle laves om. Voldgiftsretten har videre lagt vægt på, at indklagede havde økonomiske problemer, som havde medført, at i hvert fald spærleverancen var blevet holdt tilbage. Selv om det må antages, at det oprindelig ikke havde været af så afgørende betydning for klagerne, at byggeriet blev færdigt til tiden, var der i oktober en sådan tvivl om, hvorvidt indklagede kunne færdiggøre byggeriet eller færdiggøre det inden for et rimeligt tidsrum, at klagernes ophævelse på grund af forsinkelse er sket med rette.
Voldgiftsretten lægger i overensstemmelse med skønsmandens erklæring til grund, at det ville koste 665.000 kr. at færdiggøre arbejdet. Indklagede skal derfor erstatte klagerens merudgift til færdiggørelsen med det krævede beløb på 150.165 kr. Herefter, og idet indklagede bør erstatte klagerens husleje i 5 måneder, og idet der ikke er grundlag for at antage, at værdien af klagernes eget arbejde overstiger det beløb, indklagede har beregnet, på 12.412 kr., tager voldgiftsretten klagernes påstand til følge med 183.577 kr. med renter som påstået.
Voldgiftsretten henstiller herefter til parterne, at de inden 14 dage tiltræder, at sagen forliges således, at indklagede inden 14 dage efter forligets vedtagelse til klagerne betaler det ovenfor anførte beløb med tillæg af procesrenter fra den 21. januar 1999, til betaling sker.
Vedtages forliget, agter voldgiftsretten at bestemme, at indklagede i sagsomkostninger til klagerne skal betale 50.000 kr., og at indklagede skal betale voldgiftsrettens omkostninger efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet."
Klagers advokat har ved brev af 27. november 2000 tiltrådt voldgiftsrettens tilkendegivelse.
Indklagedes advokat har ikke tiltrådt voldgiftsrettens tilkendegivelse.
Som følge heraf har klagers advokat ved brev af 8. januar 2001 anmodet om, at der må blive afsagt kendelse i overensstemmelse med voldgiftsrettens tilkendegivelse.
Der afsiges herefter følgende
KENDELSE
Indklagede betaler inden 14 dage til klagerne 183.577 kr. , med procesrente fra den 21. januar 1999, til betaling sker og sagsomkostninger med 50.000 kr.
De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, betales af indklagede efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.
Der var mellem parterne i denne sag indgået entrepriseaftale om opførelse af et enfamiliehus. Klager var bygherre og indklagede hovedentreprenør.
Ifølge entreprisekontrakten skulle huset afleveres den 1. august 1998. Da denne afleveringsfrist ikke blev overholdt, hævede klager den 9. oktober entrepriseaftalen. Tvisten i denne sag vedrører herefter spørgsmålet, om denne ophævelse var berettiget.
Voldgiftsretten udtaler, at indklagede ifølge kontrakten var forpligtet til at aflevere huset den 1. august 1998, men at indklagede på tidspunktet for ophævelsen, kun var ca. halvt færdig. Hertil kommer, at indklagede var i økonomiske vanskeligheder.
Dette medfører, at der var en sådan tvivl om hvorvidt indklagede kunne færdiggøre byggeriet at klagers ophævelse er sket med rette.