God revisorskik Retlig interesse
Statutory Text (2 Articles)
God revisorskik
Retlig interesse
Ved skrivelse af 25. februar 1999 har advokat Jørgen Søgaard Madsen på vegne interessenterne i Revisionsfirmaet Torben Oxbøll, herunder de statsautoriserede revisorer Peter Gammelvind og Kurt Rotbøll, indgivet klage over statsautoriseret revisor B. L. Rasmussen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at B. L. Rasmussen blev meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor den 24. februar 1975.
Det fremgår af klageskrivelsen, at klagen angår indklagedes deltagelse i udarbejdelsen af en rapport af 5. december 1994 vedrørende Aktieselskabet Varde Bank. Klageren har henvist til, at Disciplinærnævnet er bekendt med rapporten fra en tidligere klagesag (sag nr. S-17/1995) mod Aktieselskabet Varde Banks eksterne revisorer, de statsautoriserede revisorer Peter Gammelvind og Kurt Rotbøll. I denne sag afsagde nævnet kendelse den 12. maj 1998. Det fremgår af kendelsen, at det på en generalforsamling i Varde Bank den 23. marts 1994, hvor det blev vedtaget at overdrage bankvirksomheden til Sydbank, tillige blev besluttet at nedsætte et uvildigt ekspertudvalg. På grundlag af et kommissorium, der blev fastlagt af Finanstilsynet og Nationalbanken den 16. marts 1994, skulle udvalget foretage en undersøgelse af de forhold og omstændigheder, der havde ført til, at banken havde mistet stort set hele sit kapitalgrundlag. Som medlemmer af undersøgelsesudvalget udpegede Finanstilsynet og Nationalbanken direktør Kaj Egon Hansen, Lån & Spar Bank A/S, advokat Henrik Andersen, Bech-Bruun & Trolle Advokatfirma, og indklagede under nærværende sag, statsautoriseret revisor B. L. Rasmussen, Ernst & Young.
Af udvalgets kommissorium fremgår bl.a., at undersøgelsen i sit indhold skulle svare til den gennemgang, som kurator gennemfører i tilfælde af konkurs. Udvalgets arbejde skulle resultere i en rapport til bestyrelsen for Varde Bank. Finanstilsynet og Nationalbanken skulle løbende holdes orienteret om undersøgelsens forløb og ligeledes modtage den endelige rapport. Udvalget havde samme tavshedspligt som pengeinstitutter efter bank- og sparekasseloven.
Udvalget afgav en hoved- og underrapport den 5. december 1994. Den samlede rapport indeholder dels en redegørelse for det faktiske forløb, dels en vurdering, hvori udvalget på en række punkter fremsætter kritiske bemærkninger. Udvalget fandt ikke i de afdækkede forhold anledning til at indgive politianmeldelse. De klagepunkter, der var omfattet af sagen for Disciplinærnævnet, havde alle været gjort til genstand for behandling af udvalget.
Det fremgår videre af Disciplinærnævnets kendelse, at udvalgets rapporter ligeledes indgik i anklagemyndighedens overvejelser om, hvorvidt der skulle rejses tiltale mod nogen i anledning af sagen. Statsadvokaten for Sønderborg traf dog den 30. april 1997 afgørelse om ikke at rejse tiltalte mod den tidligere bestyrelse og direktion for Varde Bank.
Ved Disciplinærnævnets omtalte kendelse af 12. maj 1998 blev de indklagede statsautoriserede revisorer hver tildelt en advarsel i anledning af, at de for en enkelt klagepunkts vedkommende (en manglende påbudt note i bankens årsregnskab for 1991) fandtes ikke at have levet op til god revisorskik.
Klageren har anført, at undersøgelsesudvalgets rapport fejlagtigt giver udtryk for, at det klagende revisionsfirma på en række punkter har begået forsømmelser i forbindelse med hvervet som generalforsamlingsvalgt revisor for Aktieselskabet Varde Bank. Rapportens antagelser og konklusioner er udokumenterede og i strid med gældende lovgivning og praksis, således at klageren ville have pådraget sig et alvorligt disciplinært og erstatningsmæssigt ansvar, hvis man havde handlet, som man - ifølge rapporten - burde have gjort. Indklagede har arbejdet meget overfladisk med reglerne i bank- og sparekasseloven om regnskabsfremlæggelse og revision. Selv entydige lovbestemmelser er behandlet forkert med alvorlige fejlslutninger til følge. Det samme gælder hele koncernregnskabsproblematikken, både med hensyn til, hvornår der skal konsolideres og med hensyn til påvirkningen af værdiansættelserne.
Som følge heraf har rapporten medført såvel konkrete økonomiske tab som goodwilltab for revisionsfirmaet og dets interessenter.
Formanden for Disciplinærnævnet udtaler
Klagen angår alene indklagedes arbejde i forbindelse med udarbejdelsen af en rapport af 5. december 1994 vedrørende Aktieselskabet Varde Bank med henblik på at foretage en undersøgelse af de forhold og omstændigheder, der havde ført til, at banken havde mistet næsten hele sit kapitalgrundlag. Rapporten er udarbejdet i henhold til en beslutning på en generalforsamling i banken og på grundlag af et kommissorium, fastlagt af Finanstilsynet og Nationalbanken.
Rapporten kritiserer bl.a. klagerne, bankens eksterne revisorer. Klagerne er imidlertid ikke blevet berørt af det påklagede revisorarbejde på en sådan måde, at man har lidt en skuffelse eller tab ved at have stolet på eller i øvrigt disponeret i tillid til arbejdets rigtighed. Klageren findes herefter ikke at have en retlig interesse i den rejste klage, således som påkrævet i henhold til § 18, stk. 4, i lov om statsautoriserede revisorer.
Klagen vil derfor være at afvise.
Beslutningen offentliggøres, jf. § 18 a, stk. 6, i lov om statsautoriserede revisorer.
Det af klageren indbetalte gebyr på 500 kr. findes efter omstændighederne at burde tilbagebetales klageren.
Indklagede havde medvirket til udarbejdelse af en rapport af 5. september 1999 vedrørende aktieselskabet Varde Bank, hvori blandt andet klagerne, der var eksterne revisorer for banken, blev kritiseret. Klagerne fandtes ikke at have den fornødne retlige interesse i den rejste klage, hvorfor klagen afvistes.